Der er mindre end to år til næste valg. Regeringen skumler, og holdningerne er ved at vende på de områder, som har været regeringens faste bastioner: Skattestop og familiestop. Og en del tyder på, at der under al kritikken, mistilliden og kontrollen stadig blandt forældrene er en grundlæggende tillid til, at skolen vil det, som skolen skal. Dermed er det også ved at være tiden til at begynde at arbejde på skolen efter Haarder.

Det er behageligt og konfliktfrit at lade som ingenting - men selv en nøgtern vurdering må komme til det resultat, at regeringsprogrammet »Haarder efter skolen« fører os et forkert sted hen. I hvert fald hvis vi vil skabe fremtidens skole i stedet for kontrollens skole.

Det samfund, som vi skaber rundt om skolen i disse år, bliver stadig mere krævende. Overvej blot de demokratiske ændringer, der sker. Det er meget krævende at se igennem spind, halve sand­heder, personfokusering, udeladelser, overbud og så videre og at fin­de et standpunkt - om ikke andet så blot det at bestemme sig for, hvem man vil stemme på. Og det lader kun til at blive endnu mere komplekst. At kunne deltage i et stadig mere komplekst demokrati kræver en stærkt personlig, social og faglig dannelse og det endda i et globalt perspektiv. »Global dannelse« kunne det sammenfattende hedde. For slet ikke at tale om, hvad et globaliseret arbejdsmarked betyder for kravene til hver enkelts kvalifikationer. Og så er der livet i det hele taget.

En skole, der giver en sådan uddannelse - en »global dannelse« - har brug for lærere i professionens egentlige betydning. Mennesker, som vil være både mester og vejleder for eleverne. Altså alt andet end én, der er instrueret. For at komme frem til en skole for fremtiden må vi tilbage til et lærerideal, fra før mistanken og kontroltrangen greb det politiske flertal. Så kan vi finde og formulere alternativer. Men kun i en forpligtende dialog. At skabe den skabende skole kan ikke ske med centralistiske påbud. Det kan kun ske gennem en dialog, der forpligter alle, der har del i ansvaret for skolen.

Og der er nok at tage fat på - mange gode erfaringer, som ikke bliver delt og spredt. Det kan være aldersintegrerede grupper. Det kan være voksne, der nysgerrigt leger med. Det kan være et samarbejde med forældrene, der reelt giver forældrene mulighed for at bidrage til, at børnene lærer - uanset forældrenes sociale kår. Det kan være flersprogede skoler - hvor man underviser på fransk i historie og på arabisk i matematik. Det kan være en skole, der tager sig selv dybt alvorligt uden at ville lægge beslag på hele dagen. Der er så meget godt at tage fat på. Den eneste forudsætning er, at vi vælger at turde vise tillid. Tillid til, at vi vil løfte den flig af ansvaret, som vi er privilegeret med. Det er hver gang ansvaret for hele skolen. Tillid er glædens muld. Glæden skal vokse, hvor børn vokser op. Gode dage, mindre gode dage og dårlige dage. Alternativet til »Haarder efter skolen« begynder med den forpligtende dialog. Vi kan begynde nu. Der er mindre end to år til, at vi måske kan begynde at handle.

Margrethe Vestager er medlem af Folketinget for De Radikale