Udgivelsen prætenderer >>at stille skarpt på en række spørgsmål og visioner vedrørende inkludering, rummelighed og specialpædagogik<<. I det lys er der mere inkludering og rummelighed, end der er specialpædagogik. Det er en klar mangel i forhold til titlen og i forhold til behovet for netop at beskrive en didaktik og metodik, der kan give specialpædagogikken succes med at bevæge sig ud ad inkluderingens og rummelighedens endnu usikre vej.

I betragtning af at målgruppen beskrives så bredt, at alle med undervisning som profession favnes med ordene >>en bog for dem, der er interesserede i faglig udvikling inden for specialpædagogikken<<, er der endvidere en række artikler, der må betragtes som irrelevante, medmindre man tilhører den snævre kreds af forskere på feltet.

Betydningsfulde bidrag, som gerne måtte udgives i hæfteomfang for sig, er:

Ole Hansens >>På vej mod en ny og mere rummelig folkeskole<<. Her viderefører han med både teoretisk og erfaringsbaseret viden sit fornemme udviklingsarbejde med rummeliggørelse i to kommuner og Kvis-projektet, der giver forhåbninger om, at specialpædagogikken med kvalitet kan bruge rummelighed og inkludering som platform for en ny æra. Poul Nissens indsigtsfuldt bidrag til forståelsen af AKT-undervisningens nødvendige kompleksitet i >>Specialundervisning af anbringelsestruede elever med og i vanskeligheder<<. Den analytiske tilgang til både didaktik og metodik er givende for enhver praktiker. Kirsten Baltzers og Susan Tetlers artikel >>Dilemmaer - som udgangspunkt for udviklingen af inkluderende skolekulturer"<< er et umiddelbart anvendeligt bidrag til arbejdet med problemfelterne i udviklingen på den enkelte skole.

Bertel Haarder bidrager med en kvalmende hyldest, der går så vidt, at det antydes, at Niels Egelund ikke blev rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), fordi han er for kontroversiel, Jakob Albrecht fra DPU's kommunikationsenhed fremhæver, at fødselarens medietække skyldes, at han altid har sin mobiltelefon åben, og Tine Fristrup begår en egentlig væsentlig artikel: >>Rummelighedens retorik ...<<, desværre skrevet i et overdrevent videnskabsteoretisk sprog.

Bogen skæmmes af en stort set ukritisk forholden sig til Egelunds ekstremt positivistiske, objektiviserende og talmagiske forskning i og syn på skoleforhold. Når dertil kommer fødselarens næsten hånlige syn på lærerstanden, som i forårets udsagn: >>Lærerne er en betonklods om skolens udvikling<<, er det en skam, at kun Hans Vejleskov med en fint underspillet stil antyder det problematiske i, at netop positivistisk forskning, der munder ud i statistiske analyser, let kan misbruges politisk økonomisk og strukturelt administrativt - specielt når ikke professionelle læsere af de mange rapporter ikke når frem til forbeholdene.

Bogen kommer til at fremstå med en benovelse over Niels Egelunds kvantitative formåen som det bærende (cv'et som eksempel) - specialpædagogikkens nye veje fortjener bedre.