Torben Weinreich har i mange år været forarget over, at børnelitteraturen blev så stedmoderligt og inkompetent behandlet i de store værker om dansk litteratur.

Det er han ikke mere. I det netop udkomne værk »Historien om børnelitteratur« har han på 600 sider beskrevet emnet fra den spæde start i 1568 og indtil 1967, hvor der skete et radikalt nybrud, og hvor han derfor har valgt at slutte sin historie. Under arbejdet gik det op for ham, at det ikke nødvendigvis var voksenlitteraturens historiografer, der var for fine på den, når de ikke ville beskrive hans hjertebarn. Der er simpelthen tale om to vidt forskellige former for litteraturhistorie.

»Det ville være vanvittig svært at integrere børnenes litteratur i en almindelig litteraturhistorie. Alene det at indplacere de enkelte værker i perioder som romantik eller rationalisme giver ingen mening«, siger børnelitteraturprofessoren. Han har derfor taget konsekvensen og udarbejdet en ny og helt anderledes periodisering i sin historieskrivning.

Børn skulle påvirkes

Skolen har spillet en ufattelig stor rolle for børnelitteraturen, siger Weinreich.

»Folkeskolen har altid udstukket retningslinjer for, hvordan man skal læse, og allerede tidligt i det 19. århundrede er der lærere, der begynder at diskutere, hvordan man undgår den 'sjælegift', der breder sig i de bøger, som børn og unge læser«.

Ondets rod var de såkaldte lejebiblioteker, hvor barnet mod et beskedent beløb kunne få lov til at forgifte sin sjæl. Som modgift foreslog lærerne, at der blev oprettet biblioteker på skolerne, hvor formålet var at udlåne bøger til børns læsning i fritiden. På den måde kunne man styre den læsning, som lå uden for skoletiden, mente man.

»Den tankegang har ligget i skolen næsten helt op til vore dage«, siger Torben Weinreich, som indregner 1970'erne med dens samfundskritiske, socialistiske børnebog til denne periode. De socialrealistiske, politiserende forfattere var nemlig ikke modstandere af, at man påvirkede børnene gennem litteraturen. De skulle bare påvirkes til noget andet, siger Weinreich, der dengang selv bidrog til genren med bøger som »Arbejdsløs!« og »De sorte skygger«. Den sidste blev meget populær i skolen.

»Måske fordi helten var en lærer med 'de rigtige meninger'«, lyder det i dag selvironisk fra forfatteren.

De første skolebiblioteker

Men tilbage til fortiden: Processen med at etablere biblioteker på skolerne kom i gang allerede i 1870'erne. Niels K. Kristensen, der var lærer i København, var en af de drivende kræfter, og han havde selv et omfattende forfatterskab. Mest kendt var »Rasmus fra Rodskov«-bøgerne med de slesvigske krige som baggrund. Han gik til regeringen med lister over bøger, han fandt grund til at anbefale, og resultatet var snart, at omkring ti procent af landets 4.000 skoler fik etableret et lille bibliotek, typisk på en enkelt lærers initiativ. Man tog bøger fra sin egen samling, fik præsten og storbønder til at skænke nogle og så videre. På den måde fik de bygget små samlinger op. Den første bibliotekslov kom i 1920, men den kom først til at omfatte børnebøger efter en ændring i 1931. Derefter var vejen åbnet for skole- og børnebibliotekernes overtagelse af børnelitteraturen i Danmark, som kulminerer med biblioteksloven i 1964. Sammen med bibliotekspengene til forfatterne, der blev indført i 1946, ændrede det fuldstændig vilkårene for børnebogsmarkedet.

Det samme gjorde de nye typer af børnebøger, der dukkede op fra 1967 med forfattere som Ole Lund Kirkegaard, Cecil Bødker og Flemming Quist Møller. Men det er en anden historie, for Torben Weinreich har valgt at slutte sin børnelitteraturhistorie netop med dette år.

Enige om lødighed

Hvilke krav stiller lærerne til den gode børnebog?

»Selv om der er tidsbundne nuancer, er det stort set det samme gennem alle 400 år. Det handler om at opføre sig ordentligt. Først var det puttet ind i en meget stærk kristen forståelsesramme, som nu er forladt, men man kan måske sige, at den kristelige etik stadig spiller en rolle i børnebøgerne«.

I midten af 1800-tallet fyldte det nationalistiske element meget i den »lødige« børnelitteratur.

Det, der er godt for børn, er det, der udvikler dem til »nyttige borgere i samfundet«, som der stod i den første skolelov fra 1814.

»Lødighedsbegrebet har ændret sig i tidens løb, men helt op til 1970'erne, hvor begrebet gik i opløsning, har lærerne haft faste forestillinger om, hvad der var lødigt«, siger Torben Weinreich.

Omkring 1980 gennemførte han en undersøgelse, der viste, at to tredjedele af de danske børnebogsforfattere havde lærerbaggrund, og billedet er ikke meget anderledes i dag, mener han. »Det føles nærmest som en sær undtagelse med Cecil Bødker, der er sølvsmed, eller Louis Jensen, der er arkitekt«. Men Bjarne Reuter, Leif Petersen, Thøger Birkeland ... Listen over skrivende lærere er lang.

Og det er langtfra kun som skolebibliotekarer og forfattere, at danske lærere har spillet en afgørende rolle. Det at gøre børne- og ungdomsbøger til genstand for undervisningen i litteraturanalyse er temmelig enestående for Danmark og de øvrige nordiske lande. I de fleste andre lande mener man, at eleverne skal læse den klassiske voksenlitteratur, så snart de overhovedet har lært at læse.

»Børnelitteraturen har høj status i den danske folkeskole. Både i kraft af lovgivningen og i kraft af lærerne, som har ment, at det er vigtigt. På den måde bliver det også litteratur som litteratur, ikke bare noget, der skal påvirke børnenes holdninger«, siger Torben Weinreich og henviser til, at skiftende undervisningsvejledninger har lagt vægt på, at eleverne skal læse god børnelitteratur.

Bibliografisk palæontologi

Da Torben Weinreich var barn, havde hans far en ambition om, at sønnen skulle blive palæontolog. Sådan en, der sidder og registrerer uddøde dyr. Det blev han ikke. Man mens han skrev på sin børnelitteraturhistorie, slog det ham, at han næsten udelukkende beskæftigede sig med forfatterskaber, som selv mange fagfolk aldrig har hørt om.

»Så jeg havnede måske ikke så langt fra fars drøm. Jeg kom til at beskæftige mig med uddød litteratur«.

Er der noget af den ældre litteratur, der holder i dag?

»Der er forlag, der prøver at presse for eksempel Jan- og Puk-bøgerne igennem til ny popularitet. Man det er de voksnes projekt, som ikke holder. Børn gider ikke læse ret meget af det. Men Marie Andersens bøger om Tudemarie kan fint læses i dag. Ellers begrænser den holdbare litteratur fra før 1967 sig til en halv snes titler. Det er sådan noget som »Peters Jul«, Kaalunds fabler og Ingemanns »Morgensange for børn«. Desuden nogle billedbøger af Egon Mathiesen og Arne Ungermann, men de var også i høj grad nyskabende for deres tid«.

Tirsdag den 10. oktober, klokken 19.30, kan du se et interview med Torben Weinreich, når han gæster »Skolebænken« på dk4.

Udsendelsen kan også ses på folkeskolen.dk

Under fanebladet »Skolebænken« kan du læse et længere interview med Torben Weinreich.

På www.folkeskolen.dk kan du vinde bøger ved at svare på to spørgsmål, som stilles efter interviewet på dk4. Klik på fanebladet »Skolebænken« øverst på folkeskolen.dk og vind Torben Weinreichs »Historien om børnelitteratur«, Gyldendals store »Kanon i dansk« i otte bind, som er redigeret af Torben Weinreich, og Leonardo Paduras krimi »Maskespil i Havana«. Der er 50 bøger på højkant.

For 50 år siden var nationen i chok over den kulørte litteraturs indflydelse på børnene. Undervisningsministeriet nedsatte et udvalg for at bekæmpe Tarzan og Jens Lyn, og emnet optog megen tid på Danmarks Lærerforenings kongres i 1954, hvor Folkeskolens børnebogsanmelder, Christian Winther, gav en omfattende oversigt og analyse af uvæsenets omfang.

Christian Winthers indlæg findes under fanebladet »Skolebænken« på folkeskolen.dk

Her kan du desuden læse en artikel om den unge lærer Christian Erichsen, der skabte en kæmpemæssig forlagssucces ved at alliere sig med Lærerforeningens enkekasse.