Pludselig stod jeg selv midt i kompleksiteten igen. En skole, som jeg arbejder tæt sammen med, manglede en matematiklærer i to 2.-klasser sidste august. Som børne- og skoleforsker har jeg længe ønsket at opleve lærergerningen igen, så selv om det kun var i ganske kort tid, takkede jeg ja til opgaven.

To ting ramte mig stærkt dér i august og sendte mig tilbage til for mere end ti år siden, hvor jeg arbejdede som blandt andet børnehaveklasseleder og dansklærer i udskolingen: Det første var glæden over det berigende samvær med skønne små mennesker med finurlige perspektiver, iderigdom og livskraft. Det andet var følelsen af dyb utilstrækkelighed over at stå én voksen i et for lille lokale tætpakket med borde og stole.

Det, der er lærernes glæde og privilegium, kan også give en følelse af afmagt og frustration på grund af de rammevilkår, som opgaven skal løses inden for. Derfor er der mange lærere, der på samme tid både elsker deres job og oplever det som utroligt belastende (læs mere herom i Sarah Grams Davys forskning).

Lærerens evige dilemma

Jeg har længe været med i et stort kor af fagfolk og forskere, der har peget på det utilstedelige i lærernes og pædagogernes rammevilkår. Vilkår, der gør det svært at følge den gamle grundtvigianske friskolepioner Christen Kolds råd om, at vi skal ”træde varsomt, thi her bliver mennesker til”.

Der i august blev frustrationen kropsliggjort for mig, da jeg står alene med for mange børn, der behøver mit nærvær, inspiration og støtte.

Vi laver stationsundervisning, og børnene kan blandt andet vælge mellem at bruge målebånd til at måle ting i og uden for klassen. De kan også lægge kabaler eller digte matematikhistorier, som deres venskabsklasse skal løse.

Imens har ét barn brug for at fortælle mig om sine natlige mareridt, et andet barn kommer op at slås med børn fra parallelklassen, andre frustreres over, at målebåndene driller, én venter tålmodigt i en hel lektion på at få hjælp til at forstå kabalens mysterium, og én er meget ked af ikke at have nogle venner.

To dilemmafyldte valg som lærer kryber ind under huden på mig: Skal jeg prioritere individet eller gruppen? Og hvordan giver jeg plads til børnenes engagement og kropslige udfoldelse, når de er så mange på så lidt plads?

Mere end 100 års pædagogisk og psykologisk forskning sår ikke tvivl om, at børn først og fremmest udvikler kognitiv formåen, sociale kompetencer og basale færdigheder gennem dialog, nysgerrig udforskning, eksperimenteren og kropslig udfoldelse – men det larmer på den trange plads (læs for eksempel John Dewey, Ken Robinson, Peter Gravy eller vores egen Erik Sigsgaard, hvis du er interesseret i emnet).

Lærere lykkes på trods

Heldigvis formår mange dygtige lærere ofte at overskride dilemmaerne. Det er netop deres praksis, jeg i høj grad har været optaget af at beskrive og formidle i min forskning. 

Skoleudvikling

Skole prøver forskerbud på god skole af: ”Jeg har virkelig været på udkig efter nogen, som ville gå all in”

Hep hep for jer – og hvor jeg dog håber, at I bliver i skolehverdagen sammen med børnene. Ikke blot fordi I giver børn et skoleliv, der gør dem godt, men også fordi samfundet som helhed nyder godt af jeres uvurderlige indsats, når I hver dag er med til at danne engagerede, kompetente og livsduelige mennesker.

Alle jer, der gennem pædagogisk tæft, omsorg og didaktisk snilde lykkes med at skabe et godt skoleliv for børnene, I ved nok godt, at I lykkes på trods. I lykkes på trods af skolens skolastiske fundament, der blev skabt for længe siden, og som i vid udstrækning er et levn fra industrisamfundet, og hvor der mangler moderne viden om læreprocesser og menneskelige behov. Det ses måske allertydeligst i indretningen af de trange klasseværelser, hvor børn skal sidde ned og tie stille, mens de lærer.

Elevernes behov hæmmes

Jeg har på tværs af forskningsfelter undersøgt, hvad børn og unge har brug for for at trives og udvikle sig positivt både fagligt, socialt og personligt, og jeg har identificeret seks grundlæggende behov: Sundhed, tryghed, autonomi, kompetence, samhørighed og behov for at bidrage. 

Behovene går på tværs af køn, etnicitet og alder, det vil sige, at lærere og pædagoger også har brug for at få støttet behovene i deres arbejdsliv.

Men ofte hæmmes disse behov på grund af uhensigtsmæssige strukturer. Derfor er det svært for læreren at vise i handling, at man har børnene på sinde og vil dem det bedste, når man står alene med dem og for eksempel:

• skal lade dem opholde sig alt for mange på alt for lidt plads
• sjældent kan følge deres initiativer
• ikke kan tilbyde mad til dem, der er sultne
• ikke har tid til fordybelsen, for lige om lidt ringer klokken
• skal undervise uden at have haft tid til forberedelse
• ikke kan tilbyde dem tid i naturen med ro og plads til kropslig udfoldelse
• ikke har tid til at tale med dem om det, der er svært
• skal insistere på, at faglige mål skal læres af alle i det samme tempo, hvorved mange børn mister troen på sig selv
• ikke har tid til at sunde sig efter at have lånt sit (måske) rolige nervesystem ud til udsatte børn.

Kræv ordentlige resurser

Lige nu har vi en skole, hvor alt for mange børn og unge ikke møder de rammer og relationer, som de behøver for fuldt ud at realisere deres medfødte kapacitet for social, motorisk, følelsesmæssig og kognitiv udvikling.

Derfor er vi sammen nødt til at skabe et fundament for skolen, der er baseret på viden om mennesker. Og vi må råbe højt og kræve de resurser, der skal til for at sikre, at daginstitutioner og skoler kan fungere som investeringer i et godt liv for den enkelte og en god fremtid for samfundet.

Det indebærer en insisteren på tilstrækkeligt mange og tilstrækkeligt godt uddannede fagpersoner omkring børnene, på rammevilkår med tid til forberedelse og udvikling, tid til refleksion og tid til at lære børnene godt at kende, til at støtte deres behov og til også at følge deres initiativer og drømme, så der skabes rum for finurlige perspektiver, iderigdom og livskraft.

Ligesom vand og næring til frugttræet er en investering, der tjener sig mangefold ind, er resurser nok til dagtilbud og skole en investering i trivsel og læringsudbytte, flere børn i de almene fællesskaber, øget chancelighed, styrket empati, lavere kriminalitet og højere arbejdsglæde for det pædagogiske personale.