Sankthansaften er en freudiansk aften. Den aften hævner vi mænd os på kvinderne. Vi tager vor mor, vor søster, vor kæreste eller ægtefælle og sætter hende på toppen af et bål, klædt ud som en heks. Så hælder vi hende over med 20 liter benzin og sætter ild til hende. Hvor vidunderligt.

I årevis har kvinden sat os i brand. Hun har sendt hede strømme af vellyst og vrede igennem os. Hendes bevægelser, dufte, lyde har gjort os til fyr og flamme. Men ikke nok med det. Gang på gang har hun brændt os af på den ene eller anden måde. Men sankthansaften er hævnens vidunderlige aften. Vi sætter ild til kvinden for at kunne leve med hende endnu et år. Ud af asken opstår hun som Fugl Fønix, og vi får kræfter til endnu et år at udholde vor søster, mor og elskede.

Mens heksen på sankthansbålet er mandens hævn over kvinden, må julemanden til gengæld være kvindens hævn over manden. For at kunne klare sin bror, far og mand har kvinden skabt en årligt tilbagevendende karikatur af manden i julemandens skikkelse. Mandens stikkende skægvækst, der har kradset hendes sarte hud til blods, har hun overdrevet til det absurde. Mandens fine, lille ølmave har hun pustet op til en enorm gasballon. Hans nydelige joggingdragt med hængerøv og god plads til de slaskende testikler har hun omformet til en grinagtig blanding af nattøj, selskabskjole og norsk nationaldragt. Hans altid skråsikre og rationelle bemærkninger er nedgjort til et simpelt: Ho, ho, ho, hoo. . .

Dernæst har hun fjernet mandens seksualitet, kastreret ham og gjort ham til en børneven, der fra morgen til aften har lyst til at beskæftige sig med børns drømme og ønsker. Men kvinden er raffineret. I sin karikatur af manden indlægger hun ikke kun nogle af sine ønskedrømme. Hun tegner mandens dårligste sider op med tydelige streger: Hans pædagogiske sans. Hun lader nemlig julemanden presse sit øre ind mod børnenes døre, og hører julemanden, belureren, at børnene er uartige, så straffer han dem hårdt og brutalt. Han skrider, sådan som manden altid er skredet, hvis der har været problemer med børnene. Men hører julemanden, at børnene er søde, ler den gamle nar og vakler glad ind i stuen.

Julemanden er intet andet end kvindens hævn over manden. Når julen er forbi, forsvinder julemanden, og kvinden har ved sin grove karikatur af manden samlet kræfter til endnu et år med sin bror, far og mand. Alle kulturer har deres riter og symboler. Vi har blandt andet heksen på sankthansbålet og den fede, kønsløse julemand.

Disse riter er de zoner, hvor vi kommer af med vore fortrængninger, vor vrede, vort had, vor kærlighed. Ved at udføre nogle symbolske handlinger, irrationelle og uforståelige, får vi renset vor sjæl. Vi bliver fornyet. Vi kravler ud af en gammel klædning og tager en ny på.

Jeg vil bede jer kvinder, der læser denne 'Bagsmæk', at se grundigere på jeres mænd næste santhansaften. Hvorfor er de altid så ivrige efter at tænde det sankthansbål, og hvorfor skal de altid bruge noget af jeres tøj til at lave heksen? Og til jer mænd, der har læst ugens 'Bagsmæk', betragt i denne tid julemanden. Hvad er det, kvinden vil fortælle jer med hans skikkelse? Hvorfor vil hun have børnene til at tro på hans eksistens? Hvad er det for en frygtelig sandhed, hun afslører om os mænd?

Glædelig advent.

Poul Joachim Stender er præst i Los Angeles.