Ny formand for skolechefer
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Per B. Christensen fra Næstved blev i sidste uge valgt til ny formand for Børne- og Kulturchefforeningen. Han afløser Bjarne Pedersen, Helsingør, der trak sig efter otte år på posten og 12 år i bestyrelsen.
45-årige Per B. Christensen er uddannet lærer fra Vordingborg Statsseminarium og har afgangseksamen fra Forvaltningshøjskolen. Siden 1998 har han været kulturdirektør i Næstved. Inden han kom til Næstved, var han i en længere periode ansat i Storstrøms Amt, blandt andet som kontorchef på kultur- og uddannelsesområdet.
At han nu også er formand for skolecheferne, kom ikke som nogen overraskelse. Sidste år blev han valgt til foreningens næstformand, og da han var den eneste formandskandidat forud for generalforsamlingen i torsdags, var valget givet. Foreningens vedtægter foreskriver, at der ikke kan opstilles kandidater på selve generalforsamlingen.
I sin sidste formandsberetning langede Bjarne Pedersen ud efter lærernes arbejdstidsaftale, som han kaldte forældet og ude af trit med den måde, en moderne organisation fungerer på.
Han foreslog, at lærere skal arbejde efter de samme arbejdstidsregler som alle andre kommunalt ansatte. Det vil gøre det muligt at etablere et langt mere fleksibelt og dynamisk læringsmiljø, hvor lærernes forskellige kompetencer bliver brugt fuldt ud. En omlægning af lærernes arbejdstid må dog ikke ændre på, at de fortsat skal have tid til at forberede undervisningen, fastslog han.