Brugt skoleudstyr – til Afrika

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis din skole ligger på Sjælland og lige er fornyet her og der, har I måske overflødigt udstyr og materialer i kældre eller depoter, som man kan bruge i Tanzania.

I samarbejde med Mellemfolkeligt Samvirke sender to tidligere skoleledere, Kirsten og Jørn Møller, containere med brugt skoleudstyr til skoler i Tanzanias næststørste by, Arusha.

Her vokser elevtallet voldsomt, og alene i 1.-7. klasse er der nu næsten 50.000.

»Der bliver bygget nye klasselokaler, men ofte findes der overhovedet ikke møbler, tavler, papir og bøger. Og de har slet ingen materialer til faglokalerne. Lærerne og eleverne trænger derfor hårdt til alt, hvad vi kan hjælpe med«, siger Kirsten Møller, der fortæller, at de er interesserede i alt, der er intakt: Skoleborde og stole, kontormøbler, reoler og katedre, tavler, overhead, flipover, gammeldags skrivemaskiner og computere, der virker. Symaskiner, musikinstrumenter, fysikudstyr, sløjdværktøj og grej til metalværksteder. Kogegrej og køkkenudstyr - også det gammeldags har interesse. Papir, engelsksprogede bøger og farverester. Alle slags spil og legetøj.

»Ja, alt muligt, der kan anvendes i en skole«, siger Kirsten Møller. Der kan organiseres afhentning.

Kirsten og Jørn Møller bor Nygade 7, 3390 Hundested. De kan kontaktes på telefon 4798 6420 og e-mail: kirstenm@mail.dk