Lærerne mangler et sprog til at føre en ligeværdig dialog med børn, når noget går galt. De skal lade rollen falde og personligheden træde frem og tale med børn, som de taler til deres bedste ven. Ellers går det galt. Læreren mister ganske enkelt kontakten med barnet, og endnu en sag ender på skolepsykologens bord.

Det er nogle af de synspunkter, Jesper Juul, uddannelsesleder på Kemplerinstituttet, lagde frem på konferencen 'Den professionelle lærer - lærerpersonlighed, rolle og etik', som Lærerforeningen for nylig holdt på Skarrildhus.

Jesper Juul talte om 'Lærerens møde med andre mennesker'. Og på tilhørerne kunne man tydeligt se og høre, at han ramte et ømt punkt. Samtalen med de besværlige elever.

- Mindst halvdelen af sagerne ved skolepsykologerne er ubegrundede. Men ude i kommunerne er det bare sådan, at skolepsykologernes bord fungerer som flaskehals, siger Jesper Juul.

- De er ubegrundede i den forstand, at det er sager, hvor skylden for det destruktive samspil ender hos børnene.

Og det skyldes mangel på sprog.

Lærerne har ordene, men mangler at prøve at sætte dem sammen, når de taler med børn. Ifølge Jesper Juuls erfaringer - som han har hentet gennem 25 års arbejde med kommunikation mellem børn og voksne - skal man tale med børn, som man taler til voksne. Ellers går budskabet tabt.

I Pædagogiske Psykologers Landsforening (PPL) er man ikke enig i, at halvdelen af sagerne på skolepsykologernes borde er ubegrundede.

- Det mener jeg bestemt ikke, de er, siger Henning Nielsen, formand for PPL, men han giver til gengæld Jesper Juul ret i, at der tit er problemer med samtalen mellem børn og voksne.

- Det er rigtigt, at kommunikationen med børn tit går i stå. Og det gælder også mellem børn og forældre, siger Henning Nielsen.

- Det er ikke fordi, lærerne er dårlige, men man kunne blive bedre til og være mere opmærksom på at kommunikere åbent og tage ting mere direkte op. Men det er svært, fortsætter han.

Et virkeligt eksempel

For at illustrere manglen på sprog giver Jesper Juul et eksempel fra den virkelige verden:

En lærer skal have en individuel samtale med Kenneth fra 6. klasse. Han er urolig og destruktiv. Det, en lærer normalt ville sige i en sådan situation, er: 'Du opfører dig ikke ordentligt. Det er ikke særlig smart, du ødelægger det for alle de andre i klassen. Nu må du tage dig sammen'. Men læreren sagde i stedet:

- Jeg er ikke tilfreds med den måde, vores samarbejde fungerer på, og jeg regner med, at det blandt andet er fordi, du synes, jeg behandler dig dårligt. Derfor vil jeg gerne høre, hvordan du synes, at jeg behandler dig dårligt.

- Du er altid efter mig, svarer drengen.

- Tak for det. Det vil jeg tygge lidt på, og hvis jeg er i tvivl, spørger jeg dig, siger læreren.

Det, læreren gør og, ifølge Jesper Juul, altid skal gøre, er, at man skal lade være med alle bebrejdelserne, den moralske oprustning og frem for alt lade være med at afkræve løfter for fremtiden.

- Sidder man med en samtale, der skal ende med en løsning, så er det tåbeligt at slutte med at give den ene hjemmearbejde for. Det annullerer selve samtalens betydning og gør det til den enkeltes problem. Læreren skal tage ansvaret og ændre handlingsmønsteret, ellers kan eleven ikke tage sig sammen, siger Jesper Juul.

I det virkelige eksempel fulgte læreren op ved at fortælle hele klassen, mens Kenneth var der, at de to havde haft en snak, og spurgte så Kenneth inde i klassen, om han stadig følte, at han var efter ham. Til det svarede drengen: 'Nej, ikke så meget'.

Resultatet blev, at både lærerens forhold til Kenneth og stemningen i hele klassen blev bedre. I stedet for som normalt at stemningen var blevet dårlig, og Kenneth var blevet syndebuk.

Henning Nielsen fra PPL er ikke helt sikker på, om man skal tage problemerne op i klassen, og mener ikke, at man altid kan føre en ligeværdig dialog.

- Der er forskel på børn og voksne. Læreren har ansvaret for undervisningen, og eleven har ansvaret for sin egen læring. Men undervisningen er ofte den situation, der kan ændre nogle ting. Ved at tage problemet op lige nu og her kan man forebygge nogle sager.

- Man skal tage børnene alvorligt og ikke sige, at det er pjatteri, men gøre det til en regel, at det, børnene siger, det mener de, siger han.

Lærerens ansvar

Både Jesper Juul og Henning Nielsen mener, at det er læreren, der skal tage ansvaret i samspillet med børn.

- Per definition har det været sådan, at gik samspillet galt, var det børnenes skyld. Men det etiske princip nummer et må være, at den voksne er den ansvarlige i samspillet mellem lærer og elev, siger Jesper Juul.

- Når læreren påtager sig sit ansvar for det, der foregår mellem dem, så kan børnene også. For så er det et ansvar og ikke en skyld. Ansvar udvikler samspillets kvalitet - skyld afvikler den, nøjagtig som i samspillet mellem voksne.

Personlighed kontra rolle er et andet emne, der ligger Jesper Juul på sinde. Han mener, at man skal lade rollen falde og lade personen træde frem.

- I dag har børn ingen respekt for voksne, der kun spiller roller. Det er ikke nok bare at udfylde sin funktionsbeskrivelse. Der skal mere til, og det gælder ikke kun lærere, men i høj grad også forældre.

Han mener, at der er en lang tradition for, at pædagogik handler om at gøre sig klog på andre.

- Det er ikke fordi, lærere er dårlige mennesker, men fordi de ikke kan frigøre sig fra deres rolle. De skal jo lære børnene at læse, og til det hører, at man svarer, når man bliver spurgt.

- Alle fag har et sprog tilknyttet, og bruger man ikke det, føler man meget nemt, at man ikke gør fyldest.

Jesper Juul fortæller om en mor og hendes søn, der ikke kunne følge med de andre elever i klassen.

Moderen forsøgte i lang tid at læse lektier med drengen derhjemme med motiverende sætninger som 'Kom nu', 'Prøv nu' og 'Du kan lige så godt lave det nu, så er det overstået'. Hvor drengen hver gang sagde: 'Jeg kan ikke finde ud af det'. Moderen fik det råd at nøjes med at sige 'Sådan ved jeg godt, du har det'.

Og det virkede. Drengen blev fuldstændig chokeret, men har i dag selv overtaget ansvaret for sine lektier og er nu på omdrejningshøjde med klassekammeraterne. Moderen følte det som det sværeste, hun nogensinde havde gjort, fordi hun mistede sin rolle som mor. Hun følte sig arbejdsløs. Drengen fungerer stadig ikke i dansktimerne, fordi hans lærer ikke kan få sig selv til at holde op med at motivere ham i klassisk forstand.

Motivation en synd

Børn er næsten altid motiverede for at lære, mener både Jesper Juul og Henning Nielsen.

- Det er en forbrydelse at motivere mennesker, der er motiveret, siger Jesper Juul.

- Vi har haft den lidt primitive antagelse, at når folk ikke lærte noget, så spurgte man, hvordan man kunne motivere dem. Men i stedet handler det om, at et eller andet står i vejen i privatlivet eller i forhold til læreren.

Jesper Juul sammenligner motivation med markedsføring og mener ikke, at man skal øge markedsføringen i sådanne situationer, men i stedet bruge krudtet på at finde ud af, hvem barnet egentlig er.

Og Henning Nielsen siger:

- Børn vil gerne lære, og når de ikke vil, er det de voksne, der har gjort noget forkert.

Med hensyn til at øge markedsføringen taler de begge to om, at når et eller andet går galt, så finder man en løsning, og virker det ikke, så er der ofte en tendens til at give mere af samme slags.

Supervision

Problemet er sprog og kommunikationen mellem børn og voksne, og både Jesper Juul og Henning Nielsen mener, at supervision er fremtidens vej. Jesper Juul udtrykker det på denne måde:

- Det burde være sådan, at hver gang en daginstitution beder om en støttepædagog, eller en lærer beder om en støttelærer til et barn med det, vi kalder psykiske eller sociale problemer, så fik de tilbudt supervision i stedet. Det er altid relationen, der er problemet - ikke personen.

Han giver også et andet råd til lærerne:

- Hvis man er i konflikt med et barn, kan man gå i enerum og sige til sig selv: Hvad ville jeg sige, hvis det var til min bedste ven?

- Hvis man taler til voksne, som pædagoger og lærere taler til børn, bliver folk vanvittige. Hvordan tror du ikke manden, der lige har stået og lavet mad, ville reagere, hvis konen kom hjem og sagde: Naaaj, hvor er du altså dygtig.

- Det er der jo ingen kontakt i. Hvis vi vil gøre indtryk på andre mennesker - uanset alder - må vi lære at inkludere dem i stedet for at ekskludere dem.