»Perker« bag katederet

Om dagen er han lærer, om aftenen står han i sin take-away, om natten interviewer han smågangstere. Marco »Brando« Rejaie bruger hele døgnet til at få rødderne på ret køl

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Haneen, Ali, Manar, Bilal, Manar G, Rukchsar, Nisreen - hvad er der med jer i dag? I plejer altid at være her alle sammen. Hvad med de der prinsesser - hvorfor kommer de så sent?«

Klokken på Blågårdskolen på Nørrebro i København har hvæsende bimlet 5.a ind. Den store viser har passeret ottetallet, og endnu er der en del tomme pladser i klassen.

»De skal lige sminke sig«, lyder det fra en.

»Sminke - I går i 5. klasse«, vrænger lærer Marco »Brando« Rejaie og slår opgivende ud med hænderne. Han tager den hvide kasket af og lægger den på katederet. På kasketten står med store sorte bogstaver BRAND O.

I skolen er han Marco, men fredag aften, når han på DR2 ruller ind i familien Danmarks stue i sin store hvide BMW, er han BRANDO. En ægte perker, der med rå tale og småkriminelle venner forsøger at tage livtag med de myter og fordomme, som omkranser indvandrerrødderne på Nørrebro.

Trods sine blot 32 år er hans cv omfattende. Barnesoldat, danmarksmester i brydning, dørmand, rapper og skuespiller. Lige nu arbejder han fuld tid som lærer, er indehaver af en mexicansk take-away og studievært. Så egentlig er det ikke så mærkeligt, at han ikke har tid til børn og kone, men bor alene i Mjølnerparken på Nørrebro. Dør om dør med de fleste af sine elever.

»Jeg vil have fat i de unge. Da jeg var ung, stod jeg i mange situationer, hvor jeg skulle træffe et valg. Dengang ønskede jeg, at der var en stærk hånd, der blev lagt på min skulder. Det var der bare ikke. Derfor ville jeg være panser eller skolelærer. Men jeg tror ikke på straf - derfor blev jeg skolelærer«.

Han flygtede alene til Danmark fra Iran som 14-årig. Under den otteårige krig mellem Iran og Irak havde han til opgave at stjæle irakernes våben. Marco Rejaie var kun 12 år, da hans ven Hussein få meter fra ham blev sprængt i småstykker, da han trådte på en mine.

Slående stilhed i klassen

Marco Rejaie kan råbe højt. Men for det meste er hans hæse hvisken nok. Han står helst så tæt på den, han snakker med, at han kan røre vedkommende. Men ser han i øjenkrogen, at nogle af rødderne er ved at komme i uføre, rejser hans stemme sig hen over den rå, asfalterede skolegård og runger mellem de røde murstensbygninger. Så står rødderne for det meste stille. Det samme gør sig gældende i matematikundervisningen i 5.a. På små 30 kvadratmeter har han 26 elever med 15 forskellige nationaliteter. Stilheden er slående. En pige spørger til de vinkler, han netop har forklaret ved tavlen.

»Ved du ikke, hvordan man gør? Det er, fordi lige før, da jeg forklarede det, sejlede dine tanker rundt«, han fløjter og viser med afslappede hovedkast, hvordan pigens tanker fløj rundt. Pludselig stopper han og kigger direkte på hende. Han hæver røsten.

»Det er respektløst«.

»Men nu skal jeg nok forklare dig det igen«. Stemmen synger igen, og han bevæger sig i rytmiske bevægelser, som en gangster i en musikvideo, mod tavlen.

Hans øjne taler, og ofte behøver eleverne ikke mere end et enkelt blik, før de ved, om de er på rette spor eller ej.

»Det er godt - giv mig fem«. Eleverne labber rosen og håndens anerkendelse til sig. Går det højt for sig, skal alle ti fingre klaskes med lærerens udstrakte hænder.

I DR2-programmet spørger han en af sine venner, mens de cruiser gennem nattens København: »Hvorfor er det, at perkerbørnene er mere problematiske og kommer mere ud i kriminalitet end danske børn?«

Selv er han ikke i tvivl.

»Hjemme får de at vide, at de er nogle forbandede integrerede - på gaden at de er nogle perkere. Det er en identitetssplittelse, som de færreste kan takle«.

En tur på Tvind

Da Marco Rejaie 1988 bankede på politiets dør på Hovedbanegården i København, blev han kørt til en flygtningelejr. I dag er han lidt ked af, at han første gang så Rådhuspladsens neon fra bagsædet af en politibil. Efter tre uger fik han asyl. Hans to år ældre bror boede allerede i Danmark. Marco Rejaie blev sendt på en af Tvinds efterskoler. Med sig havde han en persisk-dansk ordbog. Hver dag lærte han ti danske ord, som han over telefonen fortalte til sin bror. Efter et år tog han 9. klasses afgangsprøve. Han fik fem i skriftlig dansk og ti i mundtlig.

»Der blev ikke taget hensyn til mig. Jeg var helt blank. Jeg kunne kun læse persiske/arabiske bogstaver. Der var ikke dansk som andetsprog eller tosprogsundervisning. Men lærte jeg ikke dansk, kunne jeg ikke kommunikere med nogen. Så var det sur røv«.

Bommelum-banditten

Han sidder i skolegården. 6. klasse spiller fodbold i gården i gymnastiktimen. Drengene går op i det med liv og sjæl. Kun sjældent må han blande sig. Pludselig får han øje på en dreng. Hans bastante krop farer op og helt hen foran drengen.

»Hvad er nu det? Du er en bommelumbandit. Dig og Abduhllah tog to piger fra 1. klasse op på skulderen og bar dem ud på toilettet. Ups. Det er dumt. De piger er arabere. Du er araber. Du ved det godt. Jeg havde nogle forældre her uden for skolegården, der gik helt amok. Det er nasty«. Albuen er hævet i hovedhøjde, øjnene er onde, og han står så tæt på, at drengen tydeligt kan lugte spearmint fra grøn Stimorol i hans ånde. Med et tydeligt skuffet udtryk i ansigtet vender Marco sig om og fortsætter undervisningen i skolegården.

»Der skal ikke gå for meget halalhippie i den. De bliver nødt til at tage ansvar for sig selv. Stramninger af udlændingeloven er ikke løsningen. Motivation er løsningen. De skal vide, at dengang deres far skulle tage en uddannelse, skulle deres farfar arbejde dobbelt så hårdt for at betale for uddannelsen. De skal vide, at I deres eget hjemland får de ikke en skid. Og de, der virkelig laver ballade - send dem hjem i et par år. Lad dem lære at værdsætte de muligheder, der er her. Det har hjulpet på mange af mine venner«.

Børnesprog og voksensprog

Når han et splitsekund går i stå midt i skolegården, ligner han en forvokset teenager. Med stram, sort T-shirt med Blågårdskolens logo hen over brystet, sin hvide Brando-kasket og den orange rygsæk, der sidder lidt for stramt. Det er kun tre år siden, han flyttede hjemmefra - og spørger man ham om, hvorfor han ikke tidligere forlod reden, hiver han resolut op i T-shirten og afslører hår på brystet og en tatovering af et persisk ord.

»Det er min mors navn, Soraya«, siger han stolt.

Magnus eller Abduhllah. Han elsker samværet med alle. Men han identificerer sig mest med de tunge ballademagere. Det er her, han får de succesoplevelser, der på femte år får ham til at elske livet som lærer.

»Jeg ser mig selv i mange af dem. Jeg ser mig selv i de værste. Jeg forstår deres aggressioner - ikke at det er i orden. Men jeg forstår dem«.

Hverken skolelederen på Blågårdskolen eller han selv ser nogle problemer i, at han i DR2's program bruger et meget råt sprog. Han tror ikke, at det rykker ved børnenes opfattelse af ham. Han synes ikke, det er dobbeltmoralsk, når han, dagen efter at han på nationalt fjernsyn har kaldt en afghaner en »fucking bjergged«, ryster på hovedet af 6.-klassernes grimme sprog.

»I programmet er jeg tvunget til at være djævlens advokat for at få historien ud af dem, jeg snakker med. Jeg har fortalt børnene, at det her program kom. De forstår det godt. Der er børnesprog, og der er voksensprog«, er hans holdning.

Han mener heller ikke, at det giver problemer, at flere af dem, han inviterer på tur i den hvide BMW, der i dag holder parkeret foran skolens indgang, i allerhøjeste grad er på kant med loven.

»Da jeg var ung, var jeg sammen med rigtig mange unge, der lavede meget lort. Jeg er med helt hen til kanten, og så er jeg gået. Men næste dag, når vi ses igen, er vi bedste venner. Jeg blander mig ikke i deres business - de spørger jo heller ikke til mine årsplaner«.

Brando - fredage på DR2

Hop ind på bagsædet af en hvid BMW og oplev Københavns natteliv fra Brandos perspektiv. Syv sene fredagsaftner byder DR2 på meninger, menneskeskæbner og miljøer langt fra villavejenes ligusterdrømme.

Brando er 32 år, førstegenerationsindvandrer med iransk baggrund og uddannet folkeskolelærer. Han er samlingspunkt for folk i hans kvarter og prøver at få dem med problemer på ret køl.

»Når du er skolelærer, så er du booket fra 8 til 16. Jeg har også en biks, der skal passes. Det går aftenen med. Hvad er der så tilbage? Natten! Om natten er bilen det bedste sted til at slappe af og til at få luft til hovedet. Dér cruiser jeg rundt og snakker med folk«, fortæller Brando.

Fra dr.dk

Marco »Brando« Rejaie

1974 Født i Iran

1986 Barnesoldat

1988 Flygtede alene til Danmark

1990 10. klasse på Asserbohus Efterskole i Frederiksværk

1991 Efg Jern og metal

1993 Htx

1993 Dørmand

1997 Lærerstuderende på Blaagaards Seminarium

1999 Startede mexicaner-take-away Cejo Mejo

2001 Lærer på Blågårdskolen

Har sideløbende med lærergerningen været med til at producere programmerne »Humorakademiet« og »Brando« på DR2 og har netop skrevet manuskript til tv-serien »Det store fup«.

»... hvordan skal jeg få de unge til at la' vær. Enten ved at blive panser eller skolelærer. Jeg er ikke ude på straf. Jeg er ude på at give råd. Jeg valgte at blive skolelærer af mit hjerte i glød. Jeg må have et bijob, for lærerløn er ikke nok. Lavede Cejo Mejo, så om aftenen er Brando kok ...« Fra en af BrandoS raptekster