Overskriften er titlen på en artikel af K.E. Løgstrup (1905-81) fra 1960, hvori han beskriver tendensen til, at vi ikke retter os efter formelle regler i omgangen med hinanden. Han tænker her især på gode manerer, høflighed og sociale ritualer. Han gør op med den holdning hos kultureliten, at konventioner og regler for opførsel hæmmer og snærer og fører til ufrihed, hvorimod formløshed og opgør med konventioner betyder frihed og livsudfoldelse. Han påstår tværtimod, at formløshed gør ufri, og at den kan udøve lige så megen tvang som 'de stiveste og strengeste former'. Desuden hævder han og viser med eksempler, at den, hvis den får overtaget, 'kulminerer som vandalisme, whiskyen tømmes i flyglet og bohavet smadres'. Meget tyder på, at vi bliver ligegyldige for hinanden, hvis vi ikke er i stand til at fastholde og efterleve nogle ydre former, som viser, at vi anerkender og respekterer hinanden. Løgstrups angreb gjaldt kulturradikalismen med Edvard Brandes og Poul Henningsen i spidsen, men samtidig foregreb han ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved alle tabuer og konventioner, fordi de ansås for at rumme ondskaben.

Spørgsmålet er nu, om der er grund til at påstå, at formløshed præger moderne menneskers omgangsformer i så høj grad, at der er tale om tyranni. I en periode, hvor der rejses meget i andre lande, er der gode muligheder for at foretage sammenligninger mellem omgangsformer som for eksempel almindelig høflighed og hensyntagen til andre mennesker. Usystematiske iagttagelser kunne tyde på, at eksempelvis høflighed i biltrafikken er langt mere udviklet i USA og flere andre lande end i Danmark. Et par andre eksempler: Mange danske lærere klager over, blandt andet her i bladet, at de udsættes for uhøflighed og disrespekt af deres elever, og læserbreve i dagens aviser giver ofte eksempler på, at travlhed og højt tempo giver sig udslag i svigtende hensyntagen til hinanden på gaden og på arbejdspladserne. Konklusionen er derfor ofte, at danskere i modsætning til mange andre landes befolkninger mangler evnen til civiliseret omgang med andre mennesker - eller at der i hvert fald er sket et skred i den forkerte retning.

Der er grund til at glæde sig over både kulturradikalismen og ungdomsoprørets opgør med de snærende bånd, der blandt mange andre forhold har medført den flade struktur og antiautoritære skole som grundlag for elevers frimodighed, selvstændighed og tætte og fortrolige forhold til lærerne. På den anden side må det erkendes, at det er vanskeligt for eleverne at finde den hårfine balance mellem, hvad man kan tillade sig og ikke tillade sig.

Da ovenstående ikke bygger på holdbare data, men på et skøn, skal man nok kun med forsigtighed generelt udtale sig om danskernes manglende høflighed og andre tilsvarende adfærdsformer. Alligevel bør det nok i hjem og skole overvejes, om vi har forsømt noget i vores vejledning af børn og unge. Det kunne tænkes at være nødvendigt at hjælpe elever med at finde den ønskværdige balance mellem på den ene side frihed fra meningsløse konventioner og på den anden side den nødvendige hensyntagen til og opmærksomhed på andre mennesker - også i form af høflighed. Udgangspunktet for disse overvejelser kunne være drøftelse af resultatet af mange værdianalyser i 1990'erne, hvor danske lærere uden vaklen blandt 18 værdiudtryk altid har prioriteret værdien høflighed lavt. Kunne der tænkes at være en sammenhæng mellem påstået uhøflighed og dette resultat?

Ole Varming er psykolog og opdragelsesforsker