Tårerne pressede sig på, det var kun et spørgsmål om sekunder, før de kom. Joanna Sgryza tænkte: 'De må ikke se mig græde, så er jeg færdig'. Hun skyndte sig ud af klasselokalet.

Hvorfor skal vi have engelsk? havde de sagt. Og grinet. Vi vil hellere have tysk. Det var en magtkamp. De fleste kom fra andre skoler på egnen og skulle nu gå i 7., 8. og 9. klasse her på Zespol Szkol w Przyjazn. 19 drenge og tre piger.

De ville markere sig, og det kom til at gå ud over hende, der var deres yngste lærer. Det var nemt at gennemskue, men hvad skulle hun stille op? Nogle dage senere så hun, at der var skrevet grimme ting om hende i læskuret ved busstoppestedet. Det gjorde næsten endnu mere ondt.

Det er to år siden nu. I dag er det en klar onsdag morgen i september. Det er frikvarter. Nogle af de store drenge fra rædselsklassen står og hænger for enden af indskolingsgangen. Det må de ikke. De små er bange for dem.

Joanna har gangvagt. Hun går hen mod dem med lange skridt, stiller sig op foran dem, stirrer den største ind i øjnene og siger: 'I må ikke stå her, det ved I godt'. De trækker surmulende væk.

Forældrene havde ikke råd

Joanna Sgryza, 27, har selv gået i skolen i Przyjazn og er nu kollega med mange af sine tidligere lærere. Efter studentereksamen, som hun tog på et gymnasium otte kilometer fra landsbyen, fik hun arbejde som sekretær på et kontor, hvor hun var i to år.

Hendes forældre havde ikke råd til, at hun videreuddannede sig, men om aftenen tog hun de første to trin af et engelskkursus i Gdansk, der ligger på den polske nordkyst 25 kilometer fra landsbyen.

Som 21-årig fik hun en stilling som engelsklærer på sin gamle skole, uden læreruddannelse. Engelsk er blevet et stort fag efter murens fald, men der er ikke ret mange engelsklærere i Polen.

'Skolen kunne ikke få fat på en uddannet engelsklærer, så det var mig eller ingen engelskundervisning'.

'De første år var hårde. Jeg fik ikke megen hjælp fra mine kolleger. De havde ikke tid, kunne ikke engelsk og vidste ikke, hvordan man underviste i faget. Jeg begyndte at tænke på, om jeg overhovedet ville være lærer'.

Det ringer ind. Joanna skal have 3.b (9. klasse). Det er en god klasse, næsten kun piger. Det er parallel-klassen til rædselsklassen 3.a.

Da eleverne kom til skolen for to år siden, fik de selv lov til at vælge, hvem de ville gå i klasse med, og drengene valgte drenge, og pigerne piger. 'Vi ville ikke presse dem'.

Hun forlader lærerværelset. Det er et lille, aflangt lokale med et langbord i midten. Kaffekopper og hektisk aktivitet. Lærerne studerer timeplaner, fordeler opgaver, træffer aftaler.

Hun går op ad trappen til første sal. Skolen er nybygget. Den gamle faldt sammen. I hånden har hun en ghettoblaster.

Eleverne står allerede på række langs væggen ved døren til engelsklokalet. Rækken er ikke snorlige, der er lidt turbulens og småsnak, som om tidligere tiders autoritære former er under opløsning.

Joanna åbner døren og viser med en håndbevægelse, at eleverne må gå ind. De stiller sig - afslappet - bag deres stole og siger i spredt kor 'good morning'.

Da hun svarer 'good morning', sætter de sig. Det engelske flag hænger på endevæggen, bordene står i hestesko. Dæmpet småsnak.

'Okay', siger Joanna. 'This is the subject for today'. Hun skriver på tavlen: 'Subject: Coping in different situations'. Snakken stopper, eleverne skriver i deres kladdehæfte.

'You understand the word coping?' spørger Joanna Sgryza. 'No', svarer eleverne. Joanna skriver det polske ord for coping på tavlen. Hun siger på engelsk til eleverne, at de skal slå op i lærebogen på siden med coping.

Det er et engelsk lærebogssytem 'New hot lines'. Der findes også et polsk system i engelsk, men Joanna foretrækker det engelske. Som noget nyt efter 1989 skal forældrene nu selv betale lærebøgerne.

Hun tænder for båndoptageren

Joanna Sgryza går i gang med, hvad der viser sig at være et progressivt trefaset undervisningsforløb om at håndtere vanskelige situationer på engelsk, byggende på øvelser med først lærebog og båndoptager, så fotokopi og endelig dramaøvelse.

Det meste foregår på engelsk, både lærer-instruktioner og samtaler. Eleverne er fokuserede.

Joanna tænder for båndoptageren. En englænder fortæller om sin ferie i Florida. Det var en dejlig ferie, men hans bil brød sammen. Han fik imidlertid klaret situationen sådan og sådan.

Nogle af ordene fra båndet er listet op i lærebogen, og hun følger den tilhørende lærervejledning.

Elever skal nu på skift læse ord op fra listen. 'Quite nice', læser en dreng. Han har det svært med udtalen af 'quite'. Klassen øver det.

Joanna giver en ny instruks: 'Take now your pen and put a cross beside the words he says'. Eleverne knokler løs, det er ikke nemt at følge med den hurtige englænder. 'Don't worry, we will hear it two times'.

Nu skal der samtales om historien. 'What did you hear?' 'What happened?' 'I am not sure', svarer en adspurgt elev. 'Did some unpleasant happen?' prøver Joanna. Tavshed. 'Was he happy about his holiday?' 'No, something happened', svarer en pige.

I lærebogen bliver Florida-historien fortalt i tegneserieform. Eleverne skal nu udfylde taleboblerne. 'You have five minutes', siger læreren og går rundt i hesteskoen og hjælper eleverne, der også hjælper hinanden.

Næste øvelse. Joanna deler fotokopier ud. Det er en coping-historie fra et andet bogsystem, en tegneserie om en teenager, der venter på sin kæreste. Hvor bliver han af?, siger hun sørgmodigt til en klassekammerat.

Så kommer kæresten endelig med en anden pige på bagsædet af sin knallert. Den forsmåede pige sænker blikket. Nå, men jeg holder fest i aften, siger klassekammeraten galant. Kommer du ikke? Jo, svarer hun med et strålende smil.

Med blussende kinder

Tre elever bliver tildelt hver sin rolle og skal nu læse taleboblerne højt. Pigen læser med høj og klar stemme, de to drenge hakker sig igennem med blussende kinder. Tre nye.

Eleverne skal nu sætte sig i grupper, og Joanna deler en lille gul seddel ud til hver gruppe. Det er 'scenes', siger hun, som de skal spille for resten af klassen om tre minutter, en dramaøvelse om coping.

Turbulens, latter, høje stemmer - grupperne prøver at få styr på deres scene.

Gruppe ét, siger Joanna. Stadig turbulens, latter og ivrige samtaler. Hun råber nu på polsk: 'Ro!' Stadig turbulens, latter og høje stemmer. En pige råber: 'Hold mund!' Øjeblikkelig stilhed. Joanna siger igen: 'Gruppe ét, kom og vis jeres scene'.

En dreng og en pige går ind i midten af hesteskoen. De sætter sig. Drengen har en taske i hånden. Pigen siger: 'What do you have in your bag?'

Drengen er stum som en østers. Han vrider sig af generthed. Pigen prøver at tage tasken fra ham. Han klamrer sig til den. Pigen gentager: 'What do you have in your bag? A big bomb?' Det ringer ud. De 45 minutter er gået.

Må vi godt gå ud nu, spørger nogle af eleverne. Ja, svarer Joanna. 'Jubii'. De myldrer ud.

Så er der ti minutters frikvarter. Læreren er tilfreds med timen. Eleverne fik sagt noget på engelsk. 'Grammatikken er ikke så vigtig. Det er vigtigere, at de lærer at klare sig på sproget'.

Skolelederen Jacek Karzny har - for at promote sin skole - arrangeret sig med en journalist fra en lokal avis, der skal interviewe den udenlandske journalist, der - fra en position som en flue på væggen - skal beskrive en almindelig arbejdsdag i en polsk lærers liv.

Joanna oversætter, tiden går, og der er kun et kvarter tilbage af hendes næste time, da hun træder ind i engelsklokalet til 1.c (7. klasse).

Eleverne - alle drenge, 19 i alt - sidder og snakker. En enkelt rejser sig prompte og stiller sig bag sin stol. 'Sit down', siger Joanna, og alles øjne rettes mod hende.

De begynder straks at tale med hende på polsk, familiært. Det er hendes klasse. Hun har dem en gang om ugen i, hvad der kaldes klassens time, hvor eleverne selv må bestemme, hvad de vil tale om - familieproblemer, skoleproblemer, hvad som helst.

'Det, de helst vil snakke om, er deres fremtid. Hvad de skal gøre for at blive det eller det. Der var en pige, der gerne ville være læge. Hun ville vide, hvordan man så blev det'.

Men nu er der engelsk på skemaet, og Joanna hører dem i deres hjemmearbejde. Fem elever læser op på skift. De hakker og stammer og er meget generte. Læreren hjælper, de andre griner, og hun må løfte stemmen: 'Ti stille'. Det er den eneste gang, hun hæver stemmen i den time.

Dagens emne: Hurtige biler

Hun går i gang med dagens emne: Fast cars: the alphabet revision. Med båndoptageren og 'New hot lines' træner de alfabetet. Det ringer ud.

Joanna har fritime. Hun taler lidt med nogle kolleger og forbereder sig til næste time med 3.a, rædselsklassen.

Efter sit første år som lærer begyndte hun at studere engelsk ved universitetet i Gdansk. Hun gik til forelæsninger to dage om ugen og underviste i engelsk på skolen tre dage om ugen.

Men hun dumpede i grammatik efter første semester og begyndte i stedet på Bydgoszcz 150 kilometer fra landsbyen. En akademi, der især uddanner lærere til grundskolen.

Hun var på Bydgoszcz to weekender om måneden gennem tre år, resten var selvstudier. Samtidig havde hun fuldt skema på sin skole, 27 konfrontationstimer sidste år, 25 i år. Hun blev færdig her i sommer. 'De 27 timer var for meget'.

3.a står ikke på række uden for døren og venter på læreren. Den er bare gået ind. Enkelte rejser sig og siger goddag, da hun træder ind i lokalet, men snakken rundt omkring fortsætter. Hun tysser på eleverne.

'Can you be quiet now', siger hun. 'Or at least try'. De sidste elever kommer ind i klassen.

Hun skriver dagens emne op på tavlen og beder eleverne slå op på side otte i 'New hot lines'. Kun cirka hver tredje har lærebogen med. De fleste har købt den, men har bare ikke fået den med. De må deles om de bøger, der er.

'I am waiting for quiet', råber Joanna, 'can we start now?' Hun gennemfører det sekvenserede forløb, som bogen foreskriver, men må gennem hele timen lægge sin stemme i et leje, så den overdøver den konstante småsnak, der er i lokalet. Kun i de fem minutter, hvor eleverne arbejder i grupper, er de fokuserede. Fremlæggelserne sker dog i munden på hinanden. Læreren er træt, da det ringer ud.

2.100 kroner om måneden

Joanna tager bussen hjem. Hun bor i nabolandsbyen sammen med sine forældre og tre mindre søskende. Hun tjener 2.100 kroner om måneden og har ikke råd til at købe eller leje en lejlighed.

'Så ville halvdelen af min løn gå til husleje', siger hun. Hendes mor har været kontorassistent, men passer nu jorden omkring huset. Faren er mellemleder på et kontor.

Efter en hurtig frokost går hun i gang med at forberede sig til næste dags undervisning. Derpå læser hun lektier til engelskkurset, som hun er begyndt på igen, efter hun blev færdig på akademiet. Hun tager tredje trin i år.

Før aftensmaden passer hun sin søsters barn en times tid. Efter maden underviser hun en af de store elever fra skolen i engelsk. Hun har i alt seks timers privatundervisning om ugen.

Med sine engelskkundskaber kunne Joanna fordoble sin løn ved at gå ind i det private erhvervsliv, men det har hun ikke lyst til. Hun har før været sekretær, og hun værdsætter selvstændigheden i lærerarbejdet.

'Jeg bryder mig ikke om at være under pres fra en chef. Som lærer er det dig selv, der bestemmer. Man får ikke ordrer, men kan køre sine egne ideer igennem', siger hun.

'Desuden er det godt for en kvinde at være lærer. Dagene er ikke så lange, og der er meget ferie'.

Til næste år vil hun forsøge sig på universitetet i Gdansk igen. Med to år oven på sin læreruddannelse kan hun komme til at undervise i engelsk i gymnasiet.

I modsætning til mange andre unge i Polen har hun ikke en drøm om at prøve lykken i Vesten. Hun rejser allerede en del i udlandet. Hendes skole har venskabsskoler i Danmark og Litauen, og er desuden koordinator for et EU-Socrates-projekt med deltagelse af danske og tyske skoler. Joanna er med til det hele, som tolk.

'Jeg skal ikke klage', siger hun. 'Min drøm er at afslutte min uddannelse med de to år på universitetet. Jeg vil ikke rejse væk. Jeg vil tage mig af mine forældre'.

'Jeg vil hellere ud at rejse en gang imellem, også selv om det betyder, at jeg ikke kan få min egen lejlighed. Min største drøm er at komme til Australien, som jeg har skrevet speciale om. Det er et fascinerende land'.

'Og så håber jeg engang at kunne tage min far med til Canada. Det er hans store drøm'.

Joanna klager ikke. Der har været mange højdepunkter, som da en elev for nylig sagde: 'Jeg vil være engelsklærer, Joanna, ligesom dig'.-

Fakta om Polen

Indbyggertal: 38,6 millioner

Hovedstad: Warszawa (1,6 millioner)

Sprog: Polsk

Areal: 312.700 kvadratkilometer

Religion: 95 procent er romersk-katolske

Fødselsrate: 1,43 børn per kvinde

Gennemsnitlig levealder: Mænd 68 år, kvinder 77 år

Styreform: Republik med præsident. Polen var det første østblokland, der gennemførte demokratiske valg, foråret 1989. Med i Nato 1999.

Zespol Szkol w Przyjazn

Folkeskole Zespol Szkol er beliggende i landsbyen Przyjazn 25 kilometer fra Gdansk. 230 elever i 18 klasser fra 0. til 9. 32 lærere, herunder tre mandlige, der alle dobbelt-jobber, eksempelvis underviser musiklæreren 50 timer om ugen, fordelt på to folkeskoler og en aftenskole. Hans hustru er historielærer. Skolelederen - hvis kone også er lærer - arbejder i sommerferien som tjener på en restaurant ved kysten og giver desuden løbende privatundervisning i matematik og fysik.

Skolens værdigrundlag er kristent. Fagrækken ligner den danske, bortset fra at engelsk er det eneste fremmedsprog. Skolen tilbyder desuden ekstra undervisning i teater, musik, dans, sport og poesi. Der har været skole på stedet siden 1731. Fra 1898 til 1945 blev polske og tyske børn undervist sammen.

I midten af 1990'erne var bygningerne så forfaldne, at de måtte rives ned, og en ny skole bygges. Der er imidlertid ikke plads nok, så nogle af eleverne møder først efter frokost. Kommunen har ikke råd til en gymnastiksal, så idræt foregår udenfor eller i skolens aula.

Skolen er koordinator af et Sokrates-projekt under EU, hvor to tyske skoler og en dansk er med. Den har desuden venskabsskoler i Danmark og Litauen.

Løn og fagforeninger

12 lærerfagforeninger organiserer 30 procent af lærerne i Polen. ZNP, der er opstået af ruinerne efter den kommunistiske lærerforening, er den største. Halvt så store Solidaritet kommer på andenpladsen.

Solidaritet er organiseret i den samme internationale lærerorganisation som DLF, nemlig Education International (EI). Mens ZNP er med i den kristelige internationale organisering af lærere. 'Det griner vi lidt af, for det er os, der er kristne', siger lærerformanden i Solidaritet, Stefan Kubowicz.

Paradokset skyldes, at de store strejker på skibsværftet i Gdansk i 1980'erne trak ikke mindst skandinaviske fagforeningsfolk ind på gangene i den store kasse af en bygning tæt ved værftet, som stadig huser Solidaritet.

Lærerne har været i strejke flere gange siden systemskiftet i 1989. Den største på tre uger var i 1993. 'En halv sejr', siger Stefan Kubowicz. 'Det lykkedes os at fastholde timetallet på 18, men vi fik ikke mere i løn'.

En lærer starter med en grundløn på 2.000 kroner om måneden og slutter på 4.400. Motivationstillæg og diplomtillæg kan hæve lønnen med op til en tredjedel. Den lovbefalede mindsteløn i Polen er 1.400 kroner om måneden.

Taxachaufføren - verdens mest citerede kilde - siger, at de bedst lønnede i Polen - dem i hårde fag som IT - lønmæssigt ligger på mellem 6.000 og 10.000 kroner. Det er omkring 20 procent af arbejdskraften. Over dem er de rigtig rige, men de er meget få. Det store flertal, som er dårligt uddannede, ligger på mellem 1.400 og 2.000 kroner. Der skal være to-tre indkomster i en familie for at klare huslejen og holde en rimelig levestandard, mener taxachaufføren.

'I Warszawa kan man ikke overleve på en lærerløn, men ude på landet hører en lærer til de velstående', siger Stefan Kubowicz.