Vi er rigtig gode til gruppearbejde

Vi er ikke så stressede, siger elever fra 6.a

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eleverne i 6.a på Lindegårdskolen i Slangerup mener, at det, der nok gør dem lidt specielle, er, at de har den såkaldte morgensamling. Sociale problemer i klassen bliver taget op, og dagens arbejde planlægges, og der bliver sunget tre sange hver morgen.

'Hvis man ikke rigtig gider gå i skole en morgen, så ser man lysere på det efter samlingen', siger Heidi.

'Vi snakker om, hvad vi skal lave, og vi får lov til at bestemme meget selv', siger Mie.

'Mere end læreren, næsten', tilføjer Emil.

'Ja, men hun bestemmer til sidst', slår Mie fast.

'Det er mere frit her. På andre skoler er det mere kræft, trit og retning', siger Heidi, der flyttede til 6.a på Lindegårdskolen for halvandet år siden.

Der har været morgensamling siden 1. klasse, men de sidste par år er den begyndt at fungere rigtig godt. Der er mere styr på det nu, mener eleverne. For eksempel bliver beslutninger nu skrevet op på tavlen, og sociale problemer bliver taget op i den såkaldte runde.

'Der var for eksempel en dreng, der tit gik amok og smed rundt med stolene, men det gør han ikke mere, efter at vi har taget det op. Før måtte Ditte tage ham ud af klassen', siger Mie.

Sidste år fik klassen en socialpædagog i 20 timer, og i år har den fået 14 ekstra lærertimer. Det har fået undervisningen, som er centreret omkring samlingen og gruppearbejde, til at fungere bedre.

'Jeg var lige ved at skifte skole, men så blev det meget bedre. Vi har mange gode regler, som vi hele tiden diskuterer og laver om', siger Emil.

'Det er ikke så stresset mere. I andre klasser skal de skynde sig hele tiden. Vi tager det stille og roligt og kommer i gang med dagen på en ordentlig måde', mener eleverne.

'Og så er vi rigtig, rigtig gode til at arbejde i grupper'.

Alt er dog ikke rosenrødt. Natacha mener for eksempel, at der er for rodet i klassen. 'Vi er ikke så gode til at holde orden. En dag havde vi ryddet op på lærernes reol i vores fritid, men så blev de sure, for nu kunne de ikke finde deres ting, sagde de'.

jvo

Urolige børn

Urolige børn er en af de største stress-faktorer i lærernes arbejdsliv, har Arbejdstilsynets nylige undersøgelser vist. I 6.a. på Lindegårdskolen i Slangerup er det gået modsat. Tre børn med særlige vanskeligheder, der skulle integreres i klassen, førte så mange ekstra timer med sig, at både lærernes og elevernes arbejdsmiljø er blevet ikke bare markant bedre, men ligefrem tilfredsstillende.