Det faglige niveau i folkeskolen skal hæves, siger undervisningsminister Bertel Haarder igen og igen. Han gentager også gerne udsagnet fra OECD-reviewet om, at det ikke må ske på bekostning af den kreative undervisning og udviklingen af det hele menneske.

Men ude i virkeligheden ser det anderledes ud, for regeringen vil ikke bruge penge på at nå målet. Tværtimod presser den kommunerne til at spare. Hvad det fører med sig, oplevede jeg på årets første forældremøde i min mindste datters klasse.

Klasselæreren gennemgik årets undervisning og sluttede af med at give los for sine frustrationer over manglende penge til bogindkøb. Hun hev den ene mappe frem efter den anden for at vise, hvor meget hun er nødt til at kopiere til vores børn, og med annoncer fra Folkeskolen illustrerede hun attraktive nyudgivelser, som hun ikke kan få fingre i. Hendes reaktion er til at forstå: Hun har sølle 70 kroner per elev til nye materialer - og har allerede brugt 79.

Vores skoleleder har forladt skolen til fordel for et nyt job, og klasselæreren lagde ikke skjul på, at han efter hendes mening havde prioriteret helt forkert. I stedet for nye bøger har han holdt fast i skolens mangeårige traditioner med lejrskoler, musikordning, international udveksling, skolefester og sensommermarked, hvor forældre, lærere og børn omdanner skolen til en markedsplads med boder, gøgl, loppemarked, restauranter og musikalsk optræden. Overskuddet går i en fond, som netop støtter lejrskoler og international udveksling.

Angrebet på skolelederen udløste en kædereaktion fra forargede forældre: Én mente, det er for galt, at skolen holder skolefest med levende musik fire aftener i træk (brandmyndigheder tillader kun 300 mennesker i skolens største lokale, derfor fire fester). En anden kunne ikke forstå, at skolen lejer et teater til de små elever (i år spiller 8.-klasserne »Grease«, hvis handling skyder noget over de mindste). Og en far erklærede: »Vi er en gruppe forældre, som har bedt en advokat undersøge, hvordan fonden bag sensommermarkedet bruger sine penge. Hvis den ikke følger sin fundats, kan vi få fonden tvangsopløst«.

En opløsning giver ikke lærerne råd til flere bøger, da overskuddet skal gå til lejrskoler. Tværtimod rammer en opløsning den praktiske undervisning, for er der noget mere lærerigt, end når børn skal markedsføre deres boder, ekspedere børn og voksne, som de ikke kender, tage imod penge og give det rigtige beløb tilbage? For slet ikke at tale om den opbakning, skolen sikrer sig fra forældre og naboer.

Hvilke forældre ønsker ikke, at deres børn kan begå sig i den globaliserede verden? Det kræver, at de får lov at prøve kræfter med den, og her er international udveksling en oplagt løsning. På samme måde må mange elever samle alt deres mod, før de tør stille sig op på en scene. Med optræden fire aftener i træk når de at rette fejl, finpudse detaljer og oplever, hvordan det kræver koncentration at udføre den samme opgave igen og igen.

Det skal der være plads til, så lærere og forældre bør rette kritikken et andet sted hen, nemlig mod finansministeren og hans bugnende pengekasse, som han ikke vil åbne. Hans svar er givet på forhånd: »Kommunerne får ikke flere penge, de må prioritere«.

Forældremødet sluttede i øvrigt med, at læreren glædestrålende fortalte, at klassen skal deltage i en konkurrence med en pengepræmie, udskrevet af en far med det erklærede mål at få sat en stopper for sensommermarkedet. Ingen andre får kendskab til konkurrencen, så klassen er sikker på at vinde. Det mener faren åbenbart er vigtigere end at lære børnene at præstere deres ypperste til sensommermarkedet.

Han høstede et stort bifald for sit kontante bidrag. Ingen klapper af os, der enten ikke kan eller vil punge ud af egen lomme, men bare betaler vores skat i forventning om, at skolen så har råd til at leve op til undervisningsministerens fine ord.