Stop den ideologiske krig
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Højre side af folketingssalen vil gøre op med blødsødenheden og indføre obligatoriske test, mens venstre side er presset i defensiven i et halvhjertet forsvar af den hidtidige pædagogik.
»Det er dybt ulykkeligt, at vi sidder fast i den strid. Alle er enige om, at vi har brug for redskaber, så lærere, elever, forældre og kommune kan følge med i den faglige udvikling. Alligevel blæser politikerne det op til en voldsom strid, som skaber mistillid blandt lærerne«, siger professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Han opfordrer politikerne til at droppe deres ideologiske kamp.
»Det er hævet over enhver tvivl, at den progressive pædagogik har ført en masse kvaliteter med sig. Skolen ser ikke længere eleverne som modvillige, men som lærevillige, aktive mennesker. Det er heller ikke længere et spørgsmål om at hælde kundskaber på børn. Men allervigtigst: Lærerne møder børnene med anerkendelse. De ser dem som fornuftige og værdige mennesker, der har krav på at blive taget alvorligt. Alt det er den progressive pædagogiks fortjeneste«.
Til gengæld har det gjort megen skade, at lærere har holdt igen med at stille krav til eleverne, siger Per Fibæk.
»Og det var et fatalt fejltrin at tro, at hvis bare børn trives, så kommer færdighederne og kundskaberne af sig selv. Det gør de ikke. Det kræver års træning at lære matematik og fremmedsprog«.
Vi véd, hvad der virker
Politikerne bør gøre arv og gæld op fra den progressive pædagogik, så skolen kan komme videre.
»Fra international forskning ved vi meget om, hvad der skal til for at sikre, at eleverne lærer noget«, siger Per Fibæk og skitserer fem punkter:
- eleverne skal møde store, men realistiske og opnåelige krav
- undervisningen skal være velbegrundet, så eleverne ved, hvorfor de skal lære det, læreren præsenterer
- undervisningen skal være struktureret og handle om netop det, eleverne skal lære
- eleverne skal have feedback, så de ved, hvor langt de er, og hvad de skal nå
- undervisningen skal foregå i en positiv atmosfære.
»Afblæs den ideologiske krig om test og formålsparagraf og saml kræfterne om det altdominerende problem, at 15-20 procent af en årgang aldrig får en ungdomsuddannelse«, siger Per Fibæk.
folkeskolen@dlf.org