Leif Antonsen

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Leif Antonsen, børne- og kulturdirektør og formand for Danmarks Lærerhøjskoles bestyrelse, døde sidste mandag.

Mere end 40 års engageret virke i og for folkeskolen blev det til, inden Leif Antonsen døde efter kort tids sygdom, 65 år.

Leif Antonsen blev lærer i Tølløse i 1958. Her blev han også skoleleder og avancerede senere til ledende skoleinspektør. I 1979 blev han skoledirektør i Søllerød Kommune, og han udvidede bestandigt sit arbejdsområde, så han til slut havde ansvaret for både fritids- og kulturområdet, daginstitutioner, sundhedsplejen og skolevæsenet.

Han var medlem af skolekontaktudvalget i Kommunernes Landsforening i 28 år, og for fire år siden blev han formand for Danmarks Lærerhøjskoles bestyrelse.

Alle, der har arbejdet sammen med Leif Antonsen, fremhæver hans stærke personlighed, store faglige engagement, indsigt og flid, der var med til at give ham gennemslagskraft og indflydelse.

Leif Antonsens humør og hans loyalitet over for de mennesker, han arbejdede sammen med, og de opgaver, der skulle løses, gjorde det samtidig både trygt og berigende at arbejde sammen med ham.

Det er et stort tab for Lærerhøjskolen, at Leif Antonsen som bestyrelsesformand ikke fik lejlighed til at afslutte arbejdet med at oprette Danmarks Pædagogiske Universitet og de nye centre for efter- og videreuddannelse.

Thorkild Thejsen