Første CVU dannet
Lærerseminariet i Ribe og pædagogseminariet i Esbjerg fusionerer
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Efter opsendelse af indtil flere prøveballoner er det nu sikkert og vist: Bestyrelserne for Ribe Statsseminarium og Seminariet i Esbjerg besluttede i sidste uge at gå sammen i et Center for Videregående Uddannelser (CVU) fra 1. januar 2000. Centeret er døbt 'CVU Vest', og det får cirka 2.000 studerende.
Sammenlægningen af lærerseminariet og pædagogseminariet sker, inden undervisningsminister Margrethe Vestager har fremlagt sit lovforslag om regionale centre for videregående uddannelser. Det forventes, at loven vedtages i foråret 2000.
Pædagoguddannelsen fortsætter i Esbjerg og læreruddannelsen i Ribe, men personalet og bygningerne kommer under det nye center, der skal ledes af en direktør og en bestyrelse.
Danmarks Pædagoghøjskole og Danmarks Lærerhøjskole vil deltage i drøftelser om, hvordan efter- og videreuddannelsesaktiviteter kan forvaltes af centeret. 'Men', siger afdelingsinspektør ved Danmarks Lærerhøjskole i Esbjerg, Niels Rasmussen, 'vi går ikke ind i noget, inden lovgivningen er på plads'.
Niels Rasmussen finder det afgørende, at centeret får tildelt ressourcer til udviklingsarbejde og forskningstilknytning, som Margrethe Vestagers nys udsendte 'Uddannelsesredegørelse' da også lægger op til. Heri hedder det, at 'sikring af CVU'ernes forskningstilknytning kan ske ved etablering af økonomiske rammer herfor'.
I en pressemeddelelse fortæller seminarierne, at CVU Vest fra sommeren 2000 kan tilbyde 'optimal sammenhæng mellem grund-, efter- og videreuddannelse for lærere og pædagoger' og 'netop samspillet mellem lærere og pædagoger er det tanken skal være en af de drivende kræfter i udviklingen af centeret'.jvo