Debat

Madsens uprofessionelle husfred

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er klart, at Vagn Madsen, med alle de læserbreve han skal nå, ikke kan overkomme alt. Men måske skulle han alligevel som ansvarlig skolemand lige have brugt nogle minutter på at læse faghæftet for faget kristendomskundskab, før han denne gang tog fat på ugens hudfletning.

Allerede i de korte afsnit om formål og centrale kundskabs- og færdighedsområder, CKF, kunne han have orienteret sig om, at det også er de myndighedsfastlagte bestemmelser for dette vigtige fags indhold, der danner baggrund for hovedstyrelsens forslag om at kalde faget ved sit gamle, mere dækkende navn religion. Havde han derudover givet sig tid til også at læse oplægget 'Fællesskabets skole i et multietnisk samfund', ville han kunne have set hovedstyrelsens understregning af, at kristendomskundskab (selvfølgelig) fortsat skal udgøre en væsentlig del af indholdet.

I faghæftet ville han endvidere kunne have orienteret sig om, at der i vores nu syv år gamle mandat står, at 'den religiøse dimension har betydning for livsopfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre'. Det er præcis derfor, at vi synes, at samtlige elever bør deltage.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Samme sted ville han have kunnet se, at fagets fire hovedområder indeholder det, han i Folkeskolennummer 43 prøver at gøre sig lystig over, nemlig livsfilosofi og etik, bibelske fortællinger, kristendommen i historisk og nutidig sammenhæng, ikke-kristne religioner og livsopfattelser og kunst og symboler.

Så der er bestemt intet belæg for Madsens vrøvl om, at hovedstyrelsen 'ikke regner faglighed for noget', og at vores motiv må være, at kristendomsundervisningen skulle opfattes som 'en skamfuld affære, der virkelig for husfredens skyld' må omdøbes til religion og 'træde til side for den fundamentalistiske, stålsatte islam - rørt op med hjemmestrikket livsfilosofi, etiske overvejelser og et par bibelske fortællinger'.

Dit ufredelige udfald er altså ikke særlig professionelt denne gang, Madsen.

Jørgen Stampe

formand for DLF's pædagogiske udvalg og medlem af hovedstyrelsen

'Fællesskabets skole i et multietnisk samfund' ligger på adressen www@DLF.org under oplæg til kongressen. Det vil om kort tid blive tilgængeligt i en trykt version for alle medlemmer og andre interesserede.