Idræt, målsætning, kompetence

Tre temahæfter behandler aktuelle emner

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Unge Pædagoger' nummer 3-4/1999 er et temanummer om idræt. I en artikel af Mia Herskind fokuseres på interaktionen mellem børnene indbyrdes og mellem børn og træner. Det er vigtigt for barnet i alle relationer at blive accepteret og at få de andres anerkendelse, skriver hun. Det gælder også, når barnet møder op til idræt både i og uden for skolen, men for nogle børn mislykkes det. De klarer sig ikke godt i holdspil og udelukkes derfor af de øvrige børn. '. . . vi ved, at børn, der ser anderledes ud eller er motorisk usikre, oftere end andre oplever, at der bliver gjort grin med dem, og at de har en lav status hos andre børn. Omvendt har børn med veludviklede motoriske og idrætslige kompetencer ofte større popularitet, social status og dermed definitionsmagt . . .'

Et andet aktuelt emne, nemlig målsætning og evaluering, behandler 'Pædagogisk Orientering' i sit oktobernummer, hvori blandt andre Poul Skov fra Danmarks Pædagogiske Institut har en artikel om den løbende interne evaluering. Her kommer han ind på problemerne ved at foretage denne evaluering sammen med eleverne. Den skal foregå i et åbent samarbejde mellem lærer og elev og skal give den enkelte elev indsigt, der kan bruges i hans/hendes arbejde. Målet med undervisningen i de enkelte lektioner og undervisningsforløb skal derfor ligge klart for eleven.

Derudover er det vigtigt, at evalueringen er bredt dækkende indholdsmæssigt for ikke at virke nedprioriterende og indsnævrende i undervisningen. 'Hvis den interne evaluering for ensidigt kommer til at dreje sig om afgrænsede kundskaber og færdigheder - hvor vigtige de end måtte være - er der en risiko for, at undervisningen også gør det, hvad ingen kan være tjent med. I princippet bør den interne evaluering derfor omfatte den samlede målbredde for undervisningen'.

Men én ting er at evaluere, noget andet er at kunne bruge resultaterne i den efterfølgende undervisning, skriver han: 'Hvordan er disse evalueringsresultater blevet brugt? Har de overhovedet kunnet bruges fremadrettet, eller har det været en relativt død viden, som måske primært har været af betydning for karaktergivningen, men som hverken for elev eller lærer har haft betydning for det efterfølgende arbejde?'

'Uddannelse' nummer 9/1999 tager i ni artikler fat på kompetencebegrebet. En af artiklerne er skrevet af Mette Ringsted, som er uddannelseschef i Dansk Arbejdsgiverforening. Hun opsummerer, hvilke krav til kompetence en moderne virksomhed stiller til sine medarbejdere. Der er tre grupper:

'Solide faglige kvalifikationer', som hun bruger otte linjer på, 'Gode almene kvalifikationer', der får 14 linjer, og endelig 'Personlige og sociale kompetencer', som fylder 29 linjer.

Under sidstnævnte afsnit fremhæver hun 'egenskaber som samarbejds- og kommunikationsevner, analytisk sans, kreativitet og evne til fordybelse, fleksibilitet, omstillingsevne, ansvarlighed, engagement, serviceminded, kvalitetsbevidst med videre. Disse egenskaber bør udvikles i forbindelse med indlæring af almene og faglige emner'.-Susanne Andersen er freelancejournalist

Unge Pædagoger, Edvard Griegs Gade 2, 2100 København Ø. Telefon 3929 1548.

Pædagogisk Orientering. PO'S sekretariat ved Birgitte Stenz, Kathrinevej 24, 2900 Hellerup. Telefon 3962 2488. E-mail: poffice@dadlnet.dk

Uddannelse. H.C. Andersens Boulevard 43, 1553 København V. Telefon 3392 5742