En voksen sætter sig ned ved et bord med farver, sakse, karton og lim. Fem-seks børn kommer straks for at være med, og snart vokser de første små huse af papir frem.

En anden voksen forklarer, hvordan man løser en ganske bestemt type opgaver, og beder derefter børnene om selv at gå i gang med de opgaver, han nu deler rundt.

Den ene voksne er pædagog, den anden lærer. Forskellen er slående, men der er også ligheder.

- Både pædagoger og lærere er dybt optagede af, at børn skal lære og udvikle sig. Men de lærer fra sig på vidt forskellige måder. Lærerne formidler primært gennem ord, mens pædagogerne bruger kropssprog og handling, siger lektor Kirsten Baltzer fra Danmarks Lærerhøjskoles Vordingborg-afdeling. Hun har i de senere år forsket i fritidspædagogik.

- Skolens opgave er defineret politisk. Det lægger en ramme for lærerens arbejde. Men rammen er ikke blot formel. Læreren identificerer sig med lovens bestemmelser og læseplanens indholdsangivelser, så for ham drejer det sig om, at børnene lærer så meget fagligt som muligt, siger Kirsten Baltzer.

- Derfor sætter en lærer sig ikke bare ned og arbejder sammen med en gruppe elever. Han skal netop føre barnet videre fra praktiske aktiviteter, få dem til at sætte sprog på og at tænke abstrakt, så de kan bruge ordet til at forklare og argumentere med, siger Kirsten Baltzer.

Pædagogerne er mere frit stillede, så de kan lægge vægten på leg, praktiske aktiviteter og sociale relationer mellem børnene.

- Børnene kan i højere grad være sig selv hos pædagogen. Her må de gerne kede sig indimellem. I skolen skal de stort set arbejde hele tiden, siger Kirsten Baltzer.

- Hvis pædagogen ser, at et barn ikke selv kan finde på noget, går hun i gang med en aktivitet, og så kommer barnet sandsynligvis og leger med. På den måde kommer en gruppe i gang, og børnene lærer både at bruge deres hænder og at være sammen.

Gode legekammerater

Voksne kan være gode legekammerater - hvis de lader børnene komme til.

- Omsorgen betyder meget for pædagogens arbejde, det kan man opleve, når forældrene henter deres børn. Så vil pædagogen gerne fortælle, hvordan dagen er gået, mens de fleste lærere mener, at der kun er grund til at tale med forældrene, hvis der er noget galt, siger Kirsten Baltzer.

At børnene har stor indflydelse på dagen i skolefritidsordningen, betyder ikke, at de bare får lov at flagre rundt.

- Børnene lærer at have vilje til at gennemføre de ting, de går i gang med. Derfor er oprydningen en del af enhver aktivitet. Men til forskel fra skolen tager et projekt den tid, et barn er om det, siger Kirsten Baltzer og understreger, at man heller ikke kan beskylde pædagogens aktiviteter for at være tidsfordriv.

- Netop viljen til at gennemføre projektet gør forskellen, siger Kirsten Baltzer, der godt er klar over, at mange lærere oplever skolefritidsordningen som et sted, hvor børnene kan lege frit. Men det er ikke tilfældet.

- Pædagoger ser det som et problem, hvis et barn i lange perioder udelukkende ønsker at lege med sig selv, siger Kirsten Baltzer.

Flere sider af barnet

Kirsten Baltzer definerer den måde, pædagoger arbejder med børnene på, som 'fri virksomhed'. Her lærer børnene ved selv at prøve. Med andre ord lærer de ved at gøre sig nogle erfaringer med deres kroppe. De opbygger såkaldt tavs viden.

- Børn bliver inspireret af ting, hændelser og mennesker omkring dem. De kaster sig over ting for at finde ud af, hvad de kan bruges til, og de efterligner de voksne for at finde ud af, hvad deres handlinger betyder, siger Kirsten Baltzer.

Fri virksomhed ligger tæt på børnenes naturlige måde at lære på, men man kan ikke gøre skolen til en stor fritidsordning.

- Lærerens undervisning skal gøre børn fagligt dygtigere. Ellers var der ingen grund til at have en skole. Men skolen er alt for snæver en ramme for børns liv og udvikling i dag. De skal lære at leve i en verden, hvor valgene er meget forskellige fra de valg, de står over for i skolen. Det enkelte barn skal lære at bruge sin viden i ukendte situationer. For at kunne bestemme sig og vælge på eget ansvar skal barnet få kroppens tavse viden og den abstrakte tænkning til at fungere sammen, siger Kirsten Baltzer.

Hun mener, at lærere og pædagoger med fordel kan arbejde sammen om at udvikle flere sider af børnenes kompetencer.

Lærere står stærkest

Samarbejdet bør give plads til et par store projekter om året i den samordnede undervisning, for eksempel en indianerlejr over et par uger. Det svarer til, at de store elever fordyber sig i projektopgaver.

- Et projekt over et par uger giver børnene tid til at arbejde færdig med et emne. Samtidig kommer de selv til at strukturere læreprocesserne, mens de voksne fungerer som vejledere, siger Kirsten Baltzer, der mener, at lærere og pædagoger her vil supplere hinanden fint.

- Børnene skal måske lave redskaber, der kræver, at de måler de enkelte dele korrekt op. Det vil være oplagt, at matematiklæreren bliver vejleder her, mens en pædagog måske hjælper børnene med at lave smykker, siger Kirsten Baltzer.

Når lærere og pædagoger skal samarbejde, støder deres to måder at lære fra sig sammen. Lærerne står stærkest, fordi de er vant til at arbejde med langsigtet planlægning, mens pædagogerne arbejder i små nøk, fordi barnets liv her og nu er vigtigt. Denne forskel betyder, at pædagogen er åben over for børnenes tilbagemeldinger og bruger dem som grundlag for sine handlinger, mens læreren er mere tilbøjelig til at lede efter tendenser med et længere tidsperspektiv.

- Hvis samarbejdet skal fungere, skal lærere og pædagoger lære hinandens kulturer at kende. I dag foregår det ofte på lærerens præmisser. Men det ville være en god idé, hvis han af og til gik over i skolefritidsordningen og undergav sig pædagogens ledelse i perioder, så han lærte at forstå hendes måde at sætte mål på og gennemføre dem.

På den måde kan samarbejdet blive ligeværdigt, mener Kirsten Baltzer.

stan