Eksperimenter og fornyelse i folkeskolen er velkomne og nødvendige. Vi ser også gerne, at ressourceudnyttelsen er optimal. Vi fastholder, at folkeskolen er en enhedsskole fra børnehaveklasse til 10. klasse, og vi advarer mod tendenser til opdeling af forløbet og sammenhængen i folkeskolen. Folkeskolen er en af de få faste forbindelser i det danske samfundsliv. Folkeskolen er en uddannelsesinstitution og en fundamental kulturinstitution. Skolen kitter det danske samfund sammen, kulturelt og demokratisk. Skolen er den organisatoriske ramme, og den professionelle lærer er den afgørende kraft i udfyldelsen af rammen. Læreren er, som udtrykt i det kinesiske skrifttegn for lærer, 'den, der går foran og viser vejen'.

Men skolen og læreren bliver ladt i stikken, når vejen enten ikke er farbar, eller der er uklarhed om, hvor den fører hen. Folkeskolen lider under, at der mangler en sammenhængende national prioritering af folkeskolen - en national prioritering, der er forpligtende for kommunerne. En prioritering, der ikke kun baseres på kommunernes vilje til at rette sig efter nok så velmente henstillinger og opfordringer fra regering, minister og Kommunernes Landsforening (KL). Der mangler sammenhængskraft i beslutninger, bevillinger og prioriteringer, der vedrører folkeskolen. Det er en uholdbar situation for folkeskolen. Lad det være sagt helt klart: Lærerne hverken kan eller vil dække over hullerne efter manglende politisk ansvarlighed.

Lærerne vil gerne være med til at garantere og tage medansvar for kvaliteten i folkeskolen - og helst for en meget høj kvalitet. Men det kræver, at politikerne påtager sig deres ansvar og træffer beslutninger, der sikrer, at arbejdet kan udføres på et realistisk grundlag. Politikerne kan få den kvalitet i folkeskolen, som de beslutter sig for, og som de vil betale for. Lærernes ildhu, engagement og professionalisme - vores overenskomst - kan og skal aldrig kompensere for manglende politisk ansvarlighed.

Det er på denne baggrund, vi skal se dramaet om vores overenskomst og de anmeldelser, som den har fået i KL og i visse af landets kommuner. Kommunernes førstemand siger: 'Der skal være sammenhæng mellem mål og pengeanvendelse'. 'De centrale parter har leveret rammerne. Det er nu op til et fremsynet lokalt niveau at udfylde dem'. Men samtidig meldte KL skamløst ud om, hvordan de mener, vores overenskomst kan bruges som instrument for nedskæringer i forbindelse med den kommunale budgetlægning. Det er politisk kvaksalveri og skamridning af overenskomsten og aftalesystemet.

Efter et kammeratligt møde med KL er det heldigvis nu slået fast, at aftalen på ingen måde i sig selv giver besparelser for kommunerne.

Nej, naturligvis ikke. Besparelser kan ikke legitimeres gennem vores arbejdstidsaftale.

Når det er sagt, må vi også se selvkritisk på den tendens til overvurdering af vores egen position og betydning, der ligger i forestillingen om, at vi og folkeskolen som en naturlov skulle være friholdt for besparelser for eksempel med henvisning til vores overenskomst. For sådan hænger samfundet ikke sammen, og det er vi også nødt til at fortælle medlemmerne.

Der er et meget stort og positivt potentiale i mange medlemmers opfattelse af foreningens og lærerstandens betydning og indflydelse. Men det bliver en svækkelse af foreningen og vores troværdighed, hvis denne fundamentalt set meget positive tro på egne kræfter ikke løbende og konkret afstemmes med de faktiske forhold.

Der vil fortsat være kommuner, der sparer på skolevæsenet, uanset hvad vi mener om det, og uanset hvad der står i vores overenskomst. Hvor kortsigtet, uklogt og visionsløst det end måtte være, så er det kommunernes ret. Men så skal de samme kommuner også stå ved forringelserne og ikke forsøge at luske i skjul bag vores overenskomst. Det er en strudseadfærd, der fortjener et los i det, der i den situation rager højest op.

Heldigvis er der også kommuner, der satser helhjertet og velovervejet på folkeskolen. Kommuner, som allerede er godt i gang med at realisere blandt andet visionerne i overenskomstens bilag tre, 'En skole på vej'. Det er kommuner, der kan se fremad, og som fortjener anerkendelse og støtte.

I bagklogskabens lys

I 1993, hvor vi fik den første nye arbejdstidsaftale, var der adskillige skrækscenarier om, hvor galt det ville gå medlemmerne og folkeskolen. For god ordens skyld skal jeg vedkende, at jeg selv var med i koret. Set i bagklogskabens klare lys - sådan er det jo med erfaringer - så havde vi dengang ikke nok blik for de positive og fremadrettede elementer i aftalen. Vi var mange, der - i hvert fald i begyndelsen - så meget strikt på begrænsningerne og mindre på mulighederne. Siden kom mange af os til om ikke at elske så i hvert fald at acceptere aftalen. Ikke kun som den var, men i høj grad som den blev. Efter et langt sejt træk med at udnytte, udfylde og udvide aftalen.

Jeg siger ikke, at situationen er den samme i dag. Men den ligner. Jeg tror på og står inde for den arbejdstidsaftale, som vi har nu efter Overenskomst 99. Jeg tror på mulighederne og visionerne i den. Og jeg er meget tryg ved, at kredsene, tillidsrepræsentanterne og medlemmerne ligesom i 1993 og videre frem sammen med foreningen centralt vil være i stand til at komme ud i alle hjørnerne og udnytte alle aftalens muligheder og perspektiver. Til gavn for medlemmerne, foreningen og folkeskolen.

Jeg forstår skuffelsen, og jeg anerkender vreden hos de medlemmer og de kredse, som er udsat for nedskæringer i forbindelse med budgetlægningen. Men igen, arbejdstidsaftale eller ej, vi kan og skal argumentere, vi kan og skal protestere, men vi kan ikke forhindre kommunerne i at foretage nedskæringer og forringelser.

Arbejdsgiverne og politikerne bruger tilsyneladende helst de argumenter, der peger væk fra dem selv. Det er politik, når det er værst. Går den, så går den. Men den går ikke med os. Vil kommunerne absolut skære ned på folkeskolen, så må de også stå ved, at det, de får, er en ringere skole. Hvis det er det, de vil have. Kommunerne har magten til det. Men så skal de altså heller ikke have lov at løbe fra den tvivlsomme ære, der følger med.

Kommunerne får ikke fred

Jeg er ikke i tvivl om, at det bliver et meget stort og krævende arbejde at implementere overenskomsten. Derfor lægger vi også op til, at Overenskomst 99 skal være en central del af indsatsområdet, der i lang tid fremover skal være særligt fokus på og en høj prioritering af lokalt og centralt. Kommunerne får ikke fred for os. Vi vil være særdeles aktive, vi vil være velforberedte til enhver forhandling, til ethvert møde, ja i enhver situation, hvor det handler om at udmønte overenskomsten. Det samme forventer vi naturligvis af kommunerne. Det er jo ikke kun vores aftale. Der hviler et meget stort ansvar på KL og på de enkelte kommuner. Det, der skal stå sin prøve, er KL's og kommunernes evne og vilje til at indgå forpligtende aftaler centralt og lokalt. Det er deres troværdighed - og dermed selve grundlaget for aftalesystemet - der er i fare.