I sidste måned havde Politiken to næsten identiske headlines øverst på forsiden. Mandag den 10. november: 'Skolen svigter de svage'. Fredag den 28. november: 'Skolen svigter den enkelte elev'.

Den første skyldes børne- og ungekonsulent i Socialpædagogernes Landsforbund Henrik Egelund Nielsen, der i artiklen påstår, at 'vi støder på 11-årige, som skolen har vendt ryggen, og som derfor har forladt folkeskolen, og på 12-14-årige, som ikke har været i skolen i flere år'. Den anden, en vis chefpsykolog Knud Larsen, der efter tre års forskning i undervisningen i 3.- og 5.-klasser kan konkludere, at 'eleverne i den danske folkeskole stadig i ni ud af ti timer spises af med traditionel klasseundervisning som den, deres forældre fik'.

Der er flere lighedspunkter mellem de to artikler. Selvfølgelig først og fremmest hovedbudskabet, at folkeskolen svigter! Dernæst, at anklagerne kommer fra folk udefra, en socialpædagog og en chefpsykolog. Karakteristisk er også, at skolefolk selv enten ikke spørges eller - som i sidste tilfælde - i den grad er på hælene, at næstformanden i Danmarks Lærerforening, Tom Egholm, blot spagt må erkende, at 'der er behov for at sætte mere skub i det', hvis Knud Larsens tal er rigtige. Endelig er der efter min mening den lighed, at journalisterne er passive mikrofonholdere, der helt ukritisk videregiver budskabet, hvis det da ikke er sådan, at konklusionen er skrevet først!

Læg mærke til Henrik Egelund Nielsens sprogbrug: 'skolen vender ryggen til de 11-årige'. Man kan godt forstå, at de 11-årige så forlader skolen. Hvem bryder sig om at tale til en ryg? Det er uhøfligt, ja, vel egentlig en tjenesteforsømmelse at vende ryggen til en elev. Det er lærernes skyld; de er ligeglade med de svage elever, de er kun lakajer, hedder det videre, for de stærke forældres krav om bedre undervisning.

Udtalelsen fra socialpædagogen faldt umiddelbart efter, at undervisningsministeren havde opfordret til samarbejde mellem pædagoger og lærere. En sådan udtalelse lægger ikke op til ret meget samarbejde. Man kunne jo spørge, for at nuancere debatten, hvor forældrene til de 11-årige er henne, hvorfor skolen vender ryggen til, hvor socialpædagogerne blev af? Sådan kunne journalisterne have spurgt. Men de var tavse. Det er egentlig også lige meget. Det gælder om at slå først. Hårdt og præcist at sætte sit angreb ind. Slå først, lyder parolen i mediesamfundet, angrib! Så har du det afgørende forspring i et samfund, der styres af sekspaltede overskrifter.

Knud Larsens udtalelser er ikke mere nuancerede: eleverne 'spises af' med 'traditionel klasseundervisning som den, deres forældre fik', i 90 procent af tiden. Uha. Det er ikke godt at spise nogen af. Så er produktet andenrangs. Stakkels forældre, der modtog traditionel klasseundervisning ethundrede og ti procent.

Igen kunne man spørge, for at nuancere debatten, hvor der i folkeskoleloven står angivet en procentsats, hvorefter klasseundervisning versus tværfaglighed, projektarbejde og differentieret undervisning skal fordeles. Kan eleverne ikke lære noget gennem traditionel klasseundervisning? Hvordan overhovedet gøre statistikken op? Kan klasseundervisning ikke også være differentieret? Kunne Knud Larsens søn, der 'er træt af at følge det gammeldags system', ikke få noget ud af en klasseundervisning, der for eksempel tog udgangspunkt i avisteksten 'Skolen svigter den enkelte elev' og analyserede den kritisk?

Tiden er til slagord og charlataner. Eksperterne ved bedre. Pædagogerne taler salvelsesfuldt om det hele menneske, de pædagogiske innovatorer om projektarbejdsformens velsignelser. Tidens trend, et mantra, der med ét slag løser alt!

Jeg siger ikke, at al klasseundervisning er god, at alle lærere og ledere er lige gode. Jeg siger heller ikke, at der ikke skal ske fornyelse. Men der skal altid være en sund sammenhæng mellem praksis og teori.

Henrik Vejen

folkeskolelærer og danskkonsulent

Aalborg

Forkortet af redaktionen