Det siges, at man først lærer at køre bil, når man har fået sit kørekort. Sådan foregår det beklageligvis også, når man er lærerstuderende. Under uddannelsen er man højst ude i praktik syv uger om året, oftest fordelt over to perioder. Dertil skal siges, at en uge ikke er en almindelig arbejdsuge, men at en praktikuge svarer til 12 undervisningstimer.

En så kort periode med så få timer gør det svært at nå særlig meget med eleverne. Vi føler til tider, at vi knap har lært alle elevernes navne, før vi er ude ad døren igen. Måske er det derfor, nogle skoler ikke tager sig den tid, det kræver at have praktikanter? Måske kan det virke nytteløst at lægge et stykke arbejde i noget, der kun skal foregå i så kort en periode? Ingen studerende forventer at blive budt velkommen på lærerværelset med lagkage og sang, men vi kræver en fair behandling. Vi vil ikke bruges som vikarer eller have at vide hele tiden, at lærerstuderende er dårlige til dit og dat. Vi er i praktik for at lære, så det siger sig selv, at vi ikke kan det hele i forvejen, og at vi har brug for råd og vejledning. Rom blev ikke bygget på en dag, og det gør en lærer heller ikke, men fundamentet skal være i orden for at skabe et godt resultat.

Vi så gerne flere og længere praktikperioder under uddannelsen, men det er desværre nok utopi, så den korte tid, vi får tildelt, vil vi gerne bruge ordentligt. Lad være med at tage praktikanter, hvis I ikke har tid og overskud, det er ikke retfærdigt hverken over for jer, os eller eleverne. Praktikken er vores mulighed for at prøve tingene af med sikkerhedsnet. Hjælp os til at blive dygtigere, så vi er parate, når vi engang skal ud uden.

På vegne af hold 5,2