Skole-hjem-samtalen kan være en bøvlet forestilling. Ikke mindst fordi formålet med den er ganske løst formuleret. I folkeskoleloven nævnes det blot, at »elever og forældre samarbejder med skolen« om elevens »alsidige udvikling«.

I praksis er det med andre ord mere eller mindre op til de enkelte lærere selv at give samtalen form og indhold.

At formålet er så løst defineret, medvirker til, at lærere såvel som forældre kan være i tvivl om, hvad de skal opnå med samtalerne, og hvilke roller de skal spille undervejs i samtalen.

Den løst definerede form, samtalens uklare formål og den frustration, som lærere og lærerstuderende ofte giver udtryk for, fik to specialestuderende ved Nordisk Institut, Københavns Universitet, Julie Brogaard Pedersen og Christine Skov­gaard Madsen, til at undersøge, hvad der egentlig foregår i skole-hjem-samtalerne.

Båndoptageren kom på bordet

De båndoptog i løbet af efteråret 2004 62 skole-hjem-samtaler fordelt på fem skoler i store, mellemstore og mindre byer og fordelt på syv klassetrin. I nogle af samtalerne var eleven med, i andre ikke.

De analyserede materialet og fandt frem til, at der var fire typer af samtaler: Samtaler, hvor en af lærerne agerer autoritært. Samtaler, hvor lærerne optræder antiautoritært. Samtaler, hvor forældre og lærere kæmper om dominansen, og samtaler, hvor lærerne mister autoritet undervejs.

»Den autoritære lærer er sprogligt kendetegnet af, at han - for det er typisk en mand - bruger mange lange sætninger med indskudte sætningsled, stor informationsmængde og mange faglige termer. Han sætter fokus på sin egen professionelle og institutionelle person«, fortæller Christine Skovgaard.

»Den dominerende lærer definerer også konversationsrollerne. Det er ham, der giver taleturen til de andre. Det er ham, der bestemmer, hvem der skal snakke hvornår, og hvilke emner der skal tales om«, supplerer Julie Brogaard.

Og hvad kendetegner så den ikke-autoritære lærer?

»Den ikke-autoritære lærer nedtoner kritik. Hun bruger mange positive formuleringer og ord som 'godt' og 'skønt'. Dette gælder for både forældrene og lærerne i den ikke-autoritære samtale. Både forældre og lærere bruger opbakkende kommentarer. De overlapper: 'Hun gør jo et godt ...', begynder læreren om eleven, '... indtryk', siger moren og læreren så i kor«, fortæller Christine Skovgaard.

»På den måde viser de, at de er enige, og lader samtalen falde lidt ned i nogle huller. De snupper ikke bare ordet fra de andre, men venter, til den anden har gjort sin taletur færdig«, uddyber Julie Brogaard.

»Den ikke-autoritære samtale er også præget af forsigtighed bare ved de ord, man vælger. De bruger ikke grove ord, men mere forsigtige ord. Hvis én siger noget, der er lidt kritisk, så skynder den anden sig med at sige noget, der er godt: 'Det går jo godt, hun er jo dygtig'«, tilføjer Christine Skovgaard.

»I den ikke-autoritære samtale kommer lærerne heller ikke med evaluerende kommentarer som i nogle af de andre typer samtaler, hvor lærerne i højere grad går ind og opsummerer og siger: Det er så det, vi er nået frem til. Det sker ikke her, måske netop fordi læreren vil undgå at få den rolle«, afrunder Julie Brogaard.

Kampen om dominansen

Og hvad med samtalerne, hvor der er kamp om dominansen?

»Det, der kendetegner den slags samtaler, er, at ordstyrerrollen ikke bare ligger hos læreren, men at forældrene også går ind og tager den. De kæmper om, hvem det er, der bestemmer, hvem der skal tale, og hvem der skal bestemme, hvilke emner der skal tales om. Forældrene kommer frem med emner. Allerede i indledningen er de der lynhurtigt. Det er ikke kun lærerne, der siger: Nu skal vi tale om det. De tager ordet fra hinanden. Der er ikke pauser, det foregår meget hurtigt. Når den ene er næsten færdig, så er der en anden, der snupper ordet og fortsætter diskussionen«, siger Julie Brogaard.

Og den samtale, hvor læreren mister autoritet?

»Læreren mister autoritet, når faren - det er især faren - går ind og virker bedrevidende og angriber lærerens professionalisme«, siger Christine Skovgaard.

»Rent sprogligt har vi set, at læreren sætter en ramme for samtalen fra starten, men den ramme agerer faren slet ikke inden for. Hvis læreren tager et emne frem, så flytter faren fokus over på et andet. Han dikterer lærerne, også i forhold til hvordan de skal opføre sig, både professionelt og privat. Det slog læreren fuldstændig ud, så faren endte med at sætte dagsordenen på en ubehagelig måde. Det er også ubehageligt at lytte til«, tilføjer Julie Brogaard.

Fungerer samtalen bedst dér, hvor der er kamp om dominansen?

»Dér er forældrene i hvert fald på banen, og der opstår en reel diskussion, hvor man taler om problemerne og forsøger at finde en løsning. Men det kommer an på, hvad man vil med samtalen. Hvis formålet er at få en god relation til forældrene, så kan det være en fin idé at smalltalke. Det er ikke så sort-hvidt. Men det kan hjælpe, at lærerne er bevidste om, at hvis de gør sådan, så sker der det, og hvis de gør noget andet, så sker der det«, siger Christine Skovgaard.