Karl Erik Nielsen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den første skoledag i et nyt skoleår skal være en festdag. Det var den ikke for os voksne på Tornhøjskolen. Nielsen, som Karl Erik blev kaldt, var ikke på sin vanlige plads som viceinspektør, hvor han havde siddet i 22 år og med stor omhu passet sit arbejde.

Karl Erik havde fået at vide, at han havde lymfekræft. Omhyggeligt og bevidst som i andre sammenhænge satte han sig ind i, hvad det indebar, og hvordan han kunne tage kampen op. Vi oplevede, at Karl Erik var åben, optimistisk og fit for fight. Han var på vej til at vinde kampen over lymfekræften, da en blødning i hjernen tog livet fra ham den 12. november 1996.

Under sygdomsforløbet savnede Karl Erik sin skole, og vi savnede ham. Det var derfor dejligt, at han havde kræfter til at besøge os på sin 62-års fødselsdag den 1. november. Det var første og sidste gang, Nielsen var hos os i dette skoleår.

Ved Karl Erik Nielsens død mistede Aalborg kommunale Skolevæsen en stabil, myndigog loyal medarbejder, og Tornhøjskolen har mistet en omhyggelig og retfærdig viceinspektør, som stedse havde hele skolens virke forøje.

Karl Erik var med til at starte Tornhøjskolen. I de første år havde han en del undervisning, men efterhånden som skolen voksede, fyldte den administrative del af arbejdet mere og mere. Der kunne hans sans for overblik og økonomiske evner komme til sin ret.

Karl Erik Nielsen var en hædersmand i ordets allerbedste betydning.

Vore tanker går til Oda, børn og børnebørn. Uden Karl Erik er livet ikke det samme for dem.

Æret være hans minde.

På medarbejdernes og egne vegne

Linda Schøneberg

skoleinspektør