Skyfri tirsdag formiddag i november på Lindegårdskolen i Slangerup ti kilometer øst for Roskilde Fjord. Lærer Ditte Thomsen er på vej ned ad gangen mod skolekøkkenet, hvor en af de fire grupper fra hendes klasse, 6.a, sidder og laver gruppearbejde om anden verdenskrig.

Hun skal ned og se, hvordan det går, og hjælpe eleverne med deres arbejde.

Døren bliver åbnet, og en køn dreng skridter vredt ud på gangen. Han går forbi Ditte Thomsen med et stift blik.

Ditte Thomsen lader ham gå, fortsætter ind i skolekøkkenet og spørger hans gruppefæller, tre piger, hvad der gik galt.

Jo, svarer den ene, jeg blev sur på ham og sagde, at han ødelagde gruppearbejdet, og det gjorde han også i går. Så blev han vred og gik.

Ditte Thomsen aftaler med de tre piger, at hændelsen skal tages op på et møde i gruppen i morgen, og spørger derpå, hvordan det går med arbejdet, hjælper dem og går så videre til håndarbejdslokalet.

De tre piger i skolekøkkenet læser op for hinanden på skift. Det er en fotokopieret tekst om anden verdenskrig. De understreger nøgleord, som de skal bruge, når de i morgen skal skrive et referat af teksten, som skal fremlægges på morgensamlingen i overmorgen.

Klokken 11.35 samler de deres ting sammen, sætter stolene op på bordet og går ned i klasselokalet for at spise frokost.

14 ekstra timer

Når Ditte Thomsen kunne lade den vrede dreng gå, skyldes det, at hun vidste, at der nede i klasselokalet - hvor to grupper lavede gruppearbejde - var en socialpædagog såvel som en anden lærer til at tage sig af ham.

Førhen - da Ditte Thomsen var alene om timen - kunne en så vred elev finde på at forlade skolen, og hun måtte derfor sætte efter ham eller hende.

Det endte ofte i en gang udskældning, som alligevel ikke virkede, men udviklede sig i en negativ spiral, hvor både elev og lærer blev trukket ned i afmagt, frustration og stress, alt imens resten af klassen sejlede.

'Det giver mig et kæmpe overskud, at jeg ved, at en anden tager sig af problemet, og at jeg kan fortsætte med det, jeg er i gang med', siger Ditte Thomsen.

'De første tre år fik vi ikke megen støtte. Undervisningsforløbene blev tit flået i stykker af konfliktsituationer. Det var trættende for både lærer og elever'.

Det var en tilfældighed, der kom til at gøre forskellen. Før sommerferien blev Ditte Thomsen og hendes kollega, Torben Stensvig, i det, der dengang var 5.a, indkaldt til møde på kontoret.

Ledelsen havde besluttet at nedlægge specialklassen, og kunne to af eleverne derfra begynde i 6.a efter sommerferi-en? Der ville følge 14 timer med de to elever.

Ditte Thomsen og Torben Stensvig sagde ja, men sikrede sig den bagdør, at hvis det ikke gik, ville de have sagen taget op igen.

I forvejen er det en klasse med 'mange skæbner', der kræver en særlig indsats.

De har kun 6.a

Indtil videre har de ikke haft brug for bagdøren. Tværtimod. De 14 ekstra timer viste sig at være en dør ind til nye og bedre tider.

'Vi har i år fået nogle arbejdsvilkår, vi er glade for', siger Torben Stensvig.

'Vi har travlt og rigeligt at se til, men mange stressfaktorer er forsvundet, blandt andet fordi vi har fået mulighed for at lade indholdet styre formen, og fordi vi ikke behøver forlade klassen midt i et forløb, en diskussion eller på grund af en konflikt'.

Torben Stensvig og Ditte Thomsen har delt de ekstra timer imellem sig, syv til hver, ligesom de i forvejen havde delt klasselærerfunktionen imellem sig.

Resultatet er, at alle deres skematimer ligger i 6.a. De har kun 6.a. Deres arbejde er - stort set - 6.a. Fordelene er indlysende.

'Vi er selvstyrende', siger Ditte Thomsen. 'Vi styrer selv skemaet, så skemaet kommer til at passe til børnene, ikke omvendt'.

'Det gør planlægningen nemmere og giver stor fleksibilitet i afviklingen af forløbene. Vi kan få afsluttet tingene'.

En anden fordel er, at der næsten i alle timerne er tre voksne.

Ja, tre, fordi det efter en del tovtrækkeri med socialforvaltningen sidste år lykkedes Ditte Thomsen og Torben Stensvig at få en socialpædagog, Lone Johansen, til en elev med særlige vanskeligheder i 20 timer om ugen. De første år i klassen havde været hårde.

'Vores grænse var efterhånden nået. Vi kunne ikke længere forsvare over for de andre elever, at vi brugte så meget tid og energi på en enkelt, og vi sagde til sidst til socialforvaltningen, at han måtte ud af klassen, hvis vi ikke fik en støtte nu', siger Ditte Thomsen.

20 socialpædagogtimer til klassen var billigere end at tage eleven ud, og nu er der altså tre elever med særlige vanskeligheder i klassen, men i og med at de har trukket 34 ekstra timer med sig, er det blevet til gavn og glæde for alle, børn såvel som voksne, på flere måder.

'Lone er jo egentlig knyttet til en bestemt elev, men efterhånden som han er begyndt at fungere bedre og blevet mere integreret i klassen, har Lone fået tid og overskud til også at støtte andre elever', siger Ditte Thomsen.

Nu fungerer det tilfredsstillende

De ekstra timer er ikke blevet brugt til en kursændring i den pædagogiske strategi i klassen, hvis dag altid begynder med en såkaldt morgensamling. Derpå følger gruppearbejde eller individuelt arbejde. Sådan har det været siden 1. klasse, nu fungerer det bare tilfredsstillende.

'Vores pædagogiske grundsyn går ud på, at børnene har resurser, som kan gøres mere dynamiske i mindre grupper end i en klasseundervisning', siger Ditte Thomsen.

'I grupperne kan eleverne hjælpe hinanden og bruge hinanden fagligt, og de lærer at organisere deres arbejde og løse konflikter. Personlige, sociale og faglige kompetencer hænger efter vores mening sammen'.

Det siger sig selv, at den vejledning, grupperne får, er bedre i år, hvor der er tre voksne til fire grupper, end sidste år, da der var to, og end de første fire år, da der kun var én.

'Vi forsøger blandt andet at fortælle børnene, at de ikke skal tage det personligt, når der opstår en uenighed', siger Lone Johansen.

'Jeg kan for eksempel spørge en elev, der har været i en konfliktsituation: Hvorfor tror du, de andre er irriteret på dig? Så vil han typisk svare: Fordi jeg er irriterende. Nej, vil jeg så sige, det er det, du gør, der irriterer dem, og det er noget, du kan lave om på'.

På morgensamlingen - eleverne og de voksne sidder i rundkreds, og en elev skriver beslutninger op på tavlen - denne morgen er der blandt andet diskussion om en elev fra en anden klasse på skolen. Eleven har på det sidste ofte været på besøg hos et par af drengene i 6.a.

Det er et par piger, der sætter punktet på dagsordenen. Gæsten er for vild. Han respekterer ikke klassens regler for god opførsel.

Morgensamlingen når frem til, at han måske slet ikke kender klassens regler, og beslutter at holde et møde med ham.

To grupper læser læserbreve, som de har skrevet de sidste par dage (i danskbogen er klassen nået til læserbreve). Lærere såvel som elever spørger ind til læserbrevene. Hvad er fakta, hvad er begrundelsen for synspunktet, og hvad er fordomme.

En elev mener, at det er ved at være tid til hjemmesko i klassen. Efter lidt diskussion konkluderer en af lærerne, at i løbet af en uges tid skal alle have hjemmesko på.

'Nej', siger en elev. 'Skal vi ikke sætte en dato på'. Referenten skriver datoen op på tavlen.

40 minutter er gået, da morgensamlingen er slut, og grupperne går ud for at lave gruppearbejde om anden verdenskrig (som er blevet taget op efter ønske fra eleverne på grund af krigen i Afghanistan).

Efter en halv time stormer den vrede dreng ud af skolekøkkenet og går stift forbi Ditte Thomsen. Han går op i klassen til Lone Johansen, der sætter ham i gang med en bog om anden verdenskrig.

Senere går hun med ham på skolebiblioteket for at finde flere bøger om anden verdenskrig.

Vi har travlt og rigeligt at se til, men mange stressfaktorer er forsvundet