Desværre forekommer det mig, at lærernes organisation ikke altid er nok »fremme i skoene«. Man er underligt bag efter den politiske udvikling og ikke foran.

Det seneste eksempel er den debat, DLF har besluttet at iværksætte om, hvorvidt læreruddannelsen skal være en universitetsuddannelse. Folketinget vedtog i foråret en ny læreruddannelse. Det var jo dengang, en sådan drøftelse skulle have været taget.

Så meget mere som vi nu er i fuld gang med at lægge universiteter og sektorforskningsinstitutioner sammen, og en lang række CVU'er er dannet og udvidet med netop ... lærerseminarier. Ikke altid med deres gode vilje, men da man ikke har gjort gevaldige ophævelser eller spillet konstruktivt ind om andre løsninger, så bliver det så sådan, at seminarierne kommer til at indgå som en del af de øvrige korte og mellemlange uddannelser af mange forskellige arter. Jeg er faktisk enig med lærerne i, at det ikke i alle tilfælde er lykkelige løsninger, der kan opnås ad den vej, men debatten fra lærerside kommer bare alt for sent til, at den har mange chancer for at få gennemslagskraft.

Der er ingen tvivl om, at et samarbejde med universiteterne er en god idé. Men om man skal gøre læreruddannelsen som sådan til en universitetsuddannelse, det er en helt anden sag. Jeg tror ikke, man ad den vej vil opnå det løft, lærerrollen skal have. Derimod kunne det være godt at samarbejde med universiteterne om undervisere på læreruddannelsen. Det ville styrke den faglige ballast.

Måske er det netop her, DLF kunne yde en stor indsats: ved at styrke de nye - og de gamle - læreres opfattelse af, at de netop ikke er mere eller mindre alene i deres lærerrolle, men at der skal satses stærkt på ledelse.

»Ledelse« er måske efterhånden blevet til nærmest et slagord, men jeg tror i den grad, at et af folkeskolens problemer er, at den i en årrække helst var fri for ledelse.

Det har betydet, at kommunerne har forsømt at formulere skolepolitiske mål og forfølge dem. »Hvad vil vi med skolevæsenet her i vores kommune?« »Hvordan sikrer vi bedst, at vore elever efter endt skolegang kommer videre i en uddannelse?«

Har ikke også mange skoler undladt at opstille både pædagogiske og faglige mål for det arbejde, der skulle gøres der på stedet?

Det er så åbenbart lettere at være en leder, der bare glider i et med sit lærerkorps, men det er spørgsmålet, om lærerkorpset i længden synes, det er tilfredsstillende at arbejde et sted, hvor der ikke er opstillet et fagligt og pædagogisk mål for skolens arbejde, og hvor lederen ikke går ind og påtager sig rollen som netop leder. Hvis den optimale arbejdsglæde skal opnås, og hvis den optimale undervisning skal opleves som sådan af eleverne, er det bydende nødvendigt, at skolebestyrelse, skoleleder og lærere arbejder efter et fælles mål, som forplanter sig som et sådant til forældrene. Det er svært at se, hvordan en skole kan blive en god skole uden en sådan fælles ånd. Den, der skal gå foran i at sætte dagsordenen for en dialog med lærerkorpset om dette fælles mål, er skolens ledelse.

Hvis hver enkelte skole turde satse stærkere på lederens rolle, ville det være med til at højne lærerfaget og lærerglæden i det daglige arbejde. Det skulle man forsøge sig med, før man griber til en firkantet strukturel nødløsning: at ønske, at læreruddannelsen bliver en universitetsuddannelse.

Men altså: Indgå endelig et samarbejde med universiteterne om deres bedste lærerkræfter, så de unge lærerstuderende på seminarierne kan få den bedst sammensatte undervisningsmæssige ballast.

Britta Schall Holberg er medlem af Folketingets undervisningsudvalgfor Venstre