Sprogkufferter til alle

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fremover har sundhedsplejerskerne i Vordingborg en lille rød sprogkuffert med til alle byens børn, når de besøger dem i forbindelse med den obligatoriske ottemånedersundersøgelse.

I kufferten er der en pegebog med danske dyr og et bondegårdsdyr. Med tiden fylder børnebiblioteket, dagplejen, vuggestuen, børnehaven, familiecentret, musikskolen og børnehaveklassen flere bøger og oplevelser i børnenes kufferter. Det skal alt sammen være med til at gøre forældrene opmærksomme på, hvordan de styrker deres barns sprog, og det skal give børnene en fælles baggrund.

'Da jeg var barn, løb vi rundt i byens gader og fik de samme oplevelser. Senere så alle børn 'Ingrid og Lillebror', men i dag har børn vidt forskellige kulturelle baggrunde. Vi vil give dem et fælles grundlag at begynde i skolen på, så alle børn får de samme bøger fyldt i sprogkufferten', siger Birthe Helth, der er byrådsmedlem, bibliotekar og leder af projekt 'Sprogkuffert'.

Bondegårdsdyrerne er dog ikke ens, men det er bevidst.

'Der er seks forskellige dyr, så når børnene kommer i børnehave, kan de bidrage til den fælles leg med hver sit dyr', siger Birthe Helth.

Læs mere om projektet på Internetadressen www.sprogkufferten.vordingborg.dk