Det sidste år har været et af de værste i landets historie. Vi har fået bevis for, at vi og palæstinenserne ikke har noget at tale om, siger Tal Rubin kategorisk.

Hun går i 10. klasse på Maayan Shachar, en kombineret mellemskole og gymnasium i den israelske landkommune Emek Hefer lidt nord for middelhavsbyen Netanya. Tal er jødisk israeler. Hun opfatter sig selv som politisk progressiv og ville meget gerne tro på fredelig sameksistens med palæstinenserne, men efter godt et års Al Aqsa-intifada har hun svært ved at se, hvor den skulle komme fra.

'Deres vrede er forståelig nok, og det er forfærdeligt at se de forhold, de lever under, men jeg tror heller ikke, at de er klar til sameksistens', tilføjer hun.

'Børn kan vænne sig til meget. De tilpasser sig en ny situation og lever med den', siger Vered Ganor. Hun er skoleleder på Yuvalim, grundskolen, hvor Tal har gået de første seks klassetrin. Yuvalim og Maayan Shachar ligger i to nabokibbutzer og fungerer både administrativt og pædagogisk som en samlet enhed.

'Selvfølgelig er det pinagtigt at høre børn fortælle, at de ikke har været nogen steder hele sommerferien, fordi forældrene er bange for at tage på tur', siger Vered Ganor.

Hun beskriver selv Yuvalim som et bevidst opbygget paradoks. Mens frygten for, hvornår Hamas vil slå til med næste selvmordsangreb, sætter sine tydelige spor i hele det israelske samfund, gør skolen en stor indsats for at opretholde en vis stemning af normalitet. Det er tydeligt, hvad hun mener. Så snart man er sluppet godt forbi vagten Yitzhak, som med ladt pistol i bæltet holder årvågent øje med al trafik ud og ind gennem skolens svære gitterlåge, står man i en fredfyldt oase med velholdte græsplæner mellem skolens forskellige bygninger.

Materiel tryghed

Klasseværelserne er ikke af nyeste model, men der er velholdt alle vegne, hvilket er en vigtig del af skolens principper.

'Vi lægger vægt på at give børnene materiel tryghed og opdrager dem til at vise ansvarlighed over for den', siger Vered Ganor. Men hun er også klar over, at denne følelse af relativ rigelighed skærer i øjnene hos landets arabiske borgere.

'Fra Undervisningsministeriet får vi de samme bevillinger, og der er ingen forskel på personalenormeringer. Men fordi vores kommune og skolens forældre er langt bedre i stand til at bidrage økonomisk til skolens drift, har vi også flere penge at gøre godt med. Og det er naturligvis ikke retfærdigt'.

På opslagstavlen i en fjerdeklasse hænger avisudklip om antrax og attentatet på en israelsk minister.

'Vi arbejder meget med aktuelle begivenheder i disse tider. Det er også snart årsdagen for mordet på Yitzhak Rabin, som vi gør meget ud af at markere. Det er vigtigt for os at sætte alle disse ting ind i den rette sammenhæng. I Danmark kan man måske lade børnene leve i en lyserød verden, men den luksus har vi ikke', fortsætter Vered Ganor. Emek Hefer er venskabskommune med Farum, som hun besøgte med en delegation i sommer, og hun opfatter forskellene som enorme.

'Vi gennemfører alle skoleudflugter trods urolighederne, men vi har måttet øge sikkerhedsforanstaltningerne. Politiet har forbudt os at bruge arabiske buschauffører, hvilket jeg er ked af. Vore chauffører skal være bevæbnede, de skal hele tiden være i kontakt med skolen, og selvom vi bare tager børnene ud i den nærmeste avocadoplantage, skal der være bevæbnet ledsager med', siger hun.

Politiet kommer forbi skolen flere gange om dagen, og pedellen har fået vagtopgaver lagt oven i sine normale funktioner. Forældrebestyrelsen er inde på, at der nu skal ansættes en vagt til.

'Førhen kom vi meget i arabiske landsbyer, men det er vi helt holdt op med. Jeg har ikke været i Baqa el Gharbiyeh i et helt år, selvom jeg bor lige ved siden af', fortæller Tals klassekammerat Zohar Meiri fra Maayan Shachar. Hun er født i en bosættelse på Vestbredden, men bor nu i en moshav i selve Israel.

'Vi flyttede lige før den første intifada, så det var heldigt', smiler hun. Hendes far er leverandør af trækul til restauranter, men på grund af 'situationen', som intifadaen hele tiden omtales, er omsætningen faldet. At han køber trækullene inde på Vestbredden, bryder hun sig heller ikke om at tænke på.

'Men der kan jo ske noget hvor som helst. Tre af mine veninder kom til skade, da en bombe sprang i Tel Aviv for nogen tid siden. Det var frygteligt'.

Militæret venter

'Vi har ikke nogen stat, men en sikkerhedssituation', kommenterer Tal sin venindes syn på konflikten.

'Jeg husker, hvor chokerede vi var, da de første mennesker blev dræbt i begyndelsen af intifadaen. Det er blevet hverdag nu, og ingen lægger længere mærke til det'.

Tal siger, at hun går meget mindre i byen end for et år siden, men det er mere, fordi hendes forældre er bange for at lade hende tage af sted. Hun var med sine forældre i Brasilien i sommer og syntes, folk der smiler på en anden måde end i Israel - trods den dybe fattigdom.

Når pigerne om nogle år går ud af skolen, venter der dem to års militær værnepligt, hvilket de betragter som en naturlig del af tilværelsen.

'Araberne her i Israel går ikke i hæren, og det er en vigtig forskel på dem og os', siger Zohar.

'Jeg kan godt forstå, det er en personlig konflikt for dem, når de bor i en jødisk stat. Men jeg er i hvert fald ikke i tvivl. Jeg vil gerne gøre en indsats for mit land, så jeg vil prøve at komme i kamptropperne!'

hhf