I sensommeren kom min otteårige søn hjem fra skolen med sit skole/hjem-samtaleblad, eller hvad det nu hedder. Små børn i vore dage har åbenbart slet ikke nogen karakter. Han var enormt stolt. Der stod et meget langt ord, som han mente, jeg måtte blive vældig glad for at læse. 'Grænsesøgende adfærd' står der. Ordet mindede mig lidt om nogle beskrivelser, jeg engang havde læst om rødrøvede bavianer. Bavianen havde nemlig territorialsøgende adfærd. Nysgerrigt spurgte jeg matematiklæreren, da han endnu ikke har fået en biologilærer, til den efterfølgende forældre-lærer-barn-samtale om, hvorfor han ikke sagde det lige ud.

- Knægten er fræk, uartig, åndssvag, røv-forstyrrende, ikke sandt?

- Nej, svarede matematiklæreren, så enkelt er det ikke. Hans adfærd er grænsesøgende, og det er ikke det samme som at være fræk, uartig, åndssvag og forstyrrende.

Nu er jeg vældig glad for mine børns skole og deres lærere. Men jeg kan ikke forstå det sprog, jeg ofte hører, skolefolk og børnehavepædagoger bruger. Både i artikler i Folkeskolen og i diskussioner om børn tales der ustandselig om samlæsning, evaluering, differentiering, adfærdsmønster og hvad ved jeg. Børnene læser ikke. De er i en læsesituation eller indlæringssituation. De spiser ikke. De er i en spisesituation. Indimellem har jeg på fornemmelsen, at de ikke engang går i gården eller på toilettet. Men at de derimod er i en afføringssituation.

Det er en tendens, der går igen i hele samfundet. Et koldt, følelsesløst sprog er sivet ind i vort levende sprog fra lægevidenskabens, psykologiens og maskinernes verden. En lærer kan i dag udmærket godt finde på at sige: Ja, børn, så starter vi timen op med at slå op på side 18.

Hvad er det for et sprog? Det er maskiner, der starter. Store følelseskolde, benzindrevne maskiner. Men mennesker begynder. For nylig læste jeg i Politiken, at taxachaufførerne i København skulle tilbydes krisehjælp, fordi kvindelige kunder udsatte de heldige rade for sexchikane. Taxachaufførerne var ikke kede af det. De var i krise. Når de sørgende kommer op til mig, og jeg forsøger at trøste dem med min lytten, kan jeg bagefter læse mig frem til, at jeg har lavet sorgarbejde med dem og bearbejdet deres sorg, som var deres sorg en stor tung, død grisekrop, der skulle bearbejdes. Kommer jeg op på hospitalet og spørger efter den døende, får jeg den oplysning, at jeg kan finde patienter i den terminale fase på eneværelset ved siden af kontoret.

Et mærkeligt, videnskabeligt, distancerende sprog har sneget sig ind i vore samtaler. Kører man op til min naboby Hvalsø, kan man på byens skilte læse, at vi i Hvalsø har omsorgscentre, aktivitetscentre og tilmed en ældrechef (ikke en gammel chef), der tager sig af de gamle. Hvad er det for noget? Det er som om, vi har bygget en barrikade med vort sprog, så vi ikke bliver involveret følelsesmæssigt i de børn eller voksne, vi kommer i berøring med. Vi samler dem i centre og driver omsorg, aktiviteter som var det industri. Ja, i Flensborg har man endda et Eroscenter, hvor man er modig nok til åbenlyst at bekende, at man driver prostitution. Så modige er de andre centre ikke.

Da jeg forleden sad og spiste julefrokost med nogle gode venner, opdagede jeg, at det døde sprog havde fået magten i min omgangskreds. Vi sad og talte om vore komplekser, om vintermørkets depressioner, om frustrationerne med konfirmander og vore seksualneuroser, og til sidst greb jeg snapseflasken, satte den for munden, tog en kæmpeslurk og råbte: Vort liv bliver aldrig højere end vort sprog. Hvis vi ikke bruger poetiske, nærende, varme, vidunderlige, høje ord, bliver vort liv aldrig poetisk, nærende, varmt, vidunderligt, højt. Lyt, venner, til mine levende, høje ord. Jeg skal hviske dem over leverpostej og frikadeller og akvavit, og de skal kvæle videnskabens og maskinernes kolde ord. Hør: Nåde, barmhjertighed, kærlighed, tilgivelse, Gud, himlen, saligheden, evigheden . . . Men jeg fik kun dette svar: Du er alkoholiseret, mand! Hvad med at starte op med noget danskvand.

Poul Joachim Stender er sognepræst.