Indsamling til Afghanistans børn

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Allerede inden den 11. september, hvor terrorangreb lammede USA og resten af verden, var situationen yderst alvorlig for børn i Afghanistan. 22 år med borgerkrig og tre år med tørke har sat sine uhyggelige spor. I dag dør mere end hvert fjerde barn i Afghanistan, før det fylder fem år. Derfor har Unicef startet en omfattende nødhjælpsindsats og en landsindsamling. Formålet er at forebygge en eventuel flygtningekatastrofe og sikre overlevelse og beskyttelse for de børn, der allerede nu krydser grænserne til nabolandene i søgen efter mad, vand og beskyttelse mod militære aktioner.

Hvis du vil hjælpe de afghanske børn og støtte indsamlingen, kan du ringe på telefon 9056 5699. Det koster 100 kroner. Du kan også sende et bidrag på gironummer 280-0101.

Pris til Niels Hausgaard

Den 5. oktober fik Niels Hausgaard overrakt Dansklærernes pris 2001. Den er på 10.756 kroner - en krone for hvert medlem - og gives til en person, der udfordrer selvopfattelsen hos dem (dansklærerne), der lever af at undervise i modersmålet.

I begrundelsen for, at valget i år faldt på Niels Hausgaard, står der blandt andet: 'Du udleverer hverdagen, så vi kommer til at juble over egen naragtighed. Hvilket er tålsomt, fordi du selv er med på begge sider. . . mange af os betragter det at se dine show som en del af vores efteruddannelse'.

Prisen er i alt uddelt syv gange. De seks tidligere vindere er Herman Stilling, Thomas Winding, Politikens ATS-redaktion, Mette Weyde, Carl Quist Møller og Elsebeth Gerner Nielsen.