Billehøj fylder 50

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En erfaren fagpolitiker i DLF rundede et skarpt hjørne den 27. oktober, hovedstyrelsesmedlem gennem de sidste to perioder, Henrik Billehøj, fyldte 50 år.

Henrik Billehøj har et bredt engagement i DLF og folkeskolen, men han markerer sig tydeligst på tre felter:

Både i sin egen kreds og i DLF's og Funktionærernes og Tjenesteformændenes Fællesråds amtskredse har han sat tydelige spor i arbejdsmiljøarbejdet. Det virker derfor naturligt, at han også i hovedstyrelsen er blevet en bærende kraft på arbejdsmiljøområdet og nu er blevet formand for Branchearbejdsmiljørådet for undervisning og forskning, Bar 12.

Det andet område, der optager fødselaren, er kvalitetsudvikling, og ud over arbejdet i hovedstyrelsen har han medvirket i en række projekter og kurser for skoler, kommuner og lærerkredse.

Det tredje interessefelt er baglandet. Henrik Billehøj lægger stor vægt på, at han repræsenterer Vestsjællands lærere. 'Han lider ikke af 'baglandsskræk', men han ser det som en vigtig opgave at informere bagud og tage politiske drøftelser med kredsene'. Siger kilder i baglandet, som også fortæller, at han 'har et lyst sind, er venlig og glad og elsker at lave og spise god mad'.