Skoler skal spare endnu mere
Vi skal lære at gøre tingene på nye måder, sagde formanden for KL, Anker Boye
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der skal bruges færre penge per elev i kommunerne under ét, lød budskabet fra formanden for Kommunernes Landsforening, KL, Anker Boye, på kongressen.
Anker Boye mener, at løsningen på skolernes lommesmerter skal findes hos 'de kløgtige og opfindsomme mennesker, der arbejder i og omkring skolerne'.
'Vi skal lære at gøre tingene på nye måder. Der er håndværk i at kunne forandre, og dette håndværk skal forankres i skolen'.
Anker Boye fremhævede, at KL's skolevision er en skole, hvor arbejdstidsaftalen fungerer.
Han var ikke parat til at ændre på aftalen, før den udløber i 2004.
'Både KL og lærerne vidste, at det ville blive vanskeligt at implementere aftalen. Det kræver tid at gennemføre en stor arbejdstidsreform, og det kan være svært. Derfor blev vi enige om, at læreraftalen skulle løbe i fire år, før den skulle genforhandles'.
Anni Herfort fremhævede, at hun på intet tidspunkt har talt om genforhandling.
'Jeg talte om justeringer, og nogle steder løber aftalen ikke, der kryber den. Og derfor vil vi gerne se på den', sagde Anni Herfort.
Anker Boye placerede en stor del af ansvaret for udmøntningen af arbejdstidsaftalen hos skolelederne.
'Jeg synes, det er urimeligt, hvis en ny, uerfaren lærer står med 30 undervisningslektioner. Det er ikke ledelse, som har fokus på en moderne skole i et videnssamfund. Det virker i øvrigt heller ikke særlig kollegialt'.