Nyt om: Orlov til uddannelse

Efter nye regler for godkendte uddannelser bliver det dyrere at blive dygtigere

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærere, der ønsker at dygtiggøre sig via uddannelsesorlov, skal fremover have finansieret en egenbetaling under dele af efteruddannelsen. Egenbetalingen for fx 40 uger med orlovsydelse under åben uddannelse på DLH vil ligge på 20.000 kr. eller mere.

Ny positivliste

Det er nu bekræftet, at regeringen har besluttet at ændre den nuværende positivliste med godkendte uddannelser pr. 1. januar 1997.

Efter planen bortfalder muligheden for orlov til uddannelser på mellemlangt og videregående niveau, medmindre uddannelserne udbydes under åben uddannelse eller tilsvarende vilkår.

Det er en klar forringelse, idet bl.a. lærere indtil nu har kunnet dygtiggøre sig på fx DLH uden samtidig at skulle bede skolen/kommunen om dækning af en egenbetaling, som den opkræves under såkaldt åben uddannelse.

De nye regler skyldes bl.a. regeringens beslutning om, at en række efter- og videreuddannelsesmuligheder inden for FTF-området skal ind under lov om åben uddannelse fra 1. august 1997. For disse uddannelser er der dog frem til den 1. august en særlig overgangsbestemmelse.

Forringelser på efter- og videreuddannelsesområdet rammer meget ensidigt FTF's område og dermed også DLF/A's medlemmer.

Overgangsbestemmelser

Den nye positivliste får først betydning for ansøgninger modtaget og stemplet som indgået hos AF, i a-kassen eller på uddannelsesstedet den 1. januar 1997 eller senere.

Det er samtidig planen, at der fortsat skal kunne bevilges uddannelsesgodtgørelse og orlov til et medlem, som påbegynder en efter- og videreuddannelse på DLH (fx cand.pæd.-uddannelsen) inden den 1. august 1997.

Planer om orlov?

Har du konkrete planer om uddannelse med ydelser fra DLF/A, bør du indsende din ansøgning hurtigst muligt.

Vi kan - før de endelige regler er udmeldt - ikke give nogen som helst garanti for, at Arbejdsformidlingen kan godkende en konkret uddannelse med uddannelsesorlov.