Det er indiskutabelt, at fagbevægelsen har spillet og spiller en helt afgørende rolle i udviklingen af velfærdssamfundet og i virkeliggørelsen og udviklingen af demokratiet. Det er en historie og en position, som forpligter. Fagbevægelsen har fortsat en vigtig rolle, men det er ikke nogen selvfølge, at fagbevægelsen kan spille den samme hovedrolle i fremtidens samfund. Det er i høj grad op til fagbevægelsen selv at sætte sig igennem og forfølge sine interesser. Det kræver fornyelse, engagement, vilje og evne til at tage medansvar for samfundsudviklingen. Uden nødvendigvis samtidig at holde udsalg af retten til at kræve reallønsforbedringer.

Den faglige kamps betingelser er afgørende ændret, og derfor diskuteres i mange faglige organisationer grundlaget for fagbevægelsens fremtidige virke. Hvilken rolle har fagbevægelsen i fremtidens samfund? Hvilke værdier er det værd at kæmpe for? Og hvordan kan kampen føres? Hvilke forventninger har medlemmerne, og hvordan kan de faglige organisationer indfri disse forventninger?

Betingelserne for at være faglig organisation er i dag meget anderledes end for 125 år siden, da Danmarks Lærerforening blev stiftet. Vi har en lang faglig tradition, og vi har en solid historie i ryggen. Vi har et fundament. Men kan vi regne med, at det også kan bære i fremtiden? Under alle omstændigheder, fundamentet alene gør det ikke. Også i DLF må vi løbende diskutere og selvransage. Gør vi det godt nok, hvor kan vi blive bedre?

Hvorfor være medlem i netop Danmarks Lærerforening og ikke bare kunde i et forsikringsselskab?

Vi kan være nok så professionelle som organisation. Lige lidt hjælper det, hvis vi ikke er i stand til at skabe et fælles og forpligtende grundlag for vores virke - i konstant dialog med medlemmerne og hinanden.

Hvis vi kan sætte fælles mål

Vores udgangspunkt er godt. Vi er en af de bedst organiserede og politisk stærkest placerede grupper i det danske samfund. Vi er stort set til stede og repræsenteret alle steder i det danske samfund, hvor der træffes beslutninger af betydning for vores vilkår og for folkeskolen. Vi har optimale muligheder for indflydelse, hvis vi vil forfølge dem i fællesskab og fastholde dem på trods af nødvendige kompromiser undervejs. Om nogen har vi de bedst tænkelige forudsætninger for at håndtere den mest markante ændring, der er sket i det danske samfund i nyere tid - decentraliseringen. Vi har hele tiden været skeptiske over for decentraliseringen. Desværre har vores skepsis for ofte stået i vejen for, at vi har kunnet udnytte vores gunstige organisatoriske udgangspunkt i forhold til de muligheder, decentraliseringen også giver. Vores holdning til decentraliseringen har indimellem været båret af en tro på, at vi måske kunne vende udviklingen eller i det mindste vente på, at den vender af sig selv - at det bare var en overgang. Og at vi så ville være tilbage i de gode gamle dage. Og det er måske her, vi skal søge den egentlige forklaring på, at vi som ledelse og forening ofte bliver beskyldt for ikke at være offensive nok, for ikke at sætte dagsorden og for ikke at være på forkant. Vi må erkende, at det er helt umuligt at være først på dansegulvet, hvis man starter med at sige nej. Eller hvis man undlader at byde op til dans af frygt for at få et nej.

Vi har de bedst tænkelige muligheder for at påvirke udviklingen i den retning, som vi ønsker. Vi har styrken, vi har ressourcerne. Vi kan nå vores fælles fastlagte mål, hvis vi vil, og vi står sammen.

Jeg ved, at det, jeg siger her, ikke falder i lige god jord hos alle, men det er nødvendigt, at vi tager denne diskussion.

Et ambitiøst projekt

Nu er det, jeg her har sagt, ikke den eneste vurdering, der kan anlægges på udviklingen i DLF. Slet ikke. Derfor skal vi på denne kongres også beslutte os for et meget omfattende projekt, hvis formål det er at udvikle organisationen. Det er et projekt, der lægger afgørende vægt på blandt andet at få svar på de spørgsmål, jeg tidligere har nævnt. Og det er et projekt, der lægger vægt på analyse, dialog og inddragelse af alle niveauer i foreningen. Man kan sige, at projektet - i sin arbejdsform og sit sigte - lægger op til en dynamik, der helt sikkert vil blive brug for i fremtiden. Sandheden om udviklingen er ikke kun decentral, men også central. Det er et både-og, og vores succes afhænger i høj grad af, om vi er i stand til at tackle dette både-og frem for det bastante, mere håndterbare og overskriftsvenlige enten-eller.

Det vil tage tid at gennemføre et så ambitiøst projekt. For det er ambitiøst. Og det skal det også være, ellers kan det være lige meget. Projektet skulle gerne fremme vores vilje og lyst til udvikling og fjerne frygten for forandring. Det skal gøre en forskel!

Der er ikke noget alternativ til tobensstrategien. Og det vil projektet næppe ændre på. Men naturligvis må vi hele tiden vurdere, om vi koordinerer og afbalancerer de to ben rigtigt i forhold til de fælles mål, vi gerne vil nå. Hvis vi skal have nogen chance for at gå den lige vej til målet, tror jeg, det er helt nødvendigt, at vi tillægger os en gangart med sikre skridt, baseret på en glidende afvikling af afsæt på begge ben. Det er sådan, strategien er tænkt. Og det er sådan, man med vindende skridt kommer fremad, når man ved, hvor man vil hen.

Despekt for den frie forhandlingsret

DLF er ikke en organisatorisk ø. I forlængelse af Overenskomst 99 skal der foretages en lang række analyser og vurderinger i relation til samarbejdet i Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd - Kommunalt Forhandlingsfællesskab (FTF-K), og Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO). Lad mig med det samme nævne, at jeg ikke ser noget alternativ til KTO. Lokalt forhandlingssamarbejde, konfliktretten - herunder lokal konfliktret - er også vigtige temaer, som skal drøftes indgående og finde deres afklaring, inden vi skal i gang med overenskomstforhandlingerne næste gang i 2002. Ligesom en udbygning af samarbejdet i underviserorganisationerne også skal på dagsordenen.

FN's internationale arbejdsorganisation, ILO, har inden for de seneste år kritiseret den danske regering for ikke mindre end otte gange at overtræde FN-konventioner på arbejdsmarkedet. Kun én gang har regeringen rettet sig efter kritikken. Og at regeringens og Folketingets respekt for fagforeningsrettigheder og de frie forhandlinger er til at overse, det fik vi endnu et bevis for i forbindelse med Finanslovsforliget for 1999. Det indeholdt en slet skjult trussel mod den frie forhandlingsret. Jeg citerer: '. . . en væsentlig forbedring af mulighederne for fleksibelt at tilrettelægge lærernes arbejdstid er en af de centrale målsætninger ved de kommende overenskomstforhandlinger'.

Det er despekt for den frie forhandlingsret. Vi kan ikke kraftigt nok tage afstand fra den slags, regeringen er gået langt over stregen.

Én af de otte sager er vores. Det er den sag om tjenestemændenes konfliktret, som vi rejste efter Overenskomst 95, og som vi gentagne gange har rykket regeringen for en afklaring på. Den afklaring synes nu at være på vej. Vi har med tilfredshed noteret, at sagen er med i regeringens lovkatalog for denne folketingssamling. Og jeg kan ikke forestille mig andet, end at tjenestemændene hvad angår konfliktret er sidestillet med de overenskomstansatte i år 2002. Sker det ikke, vil vi naturligvis forfølge sagen til det yderste.

Lad mig også minde regeringen om de andre sager og kraftigt opfordre til, at regeringen bringer sig i overensstemmelse med de internationale konventioner, som man selv har tiltrådt og underskrevet. Det er mere end utroværdigt ikke selv at leve op til fundamentale rettigheder, som man ved enhver lejlighed kræver, at tredjeverdenslande skal overholde.

Alternative konfliktmuligheder

Der er behov for, at vi nøje gennemtænker alternative muligheder for at agere i forbindelse med konflikt. Også i relation til vores Særlig Fond, som jo er direkte bundet til anvendelse i forbindelse med arbejdsnedlæggelser og blokader. I takt med at flere af foreningens medlemmer er mulige deltagere i konflikt, stiger også kravene til Særlig Fond. Så man kan sige, at vi er presset på to fronter, hvis vi op til og under en forhandling og i en konflikt vil have maksimal styrke og bevægelsesfrihed. Særlig Fond skal være større, og vi skal have samlet nogen midler sammen, der kan bruges forud for en eventuel konflikt - og naturligvis gerne skulle kunne anvendes både utraditionelt og konfliktforebyggende. Det kan vi nemlig ikke med den nuværende Særlig Fond, men den vil der altså også i rigeligt mål være brug for, hvis det skulle blive alvor med arbejdsnedlæggelser, blokade, lockout og boykot.

Vi skal have udvidet grundlaget for vores bevægelsesfrihed og kreativitet forud for overenskomstforhandlingerne for at kunne skabe maksimal opmærksomhed og pres på forhandlingerne. Og bagved skal ligge visheden om og garantien for, at vi har den fornødne økonomiske styrke, hvis der skulle blive brug for mere traditionelle magtdemonstrationer. Det handler om både at have midler til at undgå konflikten og at have styrken, hvis konflikten bliver en realitet.

Pensionerne er under pres

Pension er et tilbagevendende tema i den offentlige debat og i de politiske partier, i Folketinget og i interesseorganisationerne. Pensioner er blevet et af omdrejningspunkterne for velfærdssamfundet nu og i fremtiden. Jeg er ikke i tvivl om, at pensionerne er under pres - der sker forringelser, og der er lagt op til flere. Uanset om vi taler om overenskomstpensioner, tjenestemandspensioner eller sociale pensioner. Under et er det foreningens mål at sikre pensionsordninger, der sikrer social tryghed og en høj levestandard i pensionisttilværelsen. Jeg vurderer, at vi er nødt til at gøre en større indsats de kommende år for at sikre, at vi kommer nærmere vores mål. De sociale førtidspensioner skal være en reel mulighed, overenskomstpensionen skal forbedres, og tjenestemandspensionen skal reguleres i forhold til hele rammen. Og lad mig understrege, at pensioner er et spørgsmål, der ikke alene optager pensionister. Det er et overordentlig vigtigt interessefelt for hele foreningen.

Der er brug for ledelse

Skoleledere i folkeskolen skal være organiseret i DLF, her varetages deres interesser, og her ligger forhandlingsretten. Det er målsætningen, og den forfølger vi. Vi har brug for skolelederne, og de har brug for os. I realiseringen af vores faglige strategi og i udviklingen af vores fælles arbejdsplads, folkeskolen.

Vi har et klart flertal af skolelederne som medlemmer, men det må vi ikke stille os tilfreds med. Vi skal hele tiden have blik for, hvordan vi tiltrækker nye skoleledere som medlemmer, hvordan vi fastholder de nuværende, og samtidig gøre det tillokkende og muligt for de udmeldte skoleledere at vende tilbage.

Vi har besluttet at evaluere modellen for skoleledernes organisatoriske placering i år 2001. Men vi skal hele tiden være parate til at justere og træffe beslutning, hvis det er nødvendigt, og hvis vi vil være sikre på, at det er os, der bestemmer udviklingen.

Lige så rigtigt det er, at lederne hører til i DLF, lige så forkert er det, at lærere ikke ønsker ledelse. Der er brug for ledelse i den danske folkeskole. Klar og tydelig ledelse, der ved, hvad den vil, men som også er i stand til og lægger vægt på at inddrage medarbejderne i ansvaret for realiseringen af de værdier, der ligger til grund for folkeskolen. At vi mener, det er senest og meget markant dokumenteret i forbindelse med Overenskomst 99 i bilaget 'En skole på vej'. Det er enestående på arbejdsmarkedet, at den slags indgår som et led i overenskomsten. Realiseringen af visionerne om ledelse i 'En skole på vej' er knyttet tæt sammen med, at lederne er læreruddannet, at de er medlemmer af DLF, og at lærernes accept af ledelse i folkeskolen også indebærer en tilskyndelse til at søge de lederstillinger, der er. Det er skolelederne, der er de primære bærere af udviklingen af værdibaseret ledelse i folkeskolen. Det er skolelederne, der i høj grad er tovholdere for realiseringen af fremtidens personalepolitik i folkeskolen. Det sker bedst som medlemmer i DLF og med støtte fra de øvrige medlemmer af foreningen.

En hjælp til at sætte grænser

Som lærere, som et led i værdibaseret ledelse i folkeskolen og som et led i udviklingen af vores profession er vi optaget af idealer og etik. Uden at være 'hellige' ønsker vi i foreningen at gå foran i en debat om etik og lærerrolle, altså om professionsetik. Vi skal formulere - eller måske snarere nyformulere - idealer, som sætter ord på vores forståelse af det at være lærer i forhold til andre professioner. Idealer, som vi vil gøre vores bedste for at leve op til. Emnet er på dagsordenen på denne kongres. Det er her, vi markerer, at vores arbejde med professionsetik nu går ind i en ny fase. Jeg føler mig overbevist om, at det er endnu et vigtigt skridt, vi tager for fremtidens forening og lærerrolle. Egentlig er det ikke noget afgørende nyt. Mange elementer har været der hele tiden, men i ustruktureret og ikke-operationel form. Det er ikke en ny opgave i folkeskolen, vi her pålægger os selv, men snarere et redskab, en fælles forståelse, som vi skal tilegne os. En hjælp til at sætte grænser for egne og andres krav og forventninger til vores arbejde i folkeskole. Og dermed også en styrkelse af det psykiske arbejdsmiljø. Jeg ser frem til, at vi med en mere klar professionsetik yderligere har grund til at rette ryggen.

Krav til forældrene

Forældre er hårdt spændt for i dagens samfund. Det kræver et stort organisationstalent at få børnefamilie og udearbejde til at hænge sammen. Det kræver også kærlighed og afsavn. Skolen kan ikke afgørende kompensere for det pres, der hviler på børnefamilierne, og som desværre alt for ofte går ud over børnene. Skolens primære opgave er undervisning. Og selvom undervisningsbegrebet er og skal være bredt, så ændrer det ikke ved, at det, der giver folkeskolen mening og retning, det er undervisning og ikke opdragelse. At få børn, det er ikke et pædagogisk projekt, men forhåbentlig et projekt rundet af kærlighed. Og det rækker som bekendt langt, langt videre end selve akten. Folkeskolen er rummelig, og den er for alle. Det er det helt unikke ved folkeskolen, og det skal vi værne om. Men det betyder ikke, at vi afholder os fra at appellere og stille krav til forældrene. Selv om vi ved, at der er familier, der ikke kan leve op til kravene, og de skal selvfølgelig have hjælp.

Men udgangspunktet er altså, at børn skal hjælpes, støttes og bakkes op hjemmefra, hvis de skal have noget ud af undervisningen. Og jeg taler ikke kun om omsorg og intellektuelle udfordringer, men også om nattesøvn, madpakke, almindelig opdragelse, snøring af sko, højtlæsning, ro og tid til nærværende voksenkontakt. Så er vi nede på jorden igen. I den højde, børnene befinder sig. Og det er her, vi har udgangspunktet for undervisningen. Hvis det ikke fungerer, så kan vi række nok så meget efter himmelen. Vi når den ikke.

Evaluering skal sikre høj kvalitet

I maj vedtog Folketinget en lov om Danmarks Evalueringsinstitut. Det nye institut skal fremover være fælles evalueringsinstitution for uddannelsessektoren fra skolestart til de videregående uddannelser. Dermed bliver Danmark det første land i verden, som laver en evalueringsinstitution, der er fælles for hele uddannelsessektoren. Vores støtte til etableringen hænger nøje sammen med, at det erklærede formål med det nye institut først og fremmest er at udvikle og sikre kvaliteten i uddannelserne. Og dernæst at undersøge, hvor godt uddannelsessektoren lever op til sine målsætninger. Grundlæggende er det godt, at der nu bliver mulighed for at sikre det nationale overblik over uddannelsessektoren. Det giver et godt afsæt for en anden udvikling end den atomisering af folkeskolen, som vi ser i øjeblikket.

Jeg kan for eksempel forestille mig, at instituttet som en af sine første opgaver ser nøjere på den overdragelse af den vidtgående specialundervisning, der sker fra amterne til kommunerne. Er kommunerne rent faktisk i stand til at klare denne opgave, og hvordan sikrer de, at der sker den fornødne udbygning af ekspertisen hos kommunernes pædagogiske og psykologiske rådgivning?

Der er bestemt grundlag for at være positiv, når evalueringsinstituttet fokuserer på udvikling og kvalitet i uddannelserne og holder sig langt væk fra rangordning og kontrol af lærere og uddannelsesinstitutioner. Her er vi helt på linie med undervisningsministeren.

Kan de løfte opgaven

Der er planer om den mest vidtgående ændring i årtier af hele strukturen i vores efter- og videreuddannelse. Mulighederne for, at det bliver bedre, end det vi har, er til stede. For os er det helt afgørende, at de fremtidige selvstændige institutioner, de såkaldte Centre for Videregående Uddannelse, CVU, også rent faktisk kan løfte opgaven. Nemlig 'at gennemføre efteruddannelse i alle folkeskolens fag inden for CVU'ets geografiske område'. Vi forventer en bedre vekselvirkning mellem grund- og efteruddannelse og i den forbindelse et klart kvalitetsløft af grunduddannelsen. Økonomien skal være i orden, og de primære interessenter, kommuneforeningerne og lærerkredsene, skal have sæde i bestyrelserne.

Med Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU, ser det ud til, at vi får et forskningscenter i læreprocesser af høj international standard og med kandidatuddannelser i alle skolefagene. Det glæder vi os til. Men vi forudser, at der kan blive problemer med økonomien. Der er - i forhold til hvad der ellers er afsat af midler på universitetsområdet, når nye aktiviteter skal etableres - afsat ret beskedne beløb til det nye universitet. Vi peger også på, at der skal en styring til, som sikrer, at de etablerede universiteter er forpligtet på et reelt samarbejde med DPU. Jeg opfordrer altså ministeren til at sikre, at der på alle områder bliver sammenhæng mellem ambitioner og muligheder.

Lander vi godt med både Danmarks Pædagogiske Universitet og med Centrene for Videregående Uddannelse - så stor ros til ministeren og til de politiske parter, der står bag. Alternativt siger jeg ikke, hvad vi vil mene om dem, der trods gode råd ødelagde den pædagogiske forskning og vores efteruddannelse.