Stadig flere unge vælger at få en ungdomsuddannelse. Det er godt. Både for de unge og så sandelig også for samfundet. Danmark har brug for, at hver eneste ung kommer i gang med en uddannelse, hvad enten det er teknisk skole, gymnasiet eller en af de mange erhvervsuddannelser. Fremtiden tilhører de uddannede. Men arbejdsgiverne svigter.

Uddannelse er det, der skal til, for at vi kan bevare og udbygge vores stilling i den stadig større internationale konkurrence. Vi har udbygget og udviklet vores uddannelsessystemer, så flere og flere får lyst til at tage en uddannelse. Regeringen har stillet og gennemført mange forslag inden for området, blandt andre den store erhvervsuddannelsesreform, som blev vedtaget af et enigt Folketing. Arbejdsmarkedets parter støtter reformen, da alle analyser viser, at vi kommer til at mangle tusindvis af uddannede.

Alligevel mangler der nu 8.300 pladser, og alle ved, at de kommende ungdomsårgange er små. Men jeg gider ikke længere høre på arbejdsgivernes dårlige undskyldninger. Når der er nedgangstider, har de ikke råd til at tage praktikanter, siger de. Og når der er opgangstider, har de ikke tid.

Uddannelsesreformen gør det enklere og sikrere at vælge en erhvervsuddannelse. Der bliver mulighed for afstigning med kompetence for svagere elever og mulighed for at erhverve studiekompetence for dem, der tænker på videreuddannelse. Med det har Folketinget gjort sit for at bidrage til opfyldelse af efterspørgslen efter uddannet arbejdskraft. At projektet er lykkedes, kan ses af, at det danske erhvervsuddannelsessystem netop er blevet kåret som verdens bedste.

Men både private og offentlige arbejdsgivere svigter. Allerede nu er der inden for visse fag mangel på uddannet arbejdskraft. Hvordan kan det så være, at der gennem flere år har været katastrofal mangel på praktikpladser? Kun cirka halvdelen af de 8.000, der mangler en praktikplads, kan få en erhvervsuddannelse i en såkaldt skolepraktik, og skolepraktik er kun 'second choice'. Hvad de sidste godt 4.000 gør, ved vi ikke.

For fem år siden troede vi på arbejdsgivernes ønsker og løfter om selv at styre uddannelsesindsatsen, derfor fjernede vi - på opfordring af arbejdsgiverne - tilskuddet til praktikpladser.

Det skulle vi aldrig have gjort.

Det er en kummerlig indstilling, arbejdsgiverne viser i forhold til fremtidens lederskab og ansvarlighed. Hvordan har man dog tænkt sig at føre viden og erfaring videre til nye generationer af for eksempel håndværkere, når arbejdsgiverne ikke er villige til at lære fra sig? Er det virkeligt sådan, at de alene ser en ung i et håndværksmæssigt uddannelsesforløb som en byrde? En person, andre kan tage sig af og færdiguddanne?

Jeg oplever unge i dag som nysgerrige, vidende og ihærdige med det, de går i gang med. Derfor burde det være en gevinst for virksomhederne at ansætte elever. Det er ubegribeligt, at det ikke sker, og i klar strid med arbejdsgivernes eget behov for arbejdskraft. Praktikpladser er den klare forudsætning for, at de kan få ny faglært arbejdskraft. Sandheden er, at de er ude af stand til at kigge ud over næste regnskabsår. Og det paradoksale er, at det specielt er de store virksomheder, der svigter - de store virksomheder, der netop burde have forudsætningerne for at kunne planlægge ud i fremtiden. De samme virksomheder, der vil råbe og skrige efter udenlandsk arbejdskraft, tale om samfundssvigt, når de om få år ikke kan rekruttere den arbejdskraft, der skal til. Debatten om manglende ingeniører viser, at arbejdsgiverne er uden hæmninger på dette område.

Dansk Arbejdsgiverforening og LO har forhandlet om praktikpladsproblemet i meget lang tid. På trods af mange advarende pegefingre er der intet, der tyder på, at arbejdsgiverne vil give sig. Det er ærgerligt, fordi arbejdsmarkedets parter i langt højere grad vil kunne tage hensyn til forskellige brancher og lokale forhold, end man kan med lovgivning. Måske tror arbejdsgiverne, at finansministeren vil komme med kæmpe tilskud for at løse problemet. Men det er en fejlfortolkning. Man kommer ikke med kæmpe tilskud til noget, der så grundlæggende er i arbejdsgivernes egen interesse.

Ingrid Rasmussen er formand for Ligestillingsrådet