Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det var med stor sorg, vi tirsdag den 5. oktober modtog meddelelsen om overlærer Villy G. Jensens alt for tidlige død, og der bredte sig en markant stilhed blandt eleverne, da flaget gled på halv på Østbirk Skole.
Vi vidste godt, da Villy Jensen den sidste dag før sommerferien tog afsked med skolen for at gå på pension, at han var ramt af sygdom, men vi sad alle med et inderligt håb og ønske om, at det skulle lykkes ham at få bugt med sygdommen. Vi håbede på, at hans gode fysik og stærke vilje kunne hjælpe ham igennem. Desværre lykkedes dette ikke.
Villy Jensen blev dimitteret fra Gedved Statsseminarium og kom til Østbirk Skole i 1963. Den sidste dag på skolen gennemgik vi de mange epoker og nye strømninger, han havde været med til at gennemleve i den danske folkeskole.
Villy var med helt fremme, når det handlede om udviklingen i folkeskolen. Som tillidsrepræsentant og mangeårigt medlem af kredsbestyrelsen i Brædstrup-Gedved Lærerforening, i en periode som formand, var han dybt engageret i de forhold, der rørte sig pædagogisk, fagpolitisk og lokalpolitisk. Med sin store viden ydede han et stort bidrag til de omstillingsprocesser, som skolen i de 36 år, han nåede at være ansat på Østbirk Skole, har været i gang med.
Han stillede forventninger og krav til både børn og voksne, men ikke uden han selv ydede en ærlig indsats.
I april, da Villy Jensen besluttede at gå på pension, glædede han sig til at gå i gang med den tredje alder. Han havde en plan for, hvad han ville bruge tiden til. De store interesser som sejlture med venner, lange cykelture i den østjyske natur og fisketure med familien skulle nu dyrkes fuldt ud. Desværre skulle det ikke gå sådan. Villy fik ikke lov at få et langt, velfortjent otium.
Kolleger vil savne Villy Jensens nærvær. Der vil mangle den person, som man kunne gå til, når noget så mest sort ud. Hans gode humør og lune væsen vil mangle på lærerværelset.
Allerstørst er dog savnet hos Mona og børnene, som går en svær tid i møde uden en ægtefælle og far, som man havde set frem til at være sammen med i mange år fremover. Vore tanker samler sig om dem, og vi håber, de må finde trøst i hinanden og i de gode minder, de måtte have.
På kollegernes vegne
Preben Hansen
Østbirk Skole
