De hænger ud i grupper på gaden. Tæt knyttet til hinanden og ikke rigtig til andre. Det går ikke særlig godt i skolen, de skaber uro og deltager ikke i undervisningen. De ældste klasser bliver en venten, en venten på noget andet, noget bedre, men det er bare ikke særlig sandsynligt, at det bliver meget bedre, når skolen slutter. For der står ikke lige en arbejdsgiver og hiver i dem. Samfundet har tilsyneladende ikke rigtig brug for dem, og en uddannelse blev det ikke til. Så de venter stadig.

Hvordan aktiverer man gruppen af marginaliserede unge? Hvordan kan man hjælpe dem i gang med et godt liv? Flere initiativer i Københavns Kommune har gode erfaringer med at ansætte nogle lidt ældre rødder som vejledere. Nogle, der har klaret sig godt og kan være rollemodel for de andre.

I en ny rapport »Etniske minoritetsunge som integrationsmedarbejdere« fra Danmarks Pædagogiske Universitet fortæller de unge om, hvor meget vejlederen har betydet for dem. De fremhæver, at han mentalt er magen til dem. Han forstår dem, og derfor kan han få dem til at flytte sig. De bliver anerkendt, møder accept og respekt. Rapporten beskriver arbejdet i et pilotprojekt med ti unge i København. De var ansat som praktikanter og kom bagefter i gang med arbejde eller uddannelse. Tidligere fik de kontanthjælp. Pilotprojektet har medført, at der nu oprettes en reel uddannelse af kommende mentale brobyggere.

Søren Langager, lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet, er en af forfatterne bag rapporten, og han er fortaler for, at man uddanner nogle af de unge til at være brobyggere i de mere belastede kvarterer.

Man skal opleve sig anerkendt

Det er hans erfaring, at det er anerkendelse, der skal til, og noget, han kalder »de små samtaler«. At mentoren er sammen med de unge og kan fortælle dem, hvad han selv gjorde, da han var ved at droppe ud af skolen, eller hvordan han fandt ud af, hvad der skal til for at fungere på en arbejdsplads. Hvordan han gav det en chance, og hvorfor det er vigtigt, at de nu kommer ordentligt i gang.

»Ethvert menneske har brug for at opleve sig anerkendt. På det retslige område - at være en respekteret person. På det følelsesmæssige område - at have venner. Og i det sociale - at indgå i det fælles på en solidarisk måde«, mener Søren Langager.

»Specielt på det retslige område oplever mange etniske unge en voldsom krænkelse. Man taler om at sprede de tosprogede elever, at fordele dem ud på flere skoler, og det betyder, at de fordelte børn oplever at være på tålt ophold. Det handler ikke om blot at sige: »Vi kan godt lide dig« og byde ordentlig velkommen, for hvis de ikke føler sig indenfor, hvis de ikke har venner på skolen, så oplever de sig ikke anerkendt«.

Han fortæller, hvor vigtigt venskabet er. Hvordan de marginaliserede lukker sig om sig selv og skaber deres eget adfærdskodeks i venskabsgruppen.

»De er pressede og enormt krænkede. Mit bud er, at netop den danske mangel på integration er årsag til den øgede islamisering, vi ser nu. Der er de unge, der vælger at blive pæredanske, og så er der dem, der vælger islam«.

Forveksles med bander

Venskabet betyder alt. Det bliver konstrueret med stor symbolværdi, og de står sammen.

Søren Langager fortæller, at han har interviewet en gruppe tidligere ballademagere, der nu er voksne. De var landet meget forskellige steder. Nogle var i arbejde, nogle var i gang med en uddannelse, og nogle var ikke rigtig i gang med noget, hang ud og røg for meget hash. Men trods de store forskelle imellem dem var de venner.

»De fortalte mig, at de altid havde været venner. De var vokset op sammen i det samme nabolag. Men jeg vidste, at det ikke passede. Nogle af dem havde kun kendt hinanden i fire år«.

»Men de stod virkelig sammen, de havde bestemte måder at hilse på og at snakke sammen på«.

»Sådan en venskabsgruppe kan være rygende uenige, men udadtil er de enige. Selv om de synes, at én af vennerne har kvajet sig voldsomt, vil de støtte ham. Hvor vi andre måske ville sige, at det må han selv klare sig ud af, stiller de op«, siger Søren Langager. »Og så er det, at nogle forveksler dem med bander. At nogle tror, de så har en fælles kriminalitet«.

Han understreger også, at det kan skabe problemer i skolen, fordi man ikke kan behandle de unge individuelt, for de hænger sammen, også selv om de er meget forskellige. Så et godt tilbud til én opleves ikke som godt nok.

Pædagogtræthed

Han sammenligner problemerne med de udsatte unge med den enkeltintegration, man gennemførte med synshandicappede i normalklasserne i 70'erne. Det gik fint, mens børnene var små, men da de kom i puberteten, blev de isoleret socialt og følte sig enormt ensomme i klasserne.

»Specialpædagogerne har været gode til på skrømt at anerkende. At sige: 'Vi kan godt lide dig' og komme med anerkendende ord, men hvis ikke handlingerne passer til det, virker det ikke. Så er de unge udenfor«.

»På-skrømt-godheden har produceret mange problemer«.

Det har i mange år været en kendt problemstilling, at marginaliserede unge bliver trætte af meget pædagogiske pædagoger.

Det er her, at rollemodellerne har vist sig at fungere rigtig godt. De kan tage de små samtaler med de unge, fortælle hvordan det virkede, da de selv ændrede indstilling. Hvor dårligt de havde det, indtil de gjorde noget ved det. De kender til de samme problemer, men de er kommet videre og kan fortælle, hvordan de gjorde.

Søren Langager forklarer, at man ikke behøver at have et bestemt talent for at få kontakt til disse unge.

»Det handler om en indstilling. Om at ville dem og være solidarisk. Og om at kunne tage de små samtaler på det rigtige tidspunkt. At være der og gribe en åbning. Men det betyder, at man skal meget på café og drikke kaffe med dem. Det handler ikke om, at man skal have en anden etnisk baggrund end dansk. En af de unge mentorer, der selv var andengenerationsindvandrer, var for eksempel en god rollemodel for en hvid dansk dreng fra Amager«.

Eksamensfabrik i 9. klasse

»Når det går galt i skolen, er det ikke, fordi de unge vil gøre oprør mod noget. De vil egentlig gerne opføre sig ordentligt, men der går ged i det. De kan ikke finde ud af det«, siger Søren Langager.

Flere har fortalt, at de har svært ved at koncentrere sig, fordi de tænker på noget andet. Små konflikter fra fritiden popper op og fylder i skolen.

»I skolen bruger man mange resurser på indskolingen, men alt for lidt på udskolingen. På hvordan de unge kommer videre ud i samfundet. For eksempel er der forbløffende lidt specialundervisning i de ældste klasser. Skolen har en tendens til at blive meget fag-faglig i 9. klasse, fordi de unge skal til afgangsprøve. Det bliver en eksamensfabrik«.

»Skolen skal være fag-faglig. Men måske kunne man tænke i miks, hvor der er en rollemodel og så den fag-faglige lærer, så der sker en opgavefordeling og en dobbeltstrategi. Men jeg oplever, at det er svært at arbejde sammen med skolekulturen, fordi det er en stærk professionskultur«.

»Et par initiativer til samarbejde mellem skoler og udefrakommende projekter med tidligere rødder som rollemodeller er strandet, fordi samarbejdet ikke blev reelt. Etniske vejledere blev i skolekulturen mest betragtet som nogle, der bare skulle sørge for ro og orden på skolen. Ikke som kolleger med særlige pædagogiske opgaver i forhold til de unge, der havde de største problemer. En sådan rolle som en slags social ordenspedel i skolekulturen er meget langt fra den faglige opgave, vejlederne ser som deres«.

Har svært ved at begå sig

»Vi fokuserer på sproget - at kunne dansk. Det fokuserer skolen og samfundet på, men ude i samfundet er der også andre sider, der vejer tungt«.

For eksempel betyder det meget, at man kan begå sig forskellige steder. Mange unge mangler helt elementært fornemmelse for de spilleregler, de behøver at følge for at kunne begå sig på en arbejdsplads. At man ved, hvordan man kommer ind ad en dør og præsenterer sig, hvordan man hilser ordentligt, hvordan man indgår i et samarbejde. En række kodekser, som mange unge ikke kender godt nok - og det gælder både danske unge og unge med en anden etnisk baggrund.

»Verdensmestersyndromet opleves hos en del. Det er et selvbillede, nogle har, og de kan også være utrolig dygtige på et område, men hvis de så samtidig har svært ved alle de almindelige opgaver på en arbejdsplads og ikke gider rutinearbejdet, så har de jo stadig svært ved at begå sig. Det er samspillet mellem den individuelle kunnen og det sociale indblik, der tæller«, mener Søren Langager.

»Jeg ved med det samme, hvad de unge taler om, når de fortæller mig om deres problemer, og de ved, at jeg forstår dem, fordi jeg på en måde selv har været der, hvor de er nu« Rollemodel i pilotprojektet»Vi har som befolkningsgruppe i den grad brug for positive rollemodeller blandt unge mennesker« Ung i pilotprojekt i København»Personalet skal afspejle brugerne, og i dag har vi en målsætning om, at halvdelen af personalet skal have etnisk minoritetsbaggrund, fordi sådan ser det nu engang ud her på Ydre Nørrebro« Leder af Nørrebrohallen