Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Eftertanker
Nu er det ude med mig.
Lænken er kastet, sindet er lutret, klokken har ringet ind og ud for sidste gang. Min fod kan gå, hvorhen den vil hver evige dag. Niogtredive år og tre måneder i folkeskolen.
Ufatteligt! Også tit ufatteligt svært.
Godt jeg ikke nåede mit 40-års jubilæum. Jeg bryder mig ikke om det. Bortset fra pengegaven fra kommunen selvfølgelig, men det er alligevel for sent, at de bøder på livslang underbetaling. Nu slipper alle for at udtænke passende jubilæumsord. De arme talere tvinges jo næsten til at mene, at det er flot at være i det samme job i 40 år. Hvad flot er der i det? Man kunne lige så vel sige det modsatte. At det var en ekstrem mangel på drive og mod. Så kunne man sidde der og blive forlegen og tænke sit.
Vi sang her ved min afsked en af mine yndlingssange: 'Det lysner over agres felt', på flere måder til lejligheden passende. 'Og bag mig, sol, og blød mig, regn. Jeg plukker mine nødder og trasker langs et brombærhegn . . .' Skønt at høre den smukke sang, inden den - åh Gud - helt uddør, og alt ragelset tager over . . .
Hvis jeg skulle give et råd til de unge lærere, skulle det være at sørge for først af alt at have helt fri indimellem uden at rende rundt med skolen i baghovedet hele tiden. Er der noget vigtigere end det gode humør? (Ja, ja, jeg ved det nok, det er let sagt, men så find galgenhumoren frem i nødsfald). Og forsøge at undgå ærgrelser. For mange af dem har det jo med at trække til bunds. Det kan godt tage 30 år eller mere at lære, men man kan da øve sig hver dag. Jeg kunne også ønske mig, at lærerne får mere mod og lyst til åbent at spille ud i skoledebatten uden tanke for det ulidelige politisk korrekte.
Nu gælder det et nyt liv fra i morgen. Ude er det pulserende, det brogede liv med alt dets fortærende tant. Jeg har ikke tal på det, men sikke en masse børn, jeg har kendt. Det hænder, jeg møder dem som fuldvoksne, uigenkendelige, det hjælper end ikke med navn og årstal på, jeg vrider mig, kan ikke huske dem, der har været for mange.
Det føles underligt, det her . . . jeg gør nok klogest i at cykle til købmanden efter bøffer og rødvin . . . og glæde mig til at sove længe i morgen.
Hvis man så ellers kan . . .
Else
