Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvilken slags kat er du, når du går ind på lærerværelset, er sammen med eleverne eller sidder sammen med familien hjemme ved spisebordet?
De spørgsmål kan tre lærere og en lærerstuderende, der medvirker i musicalen »Cats«, som snart opføres på Musikteatret Holstebro, godt svare på.
Demokratisk kat
»Jeg har altid drømt om at spille kat, og jeg har gjort meget ud af at udvikle min scenekat Demokratia. Det er, som navnet siger, en meget demokratisk kat. Alle skal have lov til at være her. Jeg hvæser, at de stærke passer på de små, sørger for at alle har det godt, hygger om de andre og lytter, hvis nogen har noget at sige. Sådan vil jeg også gerne være på jobbet, og det lykkes da også tit, men ikke altid. En gang imellem bliver man nødt til at være lidt bisset«, siger Rikke Dahl, lærer på Tingstrup Skole i Thisted.
Teenagekat
»Jeg er Cordelia, som er sjov og glad og godt kan lide at lave lidt spas med de andre. En nysgerrig kat, der kan lide at være med på holdet, når der sker noget, men som også er helt sin egen. En typisk teenagekat. Sådan en, der vil selv og kan selv. En kat, der undersøger alting, men som en gang imellem skal passes på«, siger lærerstuderende Dorthe Thomsen.
På seminariet er hun først og fremmest en rigtig lærenem kat. Men hun bruger meget af det, hun lærer som Cordelia, på uddannelsen.
»Jeg har spillet og instrueret teater i mange år. Man udvikler sig gennem teater, og der bliver rykket personlige grænser. Det er en holdsport, og man bliver nødt til at flytte sig for at yde sit bedste. Man tager jo også en maske på, når man underviser. På den måde er teaterverdenen ikke så forskellig fra folkeskolen«.
Kanonkongekat
Skimpleshanks er slet ikke enig. Hvorfor skulle han også være det? Han er nattens kanonkongekat og er ikke bange for at føre sig frem.
»Jeg kommer sådan ind«, siger Jesper Østergaard og slår ud med armene, så den mangefarvede kappe breder sig i alle retninger. »Jeg vil gerne bemærkes og sætter ikke mit lys under en skæppe. Faktisk er jeg lidt i familie med den dominerende tudse i 'Vinden i piletræerne'. Den rolle har jeg også spillet«.
Teaterrollen er afslapning efter en hård dag med lærerollen. Den er der ikke meget kanonkonge over.
»På Sevel Skole er jeg nok en benjaminkat. Den yngste kat, der kan finde på at sige de mest skøre ting, og som giver de andre noget røg, når der er behov for det«, siger Jesper Østergaard.
Sceneskræk
Bitten Mikkelsen spidser knurhårene og får den rigtige kattemimik frem, men selvom hun ikke er med på scenen, ved hun, lige præcis hvilken kat hun er.
»Jeg kunne hedde Sceneskræk. Selvom jeg kun skal på scenen for at bukke efter premieren, er jeg hundenervøs«, siger hun.
»I skolen? Der vil jeg være en rigtig baggårdskat med hvæssede kløer. En flot sort kat med en hvid pote«.
»Cats«
Andrew Lloyd Webbers musical »Cats« havde urpremiere i London i 1981 og blev først taget af plakaten i 2002 efter 21 succesfulde år.
Det er første gang, »Cats« opføres i Danmark uden for København, når musicalen går over scenen i Holstebro fra lørdag den 24. februar til søndag den 11. marts.
Det er også første gang, at Andrew Lloyd Webber har givet tilladelse til en semiprofessionel opsætning i Europa. Rettighederne er opnået, efter at Musikteatret Holstebro tidligere har opsat et par af hans andre musicals - »Evita« og »Jesus Christ Superstar«.
Hvilken kat er du?
Historien i »Cats« udspilles i løbet af en nat, og den foregår i en cirkusmanege, efter at forestillingen er forbi, og de sidste rampelys er slukket.
De 42 medvirkende spiller forskellige katteroller. De har på forhånd af instruktøren fået nogle stikord til, hvilken type kat de hver især skal være, og de har så selv givet den karakter.