I skrivende stund venter jeg som dansklærer i folkeskolens ældste klasser med spænding på, at Undervisningsministeriets publikation 'Prøver, Evaluering, Undervisning' for 2001 skal udkomme. I udgivelsen af samme navn fra 2000 var det i censorernes evaluering af de mundtlige prøver i dansk desværre tydeligt, at tekster fra før 1900-tallet såvel som tekster skrevet efter 1990 i for ringe grad var repræsenteret blandt opgivelserne. Manglen på såvel ældre som helt ny litteratur er kritisabel, og jeg håber, billedet har ændret sig, men her nøjes jeg med at forholde mig til vigtigheden i at inddrage den nye litteratur.

Fraværet af den nyeste litteratur er af lærerne blevet forklaret med, at den er alt for mangetydig, at man ønsker at opgive tekster med en mere entydig tolkning. En temmelig rystende melding og et argument, der bør være en udfordring frem for en undskyldning eller en forklaring, som det udtrykkes i ministeriets udgivelse. Et fravær af ældre som nyere tekster er umuligt at forsvare - fagligt, dannelsesmæssigt og i forhold til de centrale krav. Derudover er det da en falliterklæring af rang, hvis man som (dansk)lærer giver op over for kompleksitet.

Nye tendenser i tiden aflæses ofte meget tidligt i kunst og litteratur, og den nyeste litteratur er et vægtigt bidrag til elevernes forståelse af deres samtid. Det er at forholde dem oplevelser og indsigt, hvis man undlader at tage udfordringen op. Og litteratur fra 1990'erne og starten af det nye årtusind er uden tvivl en udfordring i al sin eksistentielle kompleksitet - det være sig indholdsmæssigt, genremæssigt og sprogligt. Og tolkningerne er mangetydige, fordi det ligger i vores tid. Samfundet er normpluralistisk og under konstant forandring, mulighederne er mange og det eksistentielle pres større som en naturlig følge.

Men med litterære bud på livet og eksistensen i vort postmoderne samfund sættes der ikke kun ord på 1990'ernes kaotiske liv; der skabes også sammenhæng og nærvær for eleverne. De kan reflektere sig selv i teksterne på en meningsfyldt måde og identificere sig med disses fremstillinger af identitetsproblematikker. Elevernes hverdag, sprog, holdninger, værdier og det hav af muligheder, de har foran sig, sættes i perspektiv i de nye tekster, og der er nok at tage fat på. De seneste år er der udgivet flere gode antologier - primært med noveller, der kan lånes i klassesæt, og som venter på at blive taget flittigt i brug. Men det ville også være rart, hvis det var lidt nemmere at få tilgang til forfatternes egne udgivelser i klassesæt på skolerne.

Udfordringen kan ikke være mere tydelig: Lad eleverne svælge i Naja Marie Aidts sanseligt lyriske sprog, lad dem anskue samfundet med Jan Sonnergaards sociale surrealisme, lad dem møde menneskets forsøg på at skabe sammenhæng i en splittet tilværelse hos Christina Hesselholdt, og giv dem en oplevelse af de unges uanede muligheder i Lotte Inuks novelle 'Berlin'. Dialogen og diskussionen med teksterne er vigtig, og eleverne er gyldige med- og modspillere i forsøget på at karakterisere samtiden.

Litteraturen, der skrives til os i vores tid og i vores sprog, fortjener afgjort mere opmærksomhed, ligesom den ældre forhåbentlig stadig vil være at finde i opgivelserne - her bør det være kvalitative overvejelser og ikke tidsmæssige, der sætter grænser. Og så er der jo i øvrigt hele spændingsfeltet mellem det nye og det ældre. Den nye litteratur giver ikke alene indsigt i samtiden, er ikke alene med til at forme fremtiden, men skaber også fortiden. 1990'ernes litteratur besinder sig netop på at ny- og genskabe traditionen, og det intertekstuelle aspekt rummer mulighed for at erfare relationen mellem fortid, nutid og fremtid, men det er jo et helt andet aspekt.

Conni Hesel Poulsen er lærer