Når et barn er så ulykkelig at miste en af sine forældre og skal i skole igen, er det ikke kun barnet, men mange andre, der har et problem.

Barnet frygter at møde op. Hvordan vil det gå, hvordan tager læreren imod, hvordan reagerer kammeraterne, kommer de til at græde? Spørgsmålene er mange, angsten stor.

Også læreren må forventes at være usikker.

Kammeraterne ligeså. Hvordan vil det gå?

Og dem derhjemme. Den far eller mor, der er tilbage, er naturligt nok bekymret på barnets vegne.

Jeg har netop brugt syv-otte måneder af mit liv på intenst at arbejde med bogen 'Min mor døde. Min far døde'. Heri beskriver 25 voksne danskere, blandt andre jeg selv, hvor svært det var med skolen og den pludselige tavshed.

Uanset om det er min 38 år gamle oplevelse eller en helt frisk af de 4.000 nye årlige tilfælde med forældretab, så er historien desværre den samme: tavshed, tavshed, tavshed.

Den gribende udsendelse 'En mur af tavshed' på TV2 i marts 1999 tog problemet op. Den beskrev den hjælp, som Kræftens Bekæmpelse så prisværdigt yder i en begrænset del af den danske skoleverden. Jeg reagerede på udsendelsen med 'Min mor døde. Min far døde' - alt sammen i det lønsomme håb, at skolen ville blive bedre rustet til at klare den slags notorisk vanskelige situationer fremover. Jeg er ikke i tvivl om, at mange lærere frygter dem og ønsker hjælp og vejledning.

Så jeg glædede mig til at få det hele til at munde ud i klar velvilje fra en af bogens sponsorer - Undervisningsministeriet.

Og ventede derfor spændt på at høre en imødekommende kommentar fra undervisningsminister Margrethe Vestager. Men hun udtalte til min store forbavselse følgende til Århus Stiftstidende den 3. november:

'Det er ikke skolens ansvar at tackle børns sorg. Man kan ikke sige, at skolen må forholde sig til, hvordan børn møder sorgen'.

Jeg blev målløs.

Dagen efter fremturede samme minister, som i parentes bemærket også er kirkeminister, til DR's '19 Direkte':

'Jeg vil ikke være med til at lave undervisningsplaner i sorgbearbejdning'.

Jeg blev endnu mere målløs.

Margrethe Vestager er 31 år, mor til to børn, oven i købet præstedatter. Og så svarer hun sådan.

Gud forbyde det, men hvis hendes børn en dag pludselig kun havde en forælder tilbage, ville hun så ikke gerne have, at også skolen tog ordentligt hånd om hendes sorgramte og ulykkelige børn?

Der er virkelig meget, skolen skal i dag. Opgaverne bliver flere og flere. Jeg ved det. Men uanset hvordan man vender og drejer det, så kan skolen ikke lægge dette ansvar fra sig. Enhver lærer i den danske folkeskole møder undervejs i livet problemet med elever, der møder forældreløse op. Og de har forståeligt nok ikke umiddelbart let ved at tackle det, ret mange af dem i hvert fald. Derfor skal de have hjælp. Mange af dem ønsker det også, er jeg sikker på. Og beder nok snart selv om det. Skolerne må, som Kræftens Bekæmpelse lægger op til, udarbejde en slags kriseberedskab. Lærerne skal hjælpes og støttes - om ikke andet lære at hjælpe og støtte hinanden i den slags situationer. Ikke kun i uddannelsen, men også senere undervejs i karrierens efteruddannelse skal dette tema tages alvorligt op.

Hvorfor jeg finder ministerens reaktion på min bog og dens rejste problematik ikke kun temmelig arrogant, men også båret af klar bedrevidenhed, tydelig mangel på vilje til at lytte til andre. Og der er oven i købet tale om udtalelser fremsat af landets yngste minister, der har både skole og kirke som ansvarsområde. Det lover sandelig godt for området som helhed.

Jeg er fortsat meget målløs.

Journalist og forfatter