Anton kom til mig i 1. klasse og sagde, at han slet ikke behøvede at gå i skole. Han skulle alligevel være murer. Hans far var murer, så det skulle han også være. Drengen og jeg blev dog enige om at give skolen en chance og tage et prøveår.

Da Anton skulle i 5. klasse, kom han til mig igen og fortalte glædestrålende, at han nu endelig skulle have det fag, som han havde glædet sig til lige siden 1. klasse (underforstået at han formodentlig ikke fandt, at de indtil nu rigtig havde lært noget).

Det var faget sløjd, drengen skulle i gang med.

Den folkeskole, som undervisningsminister Bertel Haarder er i gang med at »afvikle«, bliver ikke en skole for Anton. Ikke engang hvert femte år vil han kunne glæde sig over noget. Skolen bliver fyldt op med mere røv-til-bænk-undervisning, og al snak om at bryde den negative sociale arv kan godt glemmes. Den sociale arv bliver tværtimod mere udtalt i det centralistiske, computerbaserede og lavloftede testsystem, som bliver fremtiden i Bertels Bogskole. Der indføres skriftlige, centrale, obligatoriske test. Der er kommet større skriftlighed ind ved de afsluttende prøver, og ud over de centrale, obligatoriske prøver har de fleste kommuner og skoler også deres egne skriftlige evalueringsformer og traditioner.

Det helt store skriftlige bureaukrati indfinder sig dog snart med de nye elevplaner. Hver enkelt elev skal have en skriftlig plan. I forvejen udarbejdes der skriftlige årsplaner, fagplaner, virksomhedsplaner og masser af andre planer.

Erhvervslivet, som det går strygende for i disse år, har for længst indset, at det ikke er test, kontrol og mistillid, der skaber gode resultater, men åbenhed og tillid.

Sådan bliver Bertels Bogskole ikke, og derfor vil jeg, når jeg næste gang møder Anton, anbefale ham en privatskole, hvor de bruger både hænder og hoved.