Klassen spiller fodbold - drengene mod pigerne. Men deres forskellige spillemåder giver anledning til, at drengene tager emnet op i klassen. De mener, at pigerne spiller for blødt, skal have for mange specialregler som flere målmænd, man må ikke »tyre«, ikke bruge øgenavne, og hvis man rammer hinanden, skal man sige ordentligt undskyld. Drengene synes ikke, pigerne går højt nok op i spillet.

Pigerne mener, at der skal være specialregler, fordi de ikke er lige så gode til fodbold som drengene, ikke kan »tyre« og angribe og ikke er så stærke. Pigerne siger, at drengene ikke mener det, når de siger undskyld.

Drengene er helt uforstående over for pigernes problem. De mener, at det er fint at sige undskyld i forbifarten på vej til næste mål. Der er ingen grund til at stoppe kampen for dét, og de ser ingen grund til at bruge hele frikvarteret på at diskutere.

Pigerne derimod mener, at det er yderst nødvendigt at få afklaret, om man kan stole på hinanden, og vise, at man respekterer hinanden.

I klassen taler de om problemet, og drengene kommer med løsninger som »hvis vi skal spille sammen, skal samme regler gælde for alle« og »vi kan benytte de internationale regler for fodbold«. Pigerne siger, at det er unfair, for drengene er stærkere og hurtigere. Men det vigtigste for dem er, at der skal være regler for, hvornår man siger undskyld, og at det altid skal være en undskyldning, som man mener. Uanset om det stopper kampen. Drengene er ikke enige, men går med til det.

Anette Scharling forklarer, at drengene ikke går op i det personlige, men i kampen mellem de to hold. Det personlige er derimod i fokus hos pigerne. De ønsker en personligt ment undskyldning.

I dette tilfælde kunne det være en fordel for pigerne at blive opmærksomme på, at drenge spiller på en anden måde. De synes, det er sjovt at bruge kræfter og vinde. For drengene kunne det være godt at vide, at pigerne gerne vil spille fodbold, fordi de gerne vil være sammen med drengene, og den kontakt, de har under kampen, er derfor vigtig for pigerne.