Flere børn skal cykle i skole
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
400 elever kommer på cykel, næsten lige så mange går i skole, og så er der alle dem, der bliver kørt i bil af deres forældre.
Ofte parkerer forældrene på kryds og tværs, åbner dørene og læsser deres børn af til stor gene for de cyklende elever. Så hver morgen hersker der et sandt trafikkaos uden for mange skoler.
Det vil Dansk Cyklist Forbund gøre noget ved. Derfor er forbundet på jagt efter skoler, der vil være med i et pilotprojekt, som går ud på at overbevise forældre og børn om, at det er en god idé, at børn cykler i skole. Hvis projekterne lykkes, vil cyklistforbundet følge dem op med en landsdækkende kampagne.
'Vi skal have brudt en ond cirkel, for når forældre ser den kaotiske morgentrafik ved skolen, foretrækker mange af dem selv at transportere deres børn i bil. Og så får vi et endnu værre kaos', siger Gudrun Arnborg. Ud over at være næstformand i Dansk Cyklist Forbund er hun færdselskontaktlærer på Danmarksgades Skole i Esbjerg.
Det handler også om at geare børnene til et fysisk liv, mener Gudrun Arnborg.
'Hvis børn bliver vænnet til at sidde på bagsædet af en bil over korte afstande, flytter de automatisk om på forsædet og kører på samme måde, når de bliver voksne. Og så lærer de aldrig, at man bør vælge cyklen som transportmiddel, når man blot skal et par kilometer'.