Dengang

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ved Margit Schaleck

For 50 år siden

A. Chr. Westergaard

Den 23. september døde den kendte børnebogsforfatter, skoledirektør A. Chr. Westergaard, Fredericia, efter nogen tids sygdom, 62 år.

Et rigt menneskeliv og en smuk karriere både som børnebogsforfatter og som skolemand var dermed afsluttet.

A. Chr. Westergaard var udgået fra et småkårshjem og levede sine barneår i Horsens. I 1913 tog han lærereksamen fra Gjedved og fik derefter sin første vikarplads ved Fredericia skolevæsen, ved hvilket døden nu har afsluttet hans løbebane som øverste leder. Fra 1915-1924 var han førstelærer i Fjaltring.

Årene derude ved vestkysten satte dybe spor i hans sind og i hans anselige forfatterskab, som herude tog sin begyndelse. Her blev hans berømteste bog, trilogien 'Klit-Per', til, mens talrige andre bøger er inspireret af vestkystforhold. I de næste 10 år var Westergaard kommunelærer i Køge, til han i 1934 blev skoleinspektør ved Købmagergades skole i Fredericia. 1947 udnævntes han til skoledirektør.

Folkeskolen nummer 40

Oktober 1951

For 25 år siden

Heltidsundervisning

Århus Skolevæsen vil nu tilbyde en anden form for skolegang til de ældre elever, der er kommet så meget på kant med normal skolegang, at deres fortsatte ophold i folkeskolen er helt uden mening. For disse unge vil der blive lavet en særlig heltidsundervisning i ungdomsskolen.

De unge vil få tilbudt 27 timer ugentlig med mindst en tredjedel af fagene som fællesfag. Der vil blandt andet blive tale om arbejdskundskab, samtidsorientering og ungdomsorientering.

Som valgfag gives værkstedsfag, redskabsfag og fysisk træning.

Erhvervsbesøg og erhvervspraktik får en vigtig placering i den nye form for heltidsundervisning, dels i den daglige undervisning, dels i særlige perioder i skoleåret.

Folkeskolen nummer 42

Oktober 1976