Dagpenge under kollektiv ferielukning i juleferien
Nogle medlemmer kan få dagpenge i juleferien - selv om de har fast ansættelse
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvem
Nyuddannede har normalt ikke optjent feriegodtgørelse og feriedagpenge til alle 5 ferieuger i de 2 efterfølgende ferieår. Andre medlemmer, som fx har holdt orlov, har skiftet job eller i øvrigt i 1995 i perioder har været uden for arbejdsmarkedet, kan også stå uden optjening til alle 5 uger i ferieåret 1996/97.
Hvor arbejdsgiveren har pålagt alle lærere at holde ferie samtidigt (kollektiv ferielukning), vil nogle medlemmer derfor opleve, at de under en lukningsperiode:
- hverken har ret til løn, eller
- selv har optjent nok feriegodtgørelse og feriedagpenge til hele den pålagte ferie.
Hvornår
Kommer du i den situation, har du mulighed for at få udbetalt dagpenge i en periode med ferielukning.
- Du skal være uden ret til løn, feriegodtgørelse eller feriedagpenge, fordi du er omfattet af en kollektiv ferielukning. Er skolen blot lukket for undervisning, får du som fastansat løn i hele lukningsperioden. Al ferie optjent hos arbejdsgivere og a-kasse skal være afholdt.
- Du skal være tilmeldt Arbejdsformidlingen (AF) og berettiget til dagpenge ved eventuel ledighed.
- Du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet i perioden med dagpenge, og du må fx ikke rejse til udlandet.
Hvordan
- Få skriftlig dokumentation for, at du er omfattet af en kollektiv ferielukning (fx kopi af skolens dispositionsplan eller en erklæring fra skolens administration).
- Undersøg, om du har afholdt al optjent ferie, herunder ferie med feriedagpenge. Har du feriedagpenge til gode, skal du søge om at få dem udbetalt, hvis du vil have mulighed for dagpenge.
- Der gælder særlige regler for tilmelding til AF i julen. AF holder lukket for personlig tilmelding (23.-29.12.1996). Husk derfor at hente ledighedserklæring og dagpengekort på AF inden jul.
Det skal du sende
- Dokumentation (evt. disponeringsplan) for kollektiv ferielukning i juleferien.
- Ansøgning om feriedagpenge, hvis du ikke har opbrugt dine optjente feriedage med feriedagpenge.
- Indsend dagpengekortet og ledighedserklæring umiddelbart efter lukningsperioden.
- Skriv et 'J' ud for de dage på dagpengekortet, hvor du står uden økonomisk dækning i julen.
-Husk at afmelde dig AF ved afkrydsning på dagpengekortet, når du genoptager arbejdet.
- Vi udbetaler dagpenge i uge 4/97.
De særlige muligheder for medlemmer i fast ansættelse er også beskrevet i DLF/A's feriefolder, som i april 1996 er udsendt til 10.000 medlemmer med registreret optjening/tildeling af feriedagpenge.
Kontakt DLF/A, hvis du er i tvivl om, hvordan du skal forholde dig i juleferien.