En kunsthistoriker, der ikke kan få arbejde som kunsthistoriker, skal være indstillet på at tage et job som for eksempel avisbud, hvis det er avisbude, arbejdsmarkedet efterspørger, ikke kunsthistorikere. Så skolen skal nu disciplinere børnene og de unge, men samtidig skal den gøre dem omstillingsparate og fleksible.

Desuden skal skolen give alle elever de basale faglige færdigheder, også de 20 procent, der har det svært, så alle bliver i stand til at tage en videregående uddannelse. Men skolen må i den proces ikke ødelægge børnenes og de unges lyst til at lære, for de skal komme ud af skolen med lysten til at lære mere, så de kan blive opkvalificeret eller omskolet gennem livet, i takt med at arbejdsmarkedets behov for arbejdskraft ændrer sig.

Det er forliget om folkeskolen, der blev indgået i foråret, der stiller krav om en ny pædagogik, fastslår professor i komparativ politik ved Handelshøjskolen i København, Ove Kaj Pedersen.

Han har i dagbladet Information skrevet om, hvordan staten er ved at omstille sig fra fordelingsstat til konkurrencestat, og at det er i det perspektiv, man skal se de nye politiske initiativer.

»Skoleforlig og velfærdsforlig trækker i samme retning«, skriver Ove K. Pedersen.

»Velfærdsforliget strammer kravene til aktivering og uddannelse. Skoleforliget formulerer behovet for en ny pædagogik«, tilføjer han.

»Hvad den ny pædagogik kommer til at gå ud på, er dog endnu ikke givet. En proces er sat i gang, men så meget kan siges: En ny forestilling om fællesskab er skabt, og en ny pædagogik er i støbeskeen. Begge går de ud på, at konkurrencestat og individualitet skal knyttes til hinanden gennem faglighed, og at undervisning og uddannelse skal knyttes stærkere til arbejdsmarkederne, og at kompetencer skal knyttes stærkere til efterspørgsel«.

At lære at blive fri

Ove K. Pedersen sætter statens krav om en ny pædagogik ind i en historisk sammenhæng. Grundlæggende har den politiske filosofi handlet om det samme siden grundlovens indførelse i 1849, nemlig at gøre landets beboere til frie mennesker, hvad de jo ikke var i den enevældige privilegiestat.

»I den liberale stat - også den danske - får alle friheder, når de fødes, og bliver udstyret med frihedens individualitet, når de af familie, skole, kirke og mange andre opdrages - eller disciplineres - til det. I alle de mange år siden 1840'erne har retspolitikken derfor handlet om at give rettigheder til individer, ligesom pædagogikken har handlet om at opdrage til en selvstændig - en fri - individualitet«, skriver Ove K. Pedersen videre.

Statens krav om, hvordan pædagogikken skulle opdrage børnene og de unge til frie mennesker, har imidlertid skiftet karakter, i takt med at staten har ændret sig.

Ove Pedersen opregner tre faser. Den første var opbygningen af retsstaten, der foregik fra 1840'erne og frem til anden verdenskrig.

»Den anvendte skolen, militæret og kirken til at disciplinere til loyalitet over for autoriteter, men også til at skabe en fælles forståelse af individualitet. Den fælles individualitet - 'individualitet i fællesskab' - skulle være den forestilling, hvori nationen og den enkelte smeltede sammen til national identitet«.

I den anden fase, der gik fra anden verdenskrig til 1980'erne, havde velfærdsstaten lighed på dagsordenen.

»Lighed er imidlertid ikke en ret, men en mulighed, som individerne må dannes til selv at tage ansvaret for at realisere«.

»Reformpædagogikken blev derfor den nye tids pædagogik. Det samme gjorde velfærdsstaten som kulturprojekt. Pædagogikken skulle motivere den enkelte til at søge lighed med andre gennem 'selvvirksomhed', og kulturprojektet skulle danne den enkelte til selv at påtage sig et ansvar for fællesskabet gennem 'medbestemmelse'. Selvrealisering til lighed eller 'lighed som fællesskab' blev velfærdsstatens 'filosofiske' grundsten«.

Skolen i konkurrencestaten

Den tredje fase er nutiden, konkurrencestatens tidsalder. Den begynder i 1980'erne og er ikke ført til ende endnu. Men grundstene er allerede lagt, påpeger Ove K. Pedersen.

Det viser sig tydeligst i den nye formålsparagraf for folkeskolen, mener han, og i begrundelserne for den. Nemlig påstanden om, at reformpædagogikken er slået fejl, især fordi for mange kommer ud af skolen uden tilstrækkelige kompetencer, uden lyst til at lære mere og uden lyst til at arbejde.

»På den baggrund lægger folkeskoleloven grunden til behovet for en ny pædagogik og en ny forestilling om fællesskab og individualitet«.

»Og på det grundlag er en ny form for disciplinering under forberedelse: Pligten til at ville arbejde, kunne arbejde og også gøre det. 'Fællesskab ved arbejde' - sådan lyder lovens og også velfærdsforligets fællesskabsforestilling«.

»Her stilles faglighed over for selvvirksomhed/medbestemmelse, og begge steder vendes velfærdsstatens forestillinger på hovedet. Nemlig sådan: For første gang i den moderne danske stats historie er spørgsmålet ikke, hvilke nye rettigheder der skal udvikles, og hvilke gamle der skal omfordeles, men hvilke pligter den enkelte skal opfylde for at modtage rettigheder. Ret vendes til pligt. Og selv om de to altid har været to sider af samme sag, synes konkurrencestaten nu at sætte pligter i centrum«.

»Noget for noget« hedder det i den politiske jargon. Eller som kritikere siger: Fra welfare til workfare. Lige meget hvad - sådan ser den nye tidsånd ud, konstaterer Ove K. Pedersen.

»Den fælles individualitet skal være en anden end tidligere. 'Fællesskab ved arbejde' indebærer, at alle tilføjes færdigheder som efterspurgt, og at alle pålægges at arbejde som påkrævet«.

»Det indebærer også, at den enkelte skal udstyres med, hvad der kaldes evnen til at lære. Både på arbejde, på skolebænken, gennem efteruddannelse, gennem omskoling og opkvalificering og gennem livslang læring«.

»Pædagogikken er derfor bundet til et paradoks. Den skal disciplinere til arbejde, men også tilskynde den enkelte til at yde sit ypperste for at komme i arbejde - gennem fleksibilitet og mobilitet. Og tilskynde den enkelte til på arbejdet at yde sit bedste - gennem innovation og kreativitet«, konkluderer han.

Den danske velfærdsstat undergår i disse år store forandringer. Folkeskolen bringer to artikler, hvor leder af Center for Business and Politics på Copenhagen Business School, Ove Kaj Pedersen, på baggrund af centerets komparative velfærdsforskning fortæller om, hvordan folkeskolen påvirkes af disse forandringer. Dette er anden artikel. Den første blev bragt i nummer 39 og kan læses på www.folkeskolen.dk