47 gange er nok
DLF's længst fungerende revisor valgte at forlade posten
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jyden han er stærk og sej, sang kongressen en morgen. Og sådan er foreningens revisor, Andreas Henneberg, sagde Anni Herfort i sin tale til ham, der har valgt at forlade posten fra denne kongres.
47 kongresser og repræsentantskabsmøder har Andreas Henneberg deltaget i som revisor. Dermed er han den revisor, der har fungeret længst i foreningen.
'Hvis nogen tror, at en revisor er en tør og nidkær person, så er det ikke Andreas Henneberg, de taler om. Du er et lunt, hyggeligt, socialt menneske, der interesserer dig for de mennesker, du omgiver dig med. Du er et kulturelt menneske, og så ser du altid tingene i et lunt perspektiv'.
'Vi er ikke skuffede over, at du stopper nu, men vi er lidt kede af det', sagde Anni Herfort.
I 1968 sagde han til Folkeskolen, at det var tungt at arbejde med så små kredse, som foreningen havde. Efter hans mening burde der kun være tre til fire kredse i hvert amt. På det område har udviklingen ikke ændret sig meget, sagde formanden.
En ny revisor blev valgt på kongressen. Det er pensioneret skoleleder Jens Kjær. Ny revisorsuppleant blev pensioneret lærer Per Thornberg. Begge har tidligere siddet i hovedstyrelsen.