Hvad skal man kalde en samtale, som på en gang er professionel, personlig og privat? Den almindelige betegnelse er MUS, medarbejderudviklingssamtale. Den betegnelse er ikke ret heldig. For det er jo ikke kun den ansatte, der skal blive klogere og udvikle sig, men også chefen, som får en enestående mulighed for at få en fornemmelse af, hvad der foregår i kollegernes opfattelse af skolens/virksomhedens muligheder for udvikling.

Det er altid godt at have tid til en samtale under fire øjne. Flere skal der ikke være. Men der er også en genre, som hedder GRUS, gruppens udviklingssamtale med lederen. Måske har også GRUS sin berettigelse, men i grunden synes jeg, at lederen og den enkelte medarbejder skal benytte sig af anledningen til en fortrolig samtale. Der kan jo også være rollefordelinger i en gruppe, som ikke nødvendigvis er heldige. Men i en meget stor organisation må mellemlederne naturligvis træde til.

For tiden taler jeg med mine kolleger på tomandshånd m/k. Det opfatter jeg som en særlig mulighed for at nå frem til en gensidig forståelse for arbejdspladsens problemstillinger og muligheder. Der er ikke noget skema eller nogen tjekliste for de samtaler, og de forløber meget forskelligt. Hvorfor? Fordi man ikke skal møde andre mennesker samme sted. Nogle har brug for et klap på skulderen, nogle skal have at vide, at de gør det godt, men ikke er uundværlige, nogle skal have lejlighed til at lufte deres bekymringer, og nogle skal kunne fortælle, hvad de er oppe imod, når de ikke er på arbejde. For det påvirker jo også deres arbejdsliv. Og langt de fleste fungerer bedre, end de nogen sinde har fået at vide.

Nærhed er det, et menneske allermest har brug for professionelt og privat - på forskellige vilkår. Det indebærer ikke, at man deler alt med alle, men at man kan møde sine medmennesker i fortrolighed. I grunden var jeg skeptisk over for genren MUS, men hurtigt erkendte jeg, at den repræsenterer et møde på de mest efterspurgte vilkår: at man har tid til hinanden og pligt til at høre efter.

Skoleledere i dag bruger ofte megen tid på at mødes med andre ledere og kan let fristes til letbenede kurser i generelle ledelsesteknikker uden jordforbindelse. Derfor er samtalen med skolens bærende kræfter umistelig. Det drejer sig jo om at give børn bedst mulige udviklingsmuligheder.

Professor Higgins