Annette Mortensen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Annette døde den 21. august 2001 efter lang tids kræftsygdom.

Siden før vi gik på sommerferie, vidste vi, at nu gik det én vej, og det gik hurtigere end før. For Annette havde selv givet op i forhold til videre behandling.

Da Annette kom her på skolen for tre år siden, var hun lidt sky og forbeholden. Men det ændrede sig. Hun var meget åben om sin sygdom. Vi har alle tæt på eller fra sidelinien fulgt med i Annettes lange kamp, og det var i dette forløb, vi for alvor så hendes styrke. 14 dage før hun døde, ville hun med sin lille Astrid i skole på hendes første skoledag. I sit arbejde var hun fra første del kompromisløs, var meget engageret, var optaget af så meget, ville så meget, en ildsjæl. Når hun kunne, kom hun og underviste og fulgte sin klasse fra 1. til 3. klasse. Hun skånede aldrig sig selv, og hun nåede på den relativt korte tid, hun var her, at sætte sit præg på skolens pædagogiske arbejde. Også på det kollegiale plan viste hun sit store engagement. Hun tog initiativ til trivselsgruppen, som skulle sætte mere skub i det uformelle kollegiale samvær på skolen. Vi er taknemmelige over, at vi har kendt Annette og mærket hendes ro, hendes udstråling, hendes livsglæde. Der er et tomt sted, vi ikke kan fylde ud. Værst er det for hendes familie, Frank, hendes mand, og døtrene, Katrine og Astrid.

Æret være Annettes minde.

Kollegerne på Absalons Skole

Roskilde